Maria Wæhrens: “Jeg stoler på, at jeg har noget at fortælle”

Maria Wæhrens er aktuel med udstillingen Hvad kan jeg hjælpe dig med? på Charlotte Fogh Gallery; en udstilling der har fået sin titel efter et besøg fra en engel i en drøm, som stillede netop dette spørgsmål. Men hvad betyder spørgsmålet, og hvordan har det påvirket hendes virke som kunstner? Det sætter hun ord på her, hvor hun også tager os med tilbage til starten af virket som kunstner – et virke der også startede med en drøm.

“Jeg drømte som 13-årig, at jeg skulle være kunstner. Indtil da ville jeg ikke male, fordi jeg følte, det var det samme som at være i kontakt med Gud. Men da jeg havde drømt, at jeg skulle være maler, behøvede jeg ikke længere tage mig af, at det var højtideligt og vildt, for nu havde jeg fået det givet – lad os kalde det et kald.”

Maria Wæhrens tøver lidt da hun bruger ordet ‘kald’, men det er det ord, der bedst beskriver, det hun oplevede. Hun mener, at oplevelsen af kaldet knytter sig til en kristen opvækst, hvor man talte om dét at få et kald og handle på det. Gennem opvæksten brugte hun meget tid sammen med sin mormor, der har været med til at præge hende og hendes syn på kunsten.

“Jeg voksende op i en lille by i Nordjylland, hvor der ikke skete så meget, så jeg elskede at komme hos min mormor, fordi hun malede og var en god fortæller. Deres hus var fyldt med billeder! Mange af dem viste fortællinger fra bibelen, men der var også mere abstrakte fortællinger, som var mere relateret til følelser. Hun kom fra Sjælland og blev gift med min morfar, der boede i Nordjylland og var indremissionsk. Jeg har senere tænkt, at hun nok fandt et sprog i maleriet, hvor hun tacklede at være i det miljø, som kan være lidt tungt – på godt og ondt vil jeg sige.”

“Jeg tænkte ikke så meget på, om malerierne var flotte. Det handlede mere om, at man kan bruge billedsproget til at fortælle noget. Jeg tænkte: ‘tænk at der findes en Gud, man kan tro på!’. På det tidspunkt tænkte jeg, at kunsten var lidt det samme som Gud. Det var noget, der var større end mig selv. Det er et sprog, der kan noget mere end det, jeg selv er i stand til.”

Tillid til beskueren

Når snakken falder på, hvordan Maria Wæhrens arbejder med maleriet, er svaret klart: Det handler om tillid. Tillid til sig selv og til den, der ser værkerne.

“Jeg tænker sjældent på modtageren, men jeg har stor empati for mine medmennesker og kærlighed til verden, og med den indstilling stoler jeg på, at jeg har noget at give. Jeg har insisteret på at være mig selv, derfor har det taget mange år at komme længere ud med mine malerier, end hvis jeg havde tilpasset mig mere. Mine værker kan måske være lidt komplekse at forstå.”

“Jeg stoler på, at jeg har noget at fortælle. På den måde undervurderer jeg ikke modtageren. Jeg tror på, at kunsten kan ændre verden og os som mennesker, så jeg har stor tillid til beskueren og til det, jeg sender ud. Jeg har forventninger til den, der ser kunsten. Dét er at tage folk alvorligt.”

Tilbage til udgangspunktet

Selvom Wæhrens beskriver dét at være kunstner som et kald, og hun har en tillid til, at dét hun laver er relevant, så har det ikke altid været nemt at sige højt. I 1998 kom hun ind på Det Jyske Kunstakademi, og efter et år søgte hun ind i København, hvor hun færdiggjorde uddannelsen. Men dengang var det anderledes end i dag.

“Den måde, jeg tænker på, er meget uakademisk og følsom. På det tidspunkt talte man ikke om kunst på den måde på akademiet. Det lød som terapi, og man skulle ikke blande kunst og terapi. Det er først senere, hvor jeg har undervist og er blev vant til at præsentere mine ting, at jeg har udviklet mit sprog for det. Det har været meget nyttigt, fordi jeg fik en bevidsthed om, hvor det kom fra. Jeg vidste det måske godt, men man siger det ikke højt, når man ved, at det bliver høvlet ned.”

Gennem årene har kunstneren haft fokus på det kønspolitiske, hvor hun har taget udgangspunkt i egne oplevelser og en følelse af at være anderledes. Men ifølge hende selv, er der sket en ændring de seneste år.

“Jeg har altid udtrykt mig meget frit og ikke følt mig forpligtet over for nogen. Jeg har altid arbejdet ud fra hjertet og malet det, jeg ville – uden at prøve at please nogen. Det har ført mig i mange retninger. Jeg har været meget fokuseret på det kønspolitiske og undersøgelsen af kønsidentitet. Mange af mine værker handler om min egen seksualitet. Det var nødvendigt for mig at arbejde med på det tidspunkt. Men nu er jeg nok kommet tilbage til mit udgangspunkt, kaldet, og med kaldet kommer en oprigtighed.”

“Skiftet kom i en drøm”

“Skiftet kom i en drøm. For tre år siden lavede jeg et værk med en engel, som var kommet til mig i en drøm. Sidste år malede jeg den igen som et vægmaleri til en udstilling på Overgaden.”

