Med maskinen i hånden

Det maskinelle kunne meget vel stå hårdt op mod kunsten, al den stund kunsten springer af en håndværkstradition. Modsætningen mellem på den ene side det maskinelt fremstillede med potentialet for ensartethed og serialitet og på den anden side det unikke og subjektivt udformede er næsten for oplagt.

Maskinbegejstring
Kunstnerne har imidlertid taget godt imod maskinerne. Futuristerne i begyndelsen af 1900-tallet var ligefrem maskinbegejstrede og så flyvemaskiner og tog som symptomatiske for udrensning, dynamik og modernitet, mens Duchamp, Picabia og surrealisterne gjorde maskinerne erotiske, idet de koblede dem til drømmen, sansningen og kroppen.

Warhol mekaniserede ikke alene billedet i sine massefremstillede silketryk, men så også transhumanistisk frihed i sit spil med maskinimitationen: Jeg vil være en maskine, sagde han. Postulatet var, at ved konstant at optage livet med mekaniske foto- og film-apparater blev det hævet og løskøbt fra menneske-apparatets tolkning og forvrængning. Og en kunstner som Stelarc eksperimenterer stadig med at forbedre den ‘ufuldstændige menneskekrop’ med ekstra teknologiske lemmer eller et internet-øre påsat på kunstnerens underarm!

Maskinerne er i mange kunstneres optik altså hverken kunstfjendske eller alene bekvemme hjælpemidler, der letter det daglige arbejde – men også ekspansive redskaber, symbolbærere og katapult for frigørende og revolutionære opfattelser af mennesket.

Lavteknologi
Holstebro Kunstmuseum har med udstillingen Maskine! inviteret 6 kunstnere til at komme med bud på maskinæstetik anno 2014. Umiddelbart er det mest overraskende, hvor lavteknologisk udstillingen fremstår, når man medtænker, at vi befinder os i en postindustriel, digital tid, hvor i hvert fald kommunikationsteknologien sådan nogenlunde for nyligt har revolutioneret verden. Kig langt efter internetkunst, softwarekunst, smartphonekunst, interaktiv kunst etc.

Når det er sagt, er det ikke fordi, udstillingen ikke breder sig. Den anlægger faktisk et ret bredt prospekt på maskinen, og når maskine kan forstås som motiv, teknisk hjælpemiddel, konceptuel metafor og det, der ligner, ja – så kan rigtig meget komme under den hat. Mange temaudstillinger mangler af den grund en plausibel kontur, og helt skarp er den heller ikke i Holstebro, selvom det er gode kunstnere og gode værker.  

Henrik Mennés skulpturproducerende installation er selvfølgelig åbenlys i sammenhængen. Her optræder en maskine som kunstner og producerer hængende skulpturer i trælim ved hjælp af pumpe, svingarm og roterende stativ. Processen er styret af rigid systematik, men resultaterne er alligevel organiske og ‘tilfældige’ og ligner kunstværker skabt af et rigtigt menneske.

Samme spil mellem maskin- og håndværk er til stede hos Kristoffer Hultenberg. Han har brugt en modificeret skæreplotter, hvor kniven er udskiftet med en blyant, til at skabe sine sært uaflæselige minimal-repeterende papirarbejder, der umiddelbart er ens, kønsløse og diagramagtige.

Ved nærmere eftersyn dukker sarte fejl, udviskninger, påsætninger, perforeringer og andre utilstrækkeligheder frem og man får anelser om en form for computergeneret sensibilitet. De to kunstnere diskuterer teknologien ved hjælp af teknologien – men samtidig peger de på mennesket.

Svedigt selvportræt
Troels Sandegård er på samme banelængde – bare længere ude. Eller rettere helt inde i den mekanik, der snurrer i menneskets materielle bestanddele og kropslige processer. Fra en sæk i loftet drypper via en pipette en væske ned på en sort plade. Væsken har nøjagtig samme kemiske sammensætning som kunstnerens sved, og den drypper i intervaller, der svarer til kroppens afgivelse af væske. Det danner saltaflejringer på den sorte plade, der efter forudbestemt tidsinterval hænges op på væggen og udskiftes med en ny plade.

