Mathias Kryger: “Den danske kunstscene har været ekstremt homofobisk og normativ. En totalt macho kunstverden”

Udstillingsprojektet Psycopathia Sexualis, kurateret af Mathias Kryger i samarbejde med Overgaden, stiller ind på et blind spot 40 år efter, at homoseksualitet blev strøget af listen over psykiske sygdomme i Danmark, og de første tilfælde af AIDS blev rapporteret i USA. Vi har mødt kuratoren til en samtale om udstillingen, der ønsker at introducere en ny dansk LGBTQIA+ kunsthistorie.
Kurator og kunstkritiker Mathias Kryger tager imødekommende imod mig i døren til Overgaden, hvor udstillingen Psycopathia Sexualis kan opleves allerede i indgangspartiet.

Her hænger t-shirts projektet HEN, produceret i et samarbejde med fashionbrandet HAN Kjøbenhavn. På t-shirts’ene er trykt slagfærdige slogans: ’Soft Values Hardcore Sex’, ’Dykes for President’ og ’Queer Systems’. Slogans, der kunne minde om de aktivistiske indskrifter, sprøjtet med maling på trøjer i 1970’erne.

I hånden får jeg Overgadens udstillings-handout, der skiller sig ud ved ikke at indeholde en grundplan. Man skal ikke tilgå udstillingen på en bestemt måde.

I handoutet finder jeg derimod Mathias Krygers kuratorstatement; en særlig intelligent, informativ og følsom skrift, der på ingen måde minder om den sædvanlige, distancerede kunsthistorie-kurator-lingo. Jeg er gennem hele interviewet heller ikke i tvivl om Krygers engagement, og bliver såvel rørt som informeret.

Han forklarer, hvordan udstillingsprojektet Psycopathia Sexualis er udsprunget af spørgsmålet om, hvor kunstscenen befandt sig i 1981, da HIV- og AIDS-krisen ramte Danmark:

”Året er 1981, hvor AIDS-krisen starter og falder sammen med året, hvor homoseksualitet blev strøget af listen over psykiske sygdomme i Danmark.
Udstillingsprojektet Psycopathia Sexualis spørger til, hvad der skete på den danske kunstscene på det tidspunkt? Og til hvad, der egentlig foregår, når vi skriver kunsthistorie i Danmark? Man kan finde ud af at tale om de unge, vilde malere i 80’erne. HIV- og AIDS-kunst er en kæmpestor integreret del af samtidskunsten, men kunstnerne, vi taler om i den sammenhæng, er alle sammen fra Manhattan. Félix Gonzáles-Torres og Keith Haring eksempelvis. Det kunne ikke passe”.

Hvorfor tror du, at den AIDS og HIV relaterede kunst stort set er blevet skrevet ud af den danske kunsthistorie?

”Jeg tror, at den danske kunstscene har været ekstremt homofobisk og normativ. En totalt macho kunstverden. Det må du godt citere mig for”.

Men vidste du, at der var danske AIDS og HIV relaterede værker?

”Nej, det var et helt åbent spørgsmål, en intuitivt spørgende, ikke-akademisk undersøgelse. Jeg arbejder bedst sådan. Og så er jeg helt grundlæggende interesseret i, hvordan historien manifesterer sig i vores arkiver og i medicinalindustriens indvirkning på kroppen. Så mange af værkerne på udstillingen har en parallel mellem noget seksualpolitisk og -historisk og medicinalindustrien”.

Blå historier om medicinalindustrien

Værket In PrEP We Trust (2016) af den kenyansk-canadiske kunstner Brendan Fernandes er et klart eksempel. PrEP (pre-exposure prophylaxis) er en forebyggende HIV-behandling. De blå plakater pryder serielt en hel væg i Overgadens udstillingsrum. Værket omskriver USA’s officielle motto ’In God We Trust’, der for eksempel kan læses på alle amerikanske dollarsedler.

”Vi fik lov til at reproducere plakatprojektet. Medicinalfirmaet Gilead Sciences, der havde patent på præparatet, de blå piller, satte i 2016 priserne op, hvilket bevirkede, at ikke alle havde råd til at tage det.

Risikofælleskabet er ikke et nivelleret fællesskab, for der er grupper i befolkningen, der lever i større grad af risiko, for eksempel sexarbejdere, stofbrugere – og indkomstmæssigt er der folk, der ikke har råd. Værket taler ind i, at man tillægger medicinalindustrien meget tillid.

For der er jo 99 % dækning med PrEP. Det tror vi på…”, siger Mathias Kryger med et skråt smil.

