Marianne Jørgensen: “Jord er altid politisk”

I Marianne Jørgensens optik er jorden udgangspunktet, det som tilværelsen står på og vokser ud af. Og “jord er altid politisk”, som hun siger. Ikke mindst i disse tider, hvor naturgrundlaget er under voldsomt tryk.

I næsten tyve år eksperimenterede billedkunstner Marianne Jørgensen på en mark ved siden af sit hjem i Viby i det sydvestlige Aarhus - gravede såkaldte Drømmehuller i jorden, sprængte udsagn i mulden, arbejdede med græs og andre vækster og skabte en alternativ utopisk byplan på jordlodden.

Læs også: Kunstprojekt udfolder sig på en mark i Viby J

Nu ser hun frem til at skulle arbejde på et nyt stykke jord. Ved Himmelbjerggården, Inspirationscenter for bæredygtig udvikling i Søhøjlandet, hvor hun har fået en aftale om at kunne arbejde på en jordlod i en årrække. Tildelingen af Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse betyder, at hun i højere grad står økonomisk uafhængigt og kan fokusere på undersøgelser, eksperimenter og på at nytænke sin praksis. 

For Marianne Jørgensen (f. 1959) er kunsten ikke en passiv genstand, der udelukkende skal betragtes i gallerirummets lukkede kredsløb. Selv om hun også udstiller i de hvide kuber, er kunsten frem for alt et sanseligt og politisk engagement, der går i inkluderende dialog med sine omgivelser, uanset om det er en travl industrihavn, en pløjemark, et villakvarter eller en landsbygade. 

Man kan meget vel se hendes praksis i forlængelse af 1960’er- og 70’ernes landarttraditioner (eks. Robert Smithson eller Walter De Maria), men i en egen, poetisk og revitaliseret version med et bevidst antiheroisk og markant socialt tvist.

Det giver mening at forfølge den kunstneriske tilgang tilbage til 1980’ernes Aarhus, hvor Marianne Jørgensen studerede på Det Jyske Kunstakademi i Mejlgade. Byen var i denne periode præget af et uforfærdet, eksperimenterende og særdeles dynamisk vækstlag af unge kunstnere, musikere og performere, der ville gøre tingene anderledes. 

Her blev hun en central drivkraft i kunstnerkollektivet Solkorset, som desuden bestod af kunstnerne Kim Grønborg, Robin Lybecher, Jesper Rasmussen og Hans E. Madsen. I opposition mod den kommercialiserede og individualiserede kunstverden opererede gruppen med dogmelignende regler for deres arbejdsprocesser.

De individuelle egoer veg for ideen om, at de fem kunstnere var fælles om at udtænke og udføre ét og samme værk. Udstillingsrummet skulle ikke bare fungere som baggrund, men indtænkes som en integreret del af kunstværket, og endeligt – for at stemme sig op imod kommercialiseringen – skulle værket altid destrueres fuldstændigt, så snart en udstilling var slut.

Gruppen stod bag flere stofligt pågående totalinstallationer. Slangekredsløbet (1990, Brandts Klædefabrik), bygget op med pumpestationer, slanger, ventiler og beholdere, idet værket materialiserede menneskets blodkredsløb, var en af dem. En anden var 231/Eksploderet Personbil (1991, Noordkunst, Groningen, Holland), hvor en Ford Granada var demonteret i 231 enkeltdele, som svævende blev fastfrosset som et eksplosivt nu i en enorm stilladskonstruktion.

Omkring årtusindskiftet bevægede Marianne Jørgensens praksis sig for alvor mod en dyb undersøgelse af selve jorden, hvilket bogstaveligt kom til udtryk i en serie som Drømmehuller (2001), der var en form for ‘negative skulpturer’. I stedet for at bygge en form op oven på terrænet, gravede hun dybe, strengt geometriske huller direkte ned i en mark i Viby. Hvert hul var udstyret med en trappe og havde sin egen poetiske karakter. Man skulle helt konkret gå under jorden for at opleve værket – som også manifesterede sig i form af stramme fotografier, som var værker i sig selv. Ligeledes lavede hun glasfiberafstøbninger af hullerne og udstillede dem som rå skulpturer, der fremviste det fraværsrum, hun havde udgravet på marken.

