Match Race på Nordjyllands Kunstmuseum

Match Race – irriterende, overvældende og fængende udstilling på Nordjyllands Kunstmuseum.

Udstilllingsvue. Foto: Nordjyllands Kunstmuseum

Match Race – irriterende, overvældende og fængende udstilling på Nordjyllands Kunstmuseum.


info


Ved første øjekast virker udstillingen uoverskueligt, men ved nærmere eftersyn er der mange guldkorn. På Nordjyllands Kunstmuseum har man valgt at præsentere ung dansk kunst overfor museets ældre værker. Hvor vidt der er tale om et fredeligt parløb eller en dødelig duel værkerne imellem er uklart. Udstillingens titel skaber en del forvirring og umiddelbart ser det hele noget rodet ud. Selvom det virker overvældende og opfordrer til skattejagt på yndlingskunstnere, så kan man stille spørgsmålstegn ved, om det er en nyskabende udstillingsform, eller om det faktisk er ’old news’.

Misvisende maritimt udtryk

Udstillingens titel er lånt fra den maritime verden. Match Race er en sejlsportsduel mellem to både på en relativt kort bane, der tegner en lige linie mellem to mærker. Der kæmpes hårdt på marginaler, da duellen som regel ikke varer meget mere end 20 minutter. Men på Nordjyllands Kunstmuseum kan man i præsentationen af udstillingen læse sig til, at betydningen af begrebet er vendt på hovedet. Her henviser det således til kunstværkernes fredelige parløb, hvor værkerne i samspil beriger hinanden i stedet for bidsk at kæmpe om sejr og berømmelse. Desværre kan det skabe en indledningsvis forbistring, at titlen på udstillingen lover et, men leverer noget andet.

Udstilllingsvue. Foto: Nordjyllands Kunstmuseum
Udstilllingsvue. Foto: Nordjyllands Kunstmuseum
Udstilllingsvue. Foto: Nordjyllands Kunstmuseum
Udstilllingsvue. Foto: Nordjyllands Kunstmuseum
Udstilllingsvue. Foto: Nordjyllands Kunstmuseum
Udstilllingsvue. Foto: Nordjyllands Kunstmuseum
Udstilllingsvue. Foto: Nordjyllands Kunstmuseum
Udstilllingsvue. Foto: Nordjyllands Kunstmuseum

Inspiration fra kunstkamrene
Udstillingens største område kaldes på museets hjemmeside ”Modernistisk remix mellem da og nu.” Det består blandt andet af en massiv ophængning af nye værker og værker fra museets egen samling i forskellige konstellationer. Det er især denne del af udstillingen, der påberåber sig opmærksomhed på grund af de overvældende mange værker. Inspirationen til dette må komme fra fortidens kongelige kunstkamre eller raritetskabinetter, hvor malerier, skulpturer eller andre ting af særlig interesse blev præsenteret ud fra devisen kvantitet frem for overskuelighed. Jo flere værker man havde, jo mere udstrålede man penge, overskud og magt. Og på Nordjyllands Kunstmuseum har man virkelig overskud. Af de unge kunstnere kan nævnes Lise Blomberg, Fie Norsker, HuskMitNavn og Katrine Ærteberg. Af den lidt ældre generation kan nævnes Preben Hornung, Vilhelm Freddie, Asger Jorn og Kurt Trampedach. Desuden kan man finde flere værker af Poul Gernes, der var repræsenteret på dette års Documenta i Kassel.

Duel mellem beskuer og udstilling
Når man prøver at dykke ned i denne rigelighed af værker, bliver man grebet af jagten på kendte kunstnere, og man kan finde sig selv fordybet i fascination over, hvor godt visse ældre og yngre værker komplementerer hinanden. Men man kan også blive noget træt i hovedet af mængden og den besværlige skiltning. Alle fakta om værkerne: titler, kunstnernavne og årstal findes på lange lister i holdere fordelt rundt omkring i salene. Kort sagt kan det, der starter som en overvældende, uoverskuelig og lidt irriterende udstilling, overvinde en og blive til et spændende orienteringsløb, hvor museumsgæsten udfordres, men belønnes med nye og gamle favoritter samt anderledes og tankevækkende forbindelser mellem samme. Forudsat at denne tour de force ikke udmatter en inden.


Fakta

Match Race

25 nov 2007

KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg Se kort og tider