Med Diane Arbus på besøg i underverdenen

Den amerikanske fotograf Diane Arbus (1923-71) undersøgte New Yorks mennesketyper med en antropologs nysgerrighed. Hun fandt sit særegne persongalleri i byens underverden og marginalområder. Hendes fotografier, der nu kan ses i fuldt udtræk på Louisiana, ansporer til at reflektere over, hvor mangfoldigt menneskelivet kan manifestere sig.

I sin bog On Photography (1977, på dansk Fotografi: essays om billede og virkelighed) sammenligner den amerikanske kulturfilosof og aktivist Susan Sontag (1933-2004) Diane Arbus med fotografen Edward Steichen (1879-1973), der blandt andet kuraterede udstillingen The Family of Man (1951), den til dato mest sete fotoudstilling i verden.

Men hvor Steichen var humanisten, der med sin kunst ville bevidstgøre menneskene om deres fælles menneskelighed og samhørighed, gør Arbus, ifølge Sontag, det stik modsatte. Hun fremstiller en verden, ”hvor enhver er fremmed og håbløst isoleret fra de andre, og hvor de er stivnet i nogle mekanisk forkrøblende identiteter og relationer” (min oversættelse).

Der er tale om et skred fra en altomfattende humanisme, der skulle bane vejen for en bedre fremtid efter 2. verdenskrigs rædsler, til en fremstilling af det singulære og specielle, der adskiller os. Med Arbus’ fotografiske oeuvre er vi nået frem til 1960’erne, hvor normoverskridelser er blevet normen for avantgarden, og hvor det gælder om at skille sig ud fra mængden. Dengang sværmede man for Det Andet, for afvigerne, de undertrykte, den obskure underverden og for de psykisk syge, der reagerede ”sundt” på et sygt og undertrykkende samfund. Det er denne interesse for et liv på kanten, som drev Arbus.

Monokulturens sejr

Efter at have gået hele rundturen i Louisianas underjordiske buegang, hvor Arbus’ omkring 150 sort-hvide fotografier hænger, står det endvidere klart, at Vestens kultur har udviklet sig i en langt mere konform og uniform retning, hvad angår adfærd, dresscodes og kropsidealer siden 1960’erne og 70’erne, hvor Arbus var aktiv.

På de over 60 år, der er gået, siden hun opsøgte sine freaks i og omkring New York City, har den amerikanske jeans- og mærkevarekultur, medieret af den allestedsnærværende reklameindustri på globalt plan, nivelleret tidligere tiders mangeartede dresscodes og sociale adfærdsnormer, så vi i dag ligner hinanden mere end nogensinde på tværs af kontinenter og klasseskel.

Den nysgerrige fotograf

Der var betydelig større forskel på high and low culture dengang, end der er i dag, fremgår det af Arbus’ på én gang fascinerende, overrumplende og prægnante portrætter, der omfatter en rig palet af mennesketyper, spændende fra celebriteter som Norman Mailer, Germaine Greer, Marcello Mastroianni, Jorge Luis Borges, James Brown, Christopher Isherwood og Mia Farrow, over cirkusartister, dværge, teenagere, drags, burleske strippere, til voksne mænd med mistænkeligt unge drengevenner, puertoricanere, nudister, farvede, velhavere og mange andre.

Arbus opsøger med stor nysgerrighed det særegne, bortgemte og tabuiserede. Hun finder originale typer og skæve eksistenser og boltrer sig i underverdenen og nattelivet, i parker og anstalter med en gennemgående evne til at vinde sine portrætofres tillid, så maskerne falder. Intet menneskeligt er hende fremmed: Hun kigger også ind i lighuse og fotograferer de døde.

Samtidig bemærker vi, at hun fremstiller de fine og rige med en vis ironisk distance, som for eksempel Kvinde med slør på 5th Avenue (1968) – en karikatur på borgerskabet – og Spisende par (1956), hvor et ældre ægtepar sættes under lup: hustru og mand har ingen intern kontakt, men skovler blot føde i sig som to dyr, der mødes over et trug.

Heroverfor fremstår afvigerne, såsom drags, burleske strippere, gennemtatoverede folk og alt for unge teenagepar, transkønnede, cirkusartister langt mere idealiserede.

Vi tror på disse stærkt virkende billeder, da det fotografiske medie stadig forlener motiverne med en autenticitet, selv om man aner flere agendaer hos Arbus: En trang til eventyr i kombination med et ønske om at dokumentere. Hvad angår det sidste, så klæber der stadig en rest af virkelighed til fotografiet, selv om det kan manipuleres nok så meget.

Intet hierarki

Arbus piller ved de fordomme, som nærmest pr. instinkt melder sig ved synet af disse personer, som vi spontant også kan gribes af medlidenhed med. Hun lader os se ind i en hemmelig og skjult verden, der i dagens transparente og overvågede samfund, hvor afvigere hurtigt bliver diagnosticeret og institutionaliseret, er et sjældent syn.

Men når hun zoomer ind på det kropsligt abnorme, det seksuelt eller socialt afvigende eller måske kognitivt udfordrede menneske, omfatter hun sine medmennesker med empati. Snarere end at udlevere dem, bringer hun dem ud af elendigheden og giver dem et liv og en værdighed på det lysfølsomme papir.

