Melankolien er smilets hængekøje

Det var med forventningens glæde i baglommen, at denne anmelder kørte til Svendborg for at se den gamle TAPKO-dreng billedkunstneren Cai Ulrik von Platen (f. 1955) i Kunstforeneingen SAKs smukke gamle villa. Platen er kendt for en tværmedial praksis, der afføder maleri, skulptur, installation, fotografi og video. Som regel udmunder denne blandingsform sig i udstillinger, film og bøger af en højst særegen og personlig karakter, og heldigvis er KAPITLERNE på denne udstillingen ingen undtagelse.

Værkerne i SAK er fortrinsvis nye arbejder, lavet ”for deres egen skyld”, og altså ikke fra starten tænkt ind i den specifikke sammenhæng. Alligevel fremstår udstillingen sammenhængende i sin helhed og utroligt flot integreret i villaens 16 forskellige rum.

Med et print i hånden: Om KAPITLER – skrevet af kunstneren selv – starter vi med en hilsen til to afdøde kunstnere og bysbørn, billedhugger Kai Nielsen og maleren Marius Rasmussen.

Med hver et værk giver Platen dem ordet i samme sekund, du træder ind i udstillingens forrum.

Her efter er det Platen, der taler, men slægtskabet er på plads, for selv om de to klassiske herrer taler fra en anden kontekst, er de forbundne med en samtidskunstner som Platen, via en fælles interesse og forkærlighed til det personlige – det intime og nære i livssfæren.

Det kommer til udtryk som en fælles glød af nærvær og omsorg nedlagt i værket samt et strejf af den form for sjælfuld melankoli, der udspringer af dødsbevidsthed i forening med en stærk kærlighed til livet.

Liv og død
I indgangen til udstillingen møder vi solsorten i toppen af  sit  stiliserede træ, der vokser op af en cirkelrund sø med ultramarinblåt vand og en granitsten udhugget som et kranie, liggende deri. Liv og død hedder dette tableau naturligvis, og det er på mange måder en fin melodisk åbningsreplik i netop denne sammenhæng.

Den er på ingen måde patetisk, for i alt hvad Platen laver, er denne smertelige og ambivalente tilknytning til livet tilstede og synlig som en mørk farve, en skygge eller blot som et knapt hørbart suk – et tilbageholdt åndedræt.

Installatorisk udfordring
Udstillingen er grebet an som en stor installatorisk udfordring, og det er hamrende flot at gå rundt i salene, hvor tingene ser ud, som havde de altid været der.

Mange genstande står på gulvet. Objekterne er sammensat af materialer fra hverdagen, så de danner nye betydninger og former. Rummene udfordres optimalt, og der leges med skalaforholdene, så man indimellem føler sig hensat til barndommens univers mellem gigantiske møbler og sære formationer.

Gys i skuret
Foran ´Værktøjsskuret´ kikker man ind i et dukkehusagtigt værksted, som virker forladt, og hvor kun en skruetvinge og et brækjern er efterladt. Bare smagen af disse to ord er fyldt med gys, og man fornemmer instinktivt det drama, som den lille Cai Ulrik kunne skabe med sin fantasi i det værkstedsskur, som dengang var hans drengedrømmes refugium.

I det kapitel, som hedder By, bord og bolig, er der byttet grundigt om på størrelsesforholdene: Boligen ligner en forvokset model af et hus lavet af en barn – byen en lille mobil arkitekturmodel på gulvet foran et gigantiske spisebord, der flot udfylder det rum, det står i på såvel æstetisk og dramatisk vis.

En rejseberetning i tre dimensioner
Platen betragter denne tredimensionale bog som en rejseberetning i flere kapitler, og han betoner i sin indledning rejsens tostrengede karakter: en udadvendt opsøgende og udforskende streng, der handler om at lære verden at kende. Og dens parallel, den indadvendte og lige så spørgende streng, der handler om at lære sig selv at kende.

Disse to spor mødes og fusioneres i værksammenstødende og gennem værkernes muterende karakter, når de placerer sig overraskende på mellemstationer i området mellem barndom- og voksenhed.

Erindring spiller på den måde en rolle i udstillingens undersøgende karakter, men det skaber i lige så høj grad frugtbare perceptoriske forskydninger i beskuerens hjerne, der på den måde tvinges til at digte med og engagere sig i fortællingens asymetriske strukturer.