Lige overfor hænger endnu et blåt, sprængladt værk, Sprøjteorgasme (2021) af Sidsel Meineche Hansen.

”Det er et IVF-værk (IVF = In vitro-fertilisering (kunstig befrugtning), red). Sidsel vil gerne tale om reproduktion ud fra et anti-parforholdsregime og flytte det over i et andet regime. Det er et anti-hetero-værk og er malet med stoffarven methylen. Methylenblåt har medicinalindustriens mest interessante historie. Man eksperimenterede med det syntetiske farvemateriale til kontrolbrug af psykiatriske patienter. Man tisser blåt, hvis man har taget pillen.

Fordi Sidsel er en crazy-dygtig og fantastisk kunstner, har hun yderligere fortyndet farven med juicen fra en sprøjteorgasme, for dens anatomi er et ikke-undersøgt felt, og noget man stadig gerne vil kontrollere, som man har villet kontrollere kvinder hele vejen gennem historien”.

Side Effect No. 13 & No. 15 (2015) af Elmgreen & Dragset, tre store pastelfarvede urner, er endnu et eksempel på en kobling mellem seksualpolitikken og medicinalindustrien i udstillingen.

”De tre urner er hentet ud af Elmgreen & Dragsets store projekt, som er et meget større og specifikt AIDS- og HIV-relateret værk. De jammer lidt på samme måde. Værket handler om død og tab, selvfølgelig – og samtidig om HIV-medicin. Urnerne er opkaldt efter forskellige typer af HIV-medicin, men de er også farvesat efter den farve medicinalindustrien har givet medicinen. Det er tit en kombinationsmedicin, hvor man skal tage flere piller sammen. Urnerne her er et eksempel på det. I urnerne er der ikke døde menneskers aske men medicinalindustriens farvepigmenter”.

En omfavnende engel

Over urnerne svæver Maria Wæhrens smukke vægmaleri Englen (2021). Det legende maleri i gyldne, okker og brune nuancer breder sig også ud over de tilstødende vægge. I midten af værket kan anes et omrids af et ansigt og derfra måske en krop med vinger eller bølger?

”Hun har lavet det over fem dage i begyndelsen af august, hvor hun fik lov til at have rummet for sig selv. Langsomt voksede det. Jeg kunne se, hvor det bar hen, og hvor smukt det blev. Det er super abstrakt, men også med små elementer af noget figurativt, blandt andet den engleagtige figur med vinger. Det er blevet en form for varm omfavnelse.”

Mathias Kryger forklarer, at han først var lidt nervøs, da Wæhrens præsenterede ideen om englen, da en stor del af stigmatiseringen af mennesker med HIV og AIDS har relateret til spørgsmål om religion.

”HIV og AIDS er blevet kaldt guds straf. Men samtidig er der et kristent credo om ikke at vende den syge ryggen”.

Jeg får associationer til teaterforestillingen Angels in America af dramatikeren Tony Kushner fra 1991. Her er englekarakteren ligeledes både et queer-monster og en omfavnende kraft.

AIDS-kampagner

Men udstillingen Psycopathia Sexualis tager også et skridt ud af billedkunsten, så man kan se gamle AIDS-kampagner, for eksempel videoklip fra den første store oplysningskampagne Tænk dig om for en sikkerheds skyld fra 1988. Ulf Pilgaard pakker sig ind i toiletpapir på et offentlig toilet, og Kirsten Lehfeldt tør ikke hoppe i bassinet i svømmehallen af frygt for den nye sygdom. Budskabet er naturligvis: Man får ikke AIDS af at knuse, kysse og kramme. For Mathias Krüger er det særligt interessant at vise kampagnerne nu.

”Gennem coronaepidemien sker der en form for reaktualisering. Vi har lige oplevet det samme med afstand, usikkerhed og uvished. Men der er selvfølgelig den store forskel, at med corona har verdenssamfundet stået sammen, moset sig frem, og et år efter er der en vaccine. Den re-traumatisering er meget present i udstillingen”.

Kropslige værker

I sin research til udstillingen er Mathias Kryger blevet gjort opmærksom på kunstneren Niels Nedergaard, hvis elegante sort/hvide fotografiske bevægelsesstudier er blandt af udstillingens hovedværker.