Hun undgår behændigt at hierarkisere og sætte folk i bås, men tager i stedet nærmest bad i den frugtbare mangfoldighed, der viser sig for den, der åbent og fordomsfrit møder sin omverden. Og her var – og er – New York City ét stort tag-selv-bord dækket med afvigere og excentrikere, ludere og lommetyve og mennesker i flere farver.

Hele skiven rundt

I hendes privilegerede opvækst i en rig jødisk familie på Manhattan følte hun sig som en prinsesse, der var blevet anbragt det helt forkerte sted. Hun forsøgte at skabe modbilleder til denne baggrund og lod sig lede hen til steder, hvor hun kunne redefinere sig selv.

Da hun bliver gift som 18-årig med fotografen Allan Arbus, etablerer parret et modelstudie, hvor hun i begyndelsen primært virker som stylist, samtidig med at hun passer parrets to døtre og laver mad.  Sådan var kønsrollerne i 1940’erne og -50’erne.

Imidlertid trækker kunsten så stærk i hende, at hun i 1956 tager sit første foto som fri kunstner. I begyndelsen fotograferer hun med det intime 35 mm format, som hun skifter ud i 1965 med et kvadratisk medium-format Rolleiflex-kamera.

Hun skriver konstant noter og idéer, citater og planer ned i sine notesbøger for at holde snor i projekterne, som når hele skiven rundt, hvilket også er titlen på en fotoserie (The Full Circle) til modemagasinet Harper’s Bazaar i 1961.

Samfundsantropolog

Men hvad betyder Diane Arbus i dag? Hendes fotos må klart have gjort større indtryk på hendes samtid, end de gør i dag, hvor ingen afvigelse forbliver hemmelig for de altopslugende medier.

Efter hendes tid er der også trådt en række fremtrædende arvtagere ind på kunstscenen, hvoraf mange er inspireret af hendes pionerarbejde. Fra den poetiske dokumentarist Krass Clement (f. 1946) over britiske Richard Billingham (f. 1970), som dog er mere socialt-kritisk i sin tilgang til sit overvejende selvbiografiske materiale, til hendes landsmand Nan Goldin (f. 1953) og mange flere.

Arbus betragtede sit arbejde som en form for samfundsantropologi, hvilket bl.a. fremgår af hendes ansøgning fra 1962 om et John Simon Guggenheim-stipendium, som hun fik tildelt året efter. Hun vil beskrive ”væsentlige ceremonier i vor nutid” …. såsom ”Fejringsceremonierne (Optogene, Festerne, Festivalerne, Stævnerne), Konkurrenceceremonierne (Spil, Sport, Konkurrencer) og Købs- og Salgsceremonierne”.

Det er vel egentlig i denne antropologiske tilgang, hendes primære bidrag til kunsthistorien ligger. Fascinationen af ”det andet” med fokus på det tabuiserede, det burleske og på kønnet som konstruktion – apropos de mange drags og transkønnede.

Og Arbus var tidligt ude og tog mange af sine fotografier i gader og parker. Hun benyttede ofte blitz, så motivet fremstår en lille smule surreelt. I dag er hendes værker indlemmet i vigtige kunstsamlinger, og hendes værker har opnået meget høje priser.

Afvigernes talerør?

Men hvilket blik er det så Arbus kaster på disse freaks, der afviger fra al borgerlig pænhed? Er hun en kynisk voyeur, der udnytter sine portræt-”ofre” til fordel for sin egen kunstneriske karriere? Eller er hun snarere deres talerør?

For at svare på de første spørgsmål, så tror jeg, at der mere er tale om en form for identifikation med disse ofte stærkt afvigende personager, som ikke kunne tilpasses et mainstream-liv på grund af traumer, handicaps eller en anderledes seksualitet. Hun ville afæske dem deres hemmeligheder for derigennem at kende sig selv, da hun selv befandt sig ude på kanten og tog sit eget liv som 48-årig. Hun udnyttede dem derfor ikke. Som nævnt giver hun dem snarere værdighed. Men på den anden side var hun heller ikke deres talerør. Hun ønskede ikke at reformere, snarere at observere sin omverden.

Krænkende titler?

Louisiana har taget et lille forbehold over for hendes titler, der kan forekomme nutidens publikum krænkende, men som en dannet institution har man fornuftigvis valgt at beholde dem. Titler som Jødisk par, der danser og Barn med black-face med en ven etc. hører nok en anden tid til, men at redigere i fortidens kultur-produkter eller dokumenter for at hylde nutidens normer i den politiske korrektheds navn er faux-pas. Lad historien være det, den er: fortid.

Hos Arbus er der lige så mange menneskeskæbner, som der er mennesker. Hvor Steichen viste os menneskeheden som én stor familie, kaster Arbus sit nøgterne blik på forskellene mellem menneskene efter devisen: du fødes alene, du dør alene og indimellem horer du og læser avis.

Ud over at dokumentere ekstreme eksistenser i det samfund, som hun var vokset op i, udgør billederne samlet set også et spændende tidssignalement. Der er ingen tvivl om, at Arbus’ sensitive og vedholdende, samfundsantropologiske projekt placerer hende blandt de mest egenartede og interessante fotografer i det 20. århundrede.

Det er stadig stærkt virkende billeder af skæbner, som uden hendes mellemkomst ganske sikkert ville været gledet ud i glemslen.