Til sidst får vi altså ikke alene en række genskabelser af kunstens ikoniske, stumme nulpunkt – den sorte monokrom – men på sæt og vis også en stribe ‘selvportrætter’ skabt af kroppen-som-maskine-som-kunstner. Ret godt gået. Værket er iøvrigt er en nyopførsel fra kunstnerens vægtige udstilling på Overgaden tidligere i år.

Svimmelhedsmaskine
Også Pernille With Madsen præsenterer flotte, suggestive værker – men her må man alligevel spørge, om ikke kunstneren er lidt fejlcastet til udstillingen? Hun bidrager godt nok med en mekaniseret, kinetisk skulptur, hvor en papmachékugle for enden af en kæde svinger rundt i rummet. Papmachékuglen er skabt ud af den herboende amerikanske kunstnerkollega Yvette Brackmans makulerede korrespondance med udlændigestyrelsen. I overført betydning kan bureaukratiet sikkert udmærket betragtes som et maskineri – og ét der måske ovenikøbet er gået i selvsving!

Men hovedærindet for With Madsen er trods alt næppe maskintematisk. Snarere fremkommer hendes forkærlighed for at dekonstruere rumligheder og afstedkomme synsforstyrelser, kontroltab og svimmelhed hos beskueren – her i henholdsvis fotoserie og flot videotrilogi med udgangspunkt i optagelser af den nævnte kinetiske skulptur.

Infotung didaktisk powerpoint
Maskinen skal også tænkes i meget bred forstand, når man sætter sig på stolen og oplever Jørgen Michaelsens video- og lydværk. Som vanligt hos Michaelsen er der ingen leflen for den lette kunstoplevelse i den timelange informationstunge ‘powerpointforelæsning’, der på idiosynkratisk og aldeles kreativ vis via hygrometerets triade (Dry Wet Comfort (DWC)) får  fortalt blandt andet om samfundsforhold og kulturteori.

Det illustrative materiale er demonstrativt lavteknologisk, tørt og vittigt. Hvis man giver sig tiden, er det ret fantastisk og ganske didaktisk i ordets bedste forstand. Men maskine? Det er sandt, at man kan læse værket som en ‘indbildningsmaskine’, som katalogteksten foreslår, men alligevel…

Tarmsystemet som maskine
Endelig præsenterer Uffe Isolotto (tidligere Uffe Holm, Isolotto = italiensk for Holm) installationen A Folk Tale about Technological Digestion med en videoanimation, en stor vendedukke på gulvet, og ordet ‘Digestive’ stavet på væggen med bogstaver indeholdende ‘computerspils-orme’. Den i høj grad syntetiske animation skildrer, hvordan ‘et stof’ som en pinball triller gennem tarmsystemet. Ud af det kommer så Store Stygge Ulv!
Isolotto er en kunstner, der æder vores digitale og uoriginale billedkultur og skider billeder ud af denne strøm. Med denne installation antyder han muligvis, at folkeeventyrenes såkaldte universelle indhold kan genopstå i denne proces. Helt nemt er det ikke at følge associationerne. Forstå kunstnerens kunstige drøvtyggerproces som en billedfortærende/producerende maskine – og du har en forklaring på, at Isolotto optræder på denne udstilling.

Trods sit på en gang lidt vidtløftige og anakronistiske blik på maskinen anno 2014 fremgår det forhåbentlig af ovenstående, at der er masser at komme efter på udstillingen. Holstebro Kunstmuseum har siden åbningen af den nye Færchfløj i 2011 tydeligvis hævet sit ambitionsniveau med hensyn til samtidskunstudstillinger. Selvom jeg ikke synes, det holder hele vejen igennem, er det godt at se, at ambitionerne skinner igennem også på Maskine!