”Han var fortrinsvis maler, og én man ved, hvem er. Værkerne på udstillingen er fra midt 70’erne, da han tog afgang fra Kunstakademiet. De er en art forlæg til hans malerier.
Han var meget interesseret i bevægelsen, hvor man kan se forskellige tider i billedet. Fotografierne har vist aldrig været udstillet. Jeg synes, det var dejligt at få noget krop på. Han havde fuld gang i karrieren og døde af AIDS som 43 årig. Han er det eneste reelle eksempel på en lokal kunstner, som kan være med til at fortælle historien om kunst og HIV og AIDS, jeg har kunnet grave frem”.

Det er da mærkeligt?
”Ja, men intentionen og håbet med udstillingen er en invitation til, at folk siger: ’Du har glemt den her kunstner!’”.

Et andet kropsligt arbejde på udstillingen, jeg oplever meget stærkt, er Carlos Mottas videoværk LEGACY (2019), hvor kunstneren med et speculum i munden forsøger at gentage informationerne fra den tidslinje, han har produceret i samarbejde med forfatteren og kunstneren Ted Kerr.

”Det er en meget symbolsk kropslig gestus af kontrol og sygeliggørelse”, påpeger Mathias Kryger.

Tidslinjen, Carlos Motta og Ted Kerr skrev, forsøger at ridse historierne om HIV og AIDS op og går fra 1908 og op til i dag, fordi AIDS ikke er forbi. Mit næste spørgsmål bliver, hvordan kuratoren mener, situationen ser ud på kunstscenen i dag?

”Situationen har ændret sig markant gennem de sidste 20 år. Identitet som spørgsmål er helt centralt for mange unge samtidskunstnere. Identitet er blevet en form for valuta på godt og ondt. Men nok mest på godt.
Man er blevet bildt ind, at spørgsmålet om kunstnernes biografi ikke var vigtigt. Det autonome værk talte uafhængigt af sin tid og sit ophav. Det har virket for den hvide, heteroseksuelle mand, for han var kunstneren uanset hvad. Men det har virket ekstremt dårligt for kvinder, queers, brune og sorte kunstnere”.

Bøssernes befrielsesfront

I midten af Psycopathia Sexualis’ udstillingsrum kan man i et regnbuefarvet displaysystem designet af Filip Berg finde fotos og gamle Press-magasiner, der vidner om 80’ernes store tab til AIDS.

”Vitrineelementerne er udført i trekanter, som er meget upraktisk, men bryder med den måde, vi plejer at botanisere ting i firkanter. Her kan man læse om Bøssernes Befrielsesfront, og om hvordan bøsserne dør én efter én. Jeg har fået lov til at rode i Bøssehusets arkiv. Jeg fandt et fantastisk fotoalbum, som helt pragmatisk har kortlagt Bøssehaven, en meget flot, næsten paradisisk have, der lå udenfor Bøssehuset. Et smukt symbol på en queer ting. At man selv bygger noget op, når der ikke er plads til én i verden”.

Magtkritik

Med Psycopathia Sexualis vil Mathias Kryger, som det også var tilfældet med hans udstilling Ovartaci & Galskabens kunst på Charlottenborg i 2018, forsøge at udvide og sprænge grænserne for normaliteter.

”Mit udgangspunkt og min drivkraft som kurator er at være skeptisk overfor historieskrivningen. Jeg stoler ikke på den overlevering og den viden, jeg har fået på universitetet. Med al beviselig tydelighed skal man ikke gøre det. I det omfang man kan overkomme det, kan man så forsøge at åbne og spørge til den”.

Din kuratoriske praksis er præget af en magtkritik?

”Helt klart. Det handler tit om, hvordan institutioner agerer i forhold til sygeliggørelsen. Transkønnethed blev for eksempel først slettet af listen over psykiske lidelser i 2017, så….
Jeg synes, det er særligt spændende at arbejde indenfor kunstinstitutionen, fordi den tror, den ikke opererer indenfor en magtdiskurs, men det gør den jo om nogen, fordi den historiserer”.

Hvordan er det så for dig at arbejde for kunstinstitutionen?

”Jeg er som freelancer vel aldrig rigtig inde i institutionen, men altid på vej ud af den igen. Det er en komfortabel position. Udstillingen bevæger sig omkring det grundlæggende guattarianske og deleuzianske spørgsmål om, hvad æstetik og affekter er. Et spørgsmål om at finde og lave plads i verden. Det der sker, når man skaber en verden i verden, og kan gå op på en scene og synge sine sange og spille for hinanden, og skabe et helt eget sprog. Det er en form for territorialisering. At skabe et univers i al kaosset for overhovedet at kunne eksistere. Jeg er meget taknemmelig over, at institutionerne lukker mig ind, så jeg kan eksperimentere med det”.

“Og glad, når jeg kommer ud af institutionerne igen”.