“Englen stod ved mit vindue og spurgte ‘Hvad kan jeg hjælpe dig med?’. Det var en meget skelsættende drøm for mig, spørgsmålet forandrede noget i mig. Jeg havde i mange år fokuseret på, hvor svært det var at føle sig anderledes, jeg har følt meget smerte. Men her handlede det om at tage imod hjælp. Sige ‘ja tak, du må gerne hjælpe mig’. Det handlede om tillid. Det er noget, jeg har haft det svært med tidligere.”

“Det var vildt at åbne et rum for kærlighed på den måde. I mange af mine tidligere værker har jeg arbejdet med det komplekse, smerten og vreden – alt det tunge. Og så kom det her til mig, og med det kom der en lethed.”

“Jeg har nok altid set det at male som en kamp. Men i mødet med englen så jeg, at der også findes noget andet end kamp: der findes modtagelse. Måske er det svært at se i mine værker, men for mig er der en stor forskel på at se inspirationen som en kamp, og at se det som noget, man får givet. Det er en meget anderledes måde at gå til værks på. Det er gået fra at være meget mørkt og tungt, til at være lyst og let.”

“Jeg er gået fra tanken til kroppen”

Dette skift fra det mørke til det lyse, har også ændret Wæhrens tilgang til maleriet. Hun oplever en trang til at give slip på kontrollen og nærme sig maleriet på en ny måde.

“Jeg er gået fra tanken til kroppen. For mig er kunsten et sted, hvor jeg kan gå ind og være i kontakt. Derfor har jeg ikke opsat regler for processen.

I starten malede jeg kroppe, men på et tidspunkt tænkte jeg over, om jeg kunne komme endnu tættere på kroppen end at male den. Jeg vil være helt tæt på min streg. Jeg arbejder meget med, hvordan jeg hurtigst og mest præcist kan afsætte den. Derfor er det blevet mere krop, hvor der tidligere var mere refleksion over, hvordan jeg har det med køn, og hvad jeg tænker om det. Jeg tror, at det nærvær, jeg har, når jeg maler, kan mærkes.”

“Det er det psykologiske, der interesserer mig mest. Jeg har brugt kunsten til at løse mange ting i mit liv, men det er ikke kun terapi. Jeg ser først og fremmest kunsten som sansning. Jeg er interesseret i at udtrykke mine følelser i mit maleri og finde ud af, hvordan jeg kommer tættest på dem.”

“Hvad i alverden kan jeg hjælpe med?”

Hvad kan jeg hjælpe dig med? er kulminationen af Wæhrens arbejde med drømmen om englen. Hun beskriver selv, hvordan udstillingen er et udtryk for, hvor hun er lige nu: et undersøgende sted, hvor hun øver sig på at give slip, sige tak og tage imod.

“Titlen havde jeg fået af englen, men det får en sjov klang i et galleri, for hvad ligger der i sådan en titel? Pludselig er det mig, der spørger ud i rummet, hvor det tidligere var mig, der fik spørgsmålet. Jeg spørger, ‘Hvad kan jeg hjælpe dig med?’ Men hvad i alverden kan jeg hjælpe med? Kan malerierne hjælpe med noget?”

“Jeg har ikke sat titler på værkerne i udstillingen, fordi jeg ikke vil lede nogen hen på noget bestemt. Den overordnede titel er meget åben, så betydningen bliver lagt over til beskueren. Det er ellers meget forførende som maler at gøre det, men det kan også komme til at lukke værkerne om sig selv. Der kan være et behov for at vise, hvem man er, og jeg synes tit, det kan komme til at repræsentere en form for statement.”

Det handler om at tage imod

For Maria Wæhrens blev drømmen om englen en frisættelse fra den kamp, hun tidligere har oplevet i sig selv og sine malerier. Men den er også blevet en påmindelse om den opvækst, hun har haft, og de værdier hun har fået med fra mormors stue og barndommen i Nordjylland.

“Da jeg selv fik børn, fandt jeg ud af, at jeg havde fået nogle værdier fra mine forældre, som jeg gerne ville give videre til dem. Det var noget, der ellers lå langt fra mig, fordi jeg tog afstand fra kristendommen på det tidspunkt. Men hvordan skulle jeg så lære mine børn de værdier? Det handlede meget om tradition. Jeg lavede i den forbindelse en udstilling, der hedder Fadervor, som handler om, at jeg begyndte at bede sammen med dem, for at videregive det til dem.”

“Englen blev derfor et symbol på den kristne opvækst og de værdier, jeg har fået i mit liv. Jeg er kommet frem til, at jeg ikke behøver at være helt enig i alle de ting, mine forældre sagde, men jeg kan tage værdierne med mig og sige tak på trods. Dét har været vigtigt, for når jeg siger tak, så tager jeg imod, men det betyder ikke, at jeg skal være repræsentant for alt det, de står for.”

“For mig handler det om at kigge på det, man kommer af – på godt og ondt. Jeg ved ikke, om alt, jeg gør, er rigtigt eller forkert, og jeg behøver ikke altid at være tro mod min identitet og alt, hvad jeg har læst. Når jeg tænker sådan, så kan jeg godt bruge orderne ‘engel’ og ‘kald’, uden at det ændrer, hvem jeg er.”

Du behøver ikke rationalisere alt?

“Nej, og jeg behøver ikke forsvare det, men kan bare sige ‘ja tak’ og se på det, jeg har til rådighed. Det handler for mig om, hvor åbent et sind jeg kan komme med.”