Med afstand til modstanden

Til foråret, med lauerbærkrans på hovedet og med diplom i hånden vil Frans Jacobi vandre ud fra den fornemme ph.d.-ceremoni i Lunds domkirke. Da vil han være ‘ph.d. i Kunst og Performance’ ved Malmö Konsthögskola.

Men det hele begyndte en grå novemberdag i 2006 i Göteborg, da Jacobi blev vidne til en mere livlig forestilling.

Med blanke skilte og uden at udbasunere et eneste budskab bevægede en demonstration sig afsted gennem Göteborgs gader.

De mere end 50 unge aktivister i demonstrationen var bevogtet af lige så mange politifolk og et stort antal politibiler.

En forestilling med et uklart budskab, men som i øvrigt indeholdte alle de ingredienser, som indgår i demonstrationens form og manifestationer.

Aktivisme som form
Demonstrationen viste sig at være en opførsel af Göteborgs politi og aktivisterne var udlånte gymnasieelever. Det var en øvelse, hvor det danske politi lærte deres svenske kolleger den nyeste taktik inden for kontrollering af demonstranter.

At det var politiet, der stod bag skuespillet fik Jacobi først kendskab til et par måneder senere. Men da havde den budskabsløse manifestation allerede ætset sig ind i bevidstheden og sat gang i en kunstnerisk proces hos Jacobi.

Frans Jacobis ph.d.-afhandling Aesthetics of Resistance – An investigation into the performative politics of contemporary activism – as seen in 5 events in Scandinavia and beyond er en kunstnerisk undersøgelse af aktivismens æstetik med afsæt i fem demonstrationer: den nævnte i Göteborg, begivenhederne på den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989, aktionerne ved og efter nedrivningen af Ungdomshuset i København 2007/2008, demonstrationerne under COP 15 – klimatopmødet i København i 2009, og begivenhederne på og omkring Tharir-pladsen (arabisk: Frigørelsespladsen) i Kairo i 2011.

LÆS MERE OM AESTHETICS OF RESISTANCE

Værk og dokumentation
Jacobi har skabt og videodokumenteret otte performances baseret på disse begivenheder. De otte film blev vist i forbindelse med ph.d.-forsvaret på Inter Arts Center i Malmø den 5. december, men kan også ses på kunstnerens hjemmeside.

Under forsvaret præsenterede Jacobi materialet bag de otte performances, hvor teksterne, der læses op, er et bærende element. Han analyserer, hvad der er gået galt og godt, redegør for, hvad han har tænkt om dem og beskriver begivenhederne, som er grundlaget for de forskellige performances.

Kunst som forskningsmetode
Formålet er at afprøve de kunstneriske værktøjer som forskningsmetode af denne type situationer og deres æstetik. De tilknyttede performance-events skal fungere som et laboratorium for undersøgelser, der skaber en æstetisk forståelse af de oprindelige demonstrationer.

Alle otte performances har de samme grundingredienser:

• En tekst om den oprindelige demo læses af en eller to totalt uengagerede stemmer.
• Nogle mennesker udfører nogle handlinger i rummet: fx er spøgelser, ridser i lakken på en bil med en kniv, skruer en spontan bygning sammen med skruetrækkere eller lign.
• Noget optaget lyd afspilles med ekko-effekt.
• Publikum bliver deltagerne uden for den skyld at skulle gøre noget ubehageligt eller anstrengende.
• Efter 30-50 minutter er det slut.

Det spiller ingen rolle hvor interessant emnet er. Hvor gode intentionerne er. Eller hvor godt det lyder, når man læser manuskriptet op. En haltende og lang performance er en haltende og lang performance.

Nu er det dog ikke sådan, at Jacobi er uvidende om værkernes form. Det er jo en af de vigtigste opgaver i denne afhandling at udvikle netop disse.

Hans særlige forskningsmæssige opgave er at sætte ord på, hvad man plejer at omtale som en “tavs viden”.

Men Jacobis performance synes uklar, og han synes ikke at have en klar idé om, hvad der kræves for denne særlige kunstform.

Dette resulterer i teoretiske argumenter, der ikke har reel indvirkning på udformningen af værkerne.

Situation og bevidsthed
Ambitionen om at skabe en performativ situation, der ændrer publikums bevidsthed om begivenhederne omkring de oprindelige demonstrationer, virker helt afsondret fra det Jacobi præsenterer.

Den eneste film fra disse otte performances jeg kan se med en vis indlevelse er Climate/Kettle. I den kan man med lidt god vilje indleve sig i Jacobis ambitioner om at skabe, det han kalder en “sense-event”, en situation, hvor den besøgende kommer i en tilstand, hvor de er involveret i selve skabelsen af billederne af begivenheden og derigennem skal erfaringerne bedre ætse sig fast i deres bevidsthed.

Dette sker ved at sætte publikum i en tilstand mellem bevidst at reflektere over situationen og ubevidst at blive opslugt af den.

Havde den samlede oplevelse været anderledes, hvis jeg havde været til stede under de oprindelige performances og ikke bare taget del i dem gennem det filmede materiale? Til en vis grad, sikkert, men jeg tvivler stærkt på, at min vurdering ville ændre sig drastisk. Desværre rapporterer Jacobi ikke fra samtalerne med publikum efter hver performance. Fra disse diskussioner får vi kun udvalgte referater og sammenfatninger.

Vellykket sanselighed – manglende læring
I udstillingsrummet på Inter Arts Center fungerer det hele lidt bedre. Her er alle filmene blæst op i kolossal format på væggene og lyden er vævet sammen til et stemningsfyldt lydtæppe. Med ni sådanne gigantiske projektioner var det næppe mislykkedes totalt.

Jacobi får skabt en højspændt stemning ved at fylde rummet med lyd og billeder. Koblingen til de oprindelige demonstrationer er dog nærmest helt fraværende, når du ser dem her, hvor du kun kan opfange fragmenter her og der i filmene om, hvad de i virkeligheden handler om.

Beskrivelserne og analyserne af de oprindelige demonstrationer er en stor del af afhandlingen og absolut værd at læse. Vi får gode historiske beskrivelser og skarpe analyserer af, hvordan magthaverne har handlet mod demonstranterne og ‘det performative’ i aktivisternes aktioner. At se de otte film giver ikke nogen form for forståelse af grundproblematikken og analysen af de otte performances er så mangelfuld, at det er svært at se, hvad de tilfører teksten. Man kan sikkert godt bygge en ph.d.-afhandling på mislykkede kunstprojekter, men det kræver at man har erkendelsen af, at de ikke har fungeret.

En ph.d.-afhandling er en læreproces, men en læreproces på allerhøjeste niveau. Grunden til, at selv kunstnere skulle indgå i denne form for vidensproduktionen var, at man anså det for nødvendigt for at kunsten kunne bevare sin status i dagens samfund, et samfund baseret på vidensproduktion. Den produktion kan man diskutere om Konsthögsklan i Malmö har bidraget markant til her.