Jeg vil gerne fortælle en historie
Det næsten monstrøse værk  Jeg vil gerne fortælle en historie er en række akvareller, monterede i en skråtstillet vitrine, der som en enorm solid og lavtstillet læsepult er installeret diagonalt, således at rummet næsten brutalt deles i to.

Akvarellerne fungerer som iselvstændige værker, men i hinandens selskab etablerer de en særlig fortælling, der afhængig af øjnene, der ser, bevæger sig ad bevidste og underbevidste stier ind i sindets afkroge og ud i omverdenens ditto.

Det er en intens oplevelse, og jeg kan ikke lade være med at sammenligne Platens akvareller med papirarbejder, som jeg engang henført betragtede på en udstilling af Meritt Oppenheim på Guggenheim Museet i NYC. Der er et slægtskab, oplever jeg, der hvor billederne synes at trække på et dybere underbevidst og måske fælleskollektivt erkendelsesmateriale. Disse billeder har en spirituel dimension, der bibringer dem en særlig dirrende og intens kvalitet.

Billeder længe undervejs
På samme måde er maleriererne i kapitel 8 Fem malerier med en fortid i kontakt med de underbevidste lag, som vi søger i forsøget på at lære os selv at kende for på den måde at skrive en sammenhængende historie om, hvem og hvor vi er i verden.

Malerierne der angiveligt har været længe undervejs, har derfor en historie i dobbelt forstand, men måske er det netop pga. tiden, det har taget at færdiggøre dem, at de også virker næsten monumentalt afklarede og kraftfulde i deres stærkt forenklede symbolske udtryk. Det er billeder, som kun kan forstås med åbne sanser, mens venstre hjernehalvdel imens må finde sig i et midlertidigt stand by.

En garvet kunstner
Der er 16 kapitler i denne billedbog, og hvert rum er ´sat på plads´ med et kapitel i hver. Der er kapitler, som udspiller sig som scenarioer kun med genstande og tomme vægge. Andre steder hænger malerier, objekter, kultegninger og vitriner med genstande og billeder. Der er utroligt meget at se på og tænke over.

Men udstillingen er ikke klemt, tværtimod er den dristigt anlagt, og den virker luftig, med tilpas afstand mellem tingene. Platens garvethed rent formelt kommer virkelig til sin ret her, og fordi kapitlerne er så fint afstemt individuelt og i forhold til hinanden, er det skønt, at bogen er så stor.

Melankolien i hængekøjen
Melankolien er muligvis en drift i nogle af os – en søgende og nogle gange indadvendt tilbøjelighed. Den fordrer, at du tør se livet dybt i øjnene, og på den facon også gør dig fortrolig med smerten ved livet.

På den måde er melankolien smilets hængkøje, for bag ved den dybe søgen gemmer sig både den frugtbare undren og det nysgerrige og sommetider også lyksalige smil.

På den baggrund er det udstillingens force, at den aldrig bliver sort/hvid i sin filosofiske undersøgelsesform, men derimod altid synes at pege på et åbent og anerkendende både/og.

En dyb og forunderlig roman
Cai Ulrik von Platen har ´skrevet´ en den dyb og forunderlig ´roman´ af den type, som kun kan skrives af en forfatter med en vis livserfaring.
Det er udfordrende, at han leger med bogen som format – især fordi det er en gigantisk billedbog, og fordi udstillingen i den grad henvender sig til følelserne og til sanserne.

På den måde gør kunstneren opmærksom på, at billedkunst kan røre vores følelser og bevæge vore sind, som netop en rigtig god bog også kan. Men det forudsætter – og her har Platen en pointe – at vi tager os god tid til at se udstillingen. På samme måde som vi kan elske at ligge henslængt i sofaen en hel doven eftermiddag med en bog mellem hænderne.

Scenen er sat
I udstillingens 16. og sidste kapitel, Scenen er sat, følger vi en mandlig hovedperson i en række fortløbende scener, der udspiler sig på fortovet i en provinsagtig by, der kan minde lidt om Danmark i 70´erne.

Den lille mand af bemalet brændt ler, udtrykker sig teatralsk og naturalistisk i en inderlig dialog med sig selv, som han med blikket rettet mod sit publikum ihærdigt forsøger at bringe i samspil med et modtageligt ´du´.

Den afslutning fungere som en mimisk appel til betragteren om at investere noget af sig selv. Og det har den effekt, at man slår sig ned foran scenen, som folder sig ud i hele salens længde, for at undersøge mandens insisterende gestikuleren, men også for at trække tiden lidt ud, da det alltid er forbundet med en snært af sorg at skulle lukke en rigtig god bog.