Med lydbilleder på nethinden

Efter at have set Louisianas udstilling er man ikke i tvivl. Anri Sala er en blændende filmkunstner. Skønt der er blevet plads til installationer og fotografi, så er filmværkerne bærende for udstillingen. Hér forenes et unikt filmisk billedsprog med en raffineret sensibilitet for værkets tempo, struktur og ikke mindst for dets auditive univers.

Det hører dog med til historien, at det kræver tid og engagement at se og tage Salas værker ind. I værkerne er samspillet mellem billede, klipning og lyd mesterligt orkestreret. Men, det bygger på subtile og præcise forskydninger, som ikke basuneres ud.

Rød er lig med død
Netop forholdet mellem musik/lyd og billede, mellem tempo og rytme er omdrejningspunktet i udstillingens ubetingede hovedværk – i hvert fald set med mine øjne – 1395 Days without Red, 2011.

Under den 1395 dages lange belejring af Sarajevo (1992-96) måtte byens borgere hver dag bevæge sig rundt i et byrum, der var truet af snigskytter. At gå på arbejde, købe ind, besøge familie etc. var forbundet med fare. I konsekvens heraf bar borgerne udelukkende mørkt tøj, da farverigt, fx rødt, tøj kunne tiltrække snigskytternes opmærksomhed.

I værket følger vi en kvinde. Ved alle vejkryds stopper hun, lytter og kigger – og indgår i en uartikuleret udveksling med andre borgere, der står i samme dilemma: er det nu, jeg skal kaste mig ud i det?

Kvindens tur gennem byen er krydsklippet med et andet fortællespor, hvor vi følger Sarajevos symfoniorkester. I et foyer-lignende rum øver orkestret førstesatsen af Tsjaikovskis 6. Symfoni, mens personer kommer, går, stopper op.

Rytmens energi
I filmen bindes de to spor sammen ved, at musikerne stopper og begynder igen – orkestret gentager passager, øver sig – parallelt til kvindens bevægelsesrytme gennem byen. Og, så forbindes kvinde og orkester ved, at hun nynner satsens hovedtema; som om musikken er en strukturel ledetråd, der giver hende mod til at fortsætte.

Som sådan er 1395 Days without Red eksemplarisk for kunstneren. Sala folder musikkens indre logik – tempo, takt, gentagelse, rytme, pause – ud, og anvender disse strukturskabende elementer i sit billedsprog.

Kollektiv hukommelse
Men Sala lader på intet tidspunkt disse elementer leve sit eget liv. Han er ikke formalist. Derimod bruger han lyd og musik til at opbygge fortællinger, der ofte udspringer af emner og lokaliteter, der kan tydes i retning af et kritisk politisk-socialt eller ”blot” menneskeligt perspektiv.

I det lys kan 1395 Days without Red opleves som en undersøgelse af de menneskelige konsekvenser af daglig frygt og psykisk pres i et samfund. Sideløbende med det konkrete handlingsplan synes værket at iværksætte en dokumentarisk ambition. Ikke i forhold til de faktiske hændelser, men i forhold til den kollektive hukommelse om krigen. Kvindens bevægelse bliver en re-enactment af belejringens trauma.

Værket er således et bud på, hvordan et kapitel i den seneste europæiske historie kan undersøges på en kunstnerisk aktuel og vedkommende måde.

Fortællingernes mulighed
I værket Long Sorrow, 2005 opleves et improvisatorisk ”samspil” mellem en free-jazz saxofonist og et uniformt boligkvarter i Berlin. Ud over at dele væsenstræk med 1395 Days without Red så tydeliggør værkets improvisatoriske, rå tilsnit et grundlæggende forhold omkring det betydningsfelt, der optager Sala.

Forenklet sagt søger Sala gang på gang at finde ind til den ægte, usminkede mening. I udstillingen ses dette ved, at det spontane, ufærdige løber som rød lyd-tråd: øvelse, nynnen og improvisation er handlinger ”på vej” mod noget andet, og rummer endvidere en accept af tilfældighed. Det metaforiske mål for kunstneren synes at være de levende øjeblikke og ikke de færdige resultater.

Denne kunstneriske strategi forplanter sig til værkernes betydningsdannelse. Vi oplever ikke hele historier, men snarere brudstykker, som vi med vores ”tilfældige” viden og personlighed kan stykke sammen til noget meningsfuldt.

Løbende lyd
Allerede på vej ned ad trappen til udstillingen møder man lyden fra Long Sorrow. Og, foran 1395 Days without Red er lyden fra de øvrige værker yderst tydelig. Normalt er det en kilde til irritation, men efter at have været gennem Salas univers, så giver det mening.

Opmærksomheden på det processuelle og tilfældige, der findes i værkerne, er bredt ud til udstillingsrummet.

Værkernes lyd kunne skærmes af, men derved ville det virkelighedsnære og bevidstheden om, at der, parallelt med vores virkeligheden, foregår andre fortællinger, svinde ind. For mig at se er dét en vigtig pointe hos Sala.

På den måde kan udstillingen opleves som et installatorisk flow. Dermed også sagt, at der kun er en rigtig vej gennem udstillingen.

Virtuosens sejr
Anri Salas udstilling er fortræffelig – og til et publikum, der undertiden skal gå langt efter film- og videokunst af international kvalitet, så er udstillingen en gave.

Ja, og så er der i denne anmeldelse end ikke blevet plads til at fremhæve udstillingens måske mest umiddelbare og ”oplevelses-effektive” værk Answer Me, 2008. Kommunikationen mellem mand og kvinde er ligesom vekselvirkningen mellem ord, lyd og stilhed mesterligt enkelt beskrevet. 

Anri Sala er en kunstner, der vil noget – og som kan noget, vi sjældent ser.