Hun brugte jordstykket til at eksperimentere med, hvordan typografi og skrifttegn opfører sig, når de underlægges naturens kræfter. Ved at benytte rullegræs eller grave bogstaver i jorden undersøgte hun, hvor hurtigt ukrudt og vind udviskede de menneskeskabte budskaber. Tiden er næsten altid en faktor i Marianne Jørgensens kunst. 

Og som et ‘svar’ på opførelsen af et nyt, konformt villaområde nær hendes hjem, skabte hun love alley. Over en periode på 9 år inviterede hun kunstnere, arkitekter og skribenter til at bidrage, bygge, skrive og eksperimentere direkte på jordstykket. Marken blev omdannet til en miniaturemodel af en landsby eller et midlertidigt samfund, hvor man i fællesskab undersøgte alternative måder at bebo og dele et landskab på.

I 2013 samlede hun op på sit arbejde i udstillingen Entropia på Den Frie, hvor hun udover at præsentere en række video- og fotoværker brød de klassisk rensede udstillingsrum op med jord og omfattende forstyrrelser af arkitekturen. Her var græs- og mosbegroede skulpturer og meget store modeller af love alley. 

Læs også: Det handler bare om at gøre det

Den politiske åre, der løber igennem Marianne Jørgensens kunst, går hånd i hånd med et fænomenologisk opgør med den dualistiske tænkning, der skelner mellem menneske og natur, mellem subjekt og objekt. 

I sit hovedværk Kroppens fænomenologi argumenterer filosoffen Maurice Merleau-Ponty for, at mennesket ikke er et distanceret, tænkende intellekt, der betragter verden udefra. Tværtimod er vi i verden gennem vores krop. Kroppen er vores adgangskanal til virkeligheden, og al erkendelse er funderet i en prærefleksiv, kropslig forankring – det han kalder être-au-monde (at være-i-verden). 

Marianne Jørgensens materialevalg og praksis i det hele taget taler direkte til dette kropslige sanseapparatur, før intellektet overhovedet begynder at afkaste symbolske betydninger.

I de senere år har Marianne Jørgensen i stigende grad overført sin konceptuelle og landskabsorienterede tilgang til offentlige udsmykningsopgaver, hvor hun integrerer kunsten i det levede liv:

Her finder vi til stadighed Marianne Jørgensens politisk-fænomenologiske insisteren. Hvor det monumentale offentlige rum traditionelt er domineret af statuer i bronze og granit – materialer med et signalement af evighed, uforanderlighed og historisk autoritet – ja, så går hun andre veje. 

Hendes monumenter er skabt i naturmaterialer: græs der gror og visner, planter, mos, ler og håndlavede mursten (“mursten er også jord”, siger kunstneren). Monumenter der skal bebos af levende kroppe, snarere end betragtes på afstand. 

I en af atriumgårdene på SDU i Esbjerg rejser mosformationer sig inspireret af den trompetlignende struktur hos bægerlav (en svampe/alge-organisme) og fremstår som en form for levende biotop (Inside – Outside (It's About Time)). I en anden kommer en cirkel og en kompleks brudt struktur i røde teglsten til syne som en andethed i forhold til bygningens arkitektoniske orden (Cirkel – Brudflader).  

I Glenteparken i Københavns Nordvestkvarter finder vi ordet Himmel skrevet i skråskrift og formet i lyseblå beton. Værket er en integreret del af et skybrudssikringsanlæg, fungerer som lege- og siddeplads og driller desuden perspektivet, så ordet Himmel først falder proportionalt på plads, når det ses fra en særlig vinkel.

Helt nyt er det urbane landskabsprojekt Den Røde Løber – en organisk og taktil passage under en tung togbro ved Aarhus Havn. Bede med forskellige planter gennemskæres af en rød løber – med alle de eksklusive konnotationer, der knytter sig til den. Her er løberen for alle, udført i røde teglsten, og ikke er helt udrullet, idet den inviterer til leg og refleksion, mens teksten “De enestående”, der er indlagt i stenene, taler som et tvetydigt og tankevækkende udsagn om mennesket i vores tid. 

