Med hjerte, men uden nosser

Ideen er faktisk fin. Det er udførelsen mestendels også. Men hvorfor sætte en masse talentfulde kunstnere til at fortolke ens musik og lave udfordrende musikvideoer, for så ikke at bruge dem der, hvor det rykker?

Kunstvideo eller musikvideo?
Set som kunstvideoer er Video Video værkerne nemlig ikke vanvittigt spektakulære, men set som musikvideoer skubber de danske kunstnere til noget – hvis de altså fik lov.

Desværre er tøjlerne alligevel ikke så frie, når det kommer til stykket.

Det sikre sats
Når Simon Kvamm (forsanger for Nephew) til pressemødet på Aros undres og glædes over at se videoerne udstillet på kunstmuseum, må jeg undres og glædes med ham. For i det mindste ser disse visuelle fortællinger til Danmark Denmark her dagens lys. Og når nosserne nu ikke rakte til tv, hvor man må nøjes med bandets egne glatproducerede videoer, ja, så er Aros da et okay alternativ.

Skidt og kanel
Det er ikke alle 13 videoer, der brager igennem. Udvælger man sig en specifik skærm, tager hørebøfferne på og træder ind i netop denne sang og denne videos univers, bliver man både begejstret og skuffet. Nogle videoer taler til en med humor, andre taler til hjertet, mens andre igen bare taler forbi. Dem glemmer man hurtigt.

N Sync
Så er der dem, man husker. De formår at skabe en helhed, hvor det visuelle ikke bare bliver en baggrund eller et sidespor til musikken, men beriger den og skaber en tredje dimension – man skal lede længe efter i musikvideoer i Boogiestil.
Her bryder særligt to videoer lydmuren og skaber ydre og indre billeder, der går i samklang med Nephews tekst og musik på en måde, så det kan mærkes.

Budskab med subtil tvetydighed
Sidse Carstens (billedkunstner og filminstruktør) og Sophie Kalckar (billedkunstner og fotograf) har tilsammen instrueret videoen til sangen Hurra.
Her modsvares Nephews sammenstilling af melankolsk musik og opløftende tekst elegant med en ambivalent fortælling om, at være den man er. Men budskabet er ikke bøjet i neon, og konklusion er tvetydig.

Den lille forskel
Videoen Hurra er en række stillbilleder sat sammen til en stop-motion-film, og den viser en tilsyneladende almindelig mands hverdag. Han står op. Drikker kaffe. Ser lidt trist og træt ud. Ifører sig store lyserøde kaninører og går ud i verden….Øh?

Ørerne gør hele forskellen. De er alt det han ikke er. Latterlige, farvestrålende og upassende. Så hvem er han?
Tilsammen skaber musik, tekst og billede en både tragisk og humoristisk fortælling, der er så subtil, at den lader plads til egne fortolkninger. Hurra for det.

Weekend narkoman i Fredericia
Langt fra subtil er instruktøren Michael Noers fortolkning af Sov For Satan Mand. Den bygger på dokumentarklip taget af den 19-årrige weekendnarkoman Pierre.

Med håndholdt kamera har han filmet sit eget liv, og man får et tæt blik ind i narkoens op- og nedture og det vanvid, der følger med den maniske søvnløshed.

Endnu en teenager på afveje
I Sov For Satan Mand får popmusikken en alvorlig modvægt, og det klær’ den godt. Pierres kommentarer, der bryder musikken, går rent ind. Når han taler til sig selv: "Stop med at ryge hash, stop med at flygte, tag dig sammen, få dig et liv, det kan ikke være så svært det her, mand", så er man ikke i tvivl om, at det ER svært, grænsende til det umulige.

Det gør på en gang ondt og godt at se en musikvideo, der tør tage fat på nogle af dens målgruppes rigtige problemer.

Et anerkendende nik med hovedet i takt til musikken
Det er heldigvis ikke kun elendigheden og alvoren, der hitter. Humoren har også sit at bidrage med til projektet, som når billedkunstneren Søren Behncke endnu engang går amok i pap og papir og får en bygningsfacade til at synge og spy ild.

Den absurde humor giver træk på smilebåndet, og selvom vi nærmer os den mere "light" musikvideogenre, er der stadig noget abstrakt kunstnerisk på færde. Den æstetiske sans, hjernen og hjertet udfordres i langt højere grad, end man er vant til ved musikvideoer.

Så alt i alt er det ærgerligt, at videoerne ikke kommer på tv – nogle af dem i alt fald.