Designet af en passage under en bro er hverken neutralt eller apolitisk. Den franske filosof Jacques Rancière argumenterer for, at politik i sin kerne handler om en æstetisk ordning eller fordeling af virkeligheden. 

Hvad betyder det, at en sådan passage er et mørkt og afvisende transitrum af beton og stål, der orienterer kroppen mod hurtig gennemgang eller ligefrem kropslig fremmedgørelse og utryghed? Byens magt- og planlægningsstrukturer naturaliserer sig selv ved at fremstå som uforanderlige, hårde og rationelle realiteter i det urbane landskab. Det sandt politiske, vil Rancière mene, opstår kun, når denne orden brydes gennem en "dissensus".

Den Røde Løber kunne være et eksempel på en sådan dissensus. Ved at bringe poesien, legen, det levende og taktile i spil i et ellers fremmedgørende byrum, forstyrrer Marianne Jørgensen den etablerede ordning af det sanselige og etablerer en æstetisk omkodning af byrummet. Kunstneren taler selv om at skabe pauser til fordybelse og tænkning, om hjørner til refleksion. 

Selde

Et særligt kapitel er Marianne Jørgensens lange virke i landsbyen Selde, som må være den by i Danmark med mest kunst pr. indbygger. I 13 år har hun som kurator været den absolutte drivkraft i Skulpturlandsby Selde, den helt særlige kunstplatform for samtidskunst, hvor landsbyens byggetomter, gader og naturområder transformeres til skulpturelle rum. Siden projektets spæde start i 2013 har den lille landsby i Nordsalling udviklet sig fra en klassisk fortælling om landsbydød til et levende kunstnerisk eksperiment med over 35 offentlige skulpturer.

Læs også: Skulpturlandsby Selde præmieret

Her kommer kunstneren ikke bare og afleverer en skulptur på en sokkel på byens torv. For Marianne Jørgensen er skulpturlandsbyen et socialt projekt. Der arrangeres møder, workshops og etableres tætte bånd mellem de inviterede kunstnere og byens borgere (såkaldte ‘Selde-mentorer’), som hjælper med kontakter, produktion og montering af værkerne. 

Læs også: Billeder fra Skulpturlandsby Selde

Selv har hun bidraget med flere værker, senest Podehaven, en social landskabsinstallation med snoede teglstensbede, frugttræer, bærbuske og krydderurter. Værket fungerer både som et organisk stykke naturkunst og som et fysisk, spiseligt mødested, hvor byens borgere og gæster kan samles.

Længerevarende samarbejder er kendetegnende for kunstneren. Det gælder i Selde, men også i forhold til de arkitekter, teoretikere, entreprenører, gartnere, brolæggere, tømrere og andre håndværkere, hun samarbejder med. Det er vigtigt at arbejde sammen med mennesker, hun kender, og som har forståelse for, at det kræver særlig tid og omhu at arbejde med kunst. Hun behøver ikke at gå på kompromisser, for udgangspunktet er altid, at “alt kan lade sig gøre”.

Ligeledes sørger hun for at holde overblik og lederskab, når hun laver udsmykningsopgaver. “Jeg tager altid entreprisen selv”, siger hun, og er selv aktiv på stedet og ligger på knæ og sætter sten sammen med anlægsgartnerne. Igennem årene har hun haft fingrene i det hele og har lært sig at støbe, fuge, lave særsten og meget mere. 

Selvom Marianne Jørgensen nu i kraft af hædersydelsen har fået et bedre økonomisk fundament, tyder intet på, at hun er i færd med at slå op i banen. Hun glæder sig til at kunne fokusere mere på eksperimenter da en ny udstilling er på trapperne i Selde plus en større udsmykning, der ligger klar til eksekvering i København, når formaliteterne falder på plads. 

Og sikkert meget mere, vi kan se frem til fra Marianne Jørgensens hånd. For som hun siger: “At lave kunst er en måde at være i verden på”.