Mellem linjerne indtræffer den egentlige erkendelse

Jasper Sebastian Stürups værker er fyldt med poesi. Hos Charlotte Fogh Gallery føres publikum ind i et univers, hvor stregen skildrer mennesket og dets handlinger, men også står som skulpturelle udsagn i sin egen ret.

Nattens Gletcher, installationsview, Charlotte Fogh Gallery, 2018. Foto: Charlotte Fogh Gallery

Jasper Sebastian Stürups værker er fyldt med poesi. Hos Charlotte Fogh Gallery føres publikum ind i et univers, hvor stregen skildrer mennesket og dets handlinger, men også står som skulpturelle udsagn i sin egen ret.

Jasper Sebastian Stürups værker er fyldt med poesi. Hos Charlotte Fogh Gallery føres publikum ind i et univers, hvor stregen skildrer mennesket og dets handlinger, men også står som skulpturelle udsagn i sin egen ret.

Udstillingens titel Nattens Gletcher er lånt fra Søren Ulrik Thomsens digt Afsked, hvor ’nattens gletcher’ anvendes som metafor for tomheden efter mørkets indtræden. Det handler om samværets ophør og mennesket, der reduceres til hylstre, som bevæger sig mellem hinanden uden reel interaktion. Vendes blikket mod Jasper Sebastian Stürups værker mødes vi ligeledes af menneskeskikkelser, der – på trods af, at de figurerer side om side – synes at være desorienterede og isolerede fra hinanden. Tomme og ensomme. Der er ingen interaktion, som forbinder personerne i Stürups værker; de optræder som enkeltstående individer foran, bagved og ved siden af hinanden.

Mennesket bliver først og fremmest reduceret til noget kropsligt, det objektiviseres, og nærværet og sociale relationer udebliver. På poetisk vis bliver udstillingens mange portrætter et vidnesbyrd om et samfund, hvor vi nok lever sammen, men hvor vi ofte virker fremmedgjorte for hinanden.

Jasper Sebastian Stürup: Gold And Silver Walks The Mainstream, 2017. Olie på stof. Fra Nattens Gletcher, Charlotte Fogh Gallery, 2018. Foto: Charlotte Fogh Gallery

Et påkrævet engagement
Med stor omhyggelighed komponerer Stürup sine karakteristiske streger på en sådan måde, at de fortættes til egentlige motiver. Ofte ledsages motiverne af brede strøg, som flyder ind over de bagvedliggende streger. Skitserede menneskeskikkelser i forskellige positurer blotlægges i konstellationer, der kunsthistorisk trækker linjer til både afrikanske masker og performancekunst. Referencen til afrikansk kunst ses flere steder, hvor gyldne konturer skaber illusioner om maskelignende fragmenter.

På trods af utallige kulturelle og historiske referencer skildres mennesket kontinuerligt afskåret fra det omgivende samfund. De enkelte motiver og fortællinger rummer en række ’blanks’, tomrum, og afslører ikke sig selv fuldkomment. Beskueren efterlades i dette vakuum af uforløste svar om køn, kultur, skæbne og identitet. Stürups malerier påkræver et vist engagement, som bidrager til, at forskelligartede associationer og erindringer bringes op til overfladen. Legen med forskellige sammensatte former og figurer vækker en nysgerrighed og nærmest tvinger beskueren til at stoppe op og se nærmere på det motiv, der møder én.

Sensuel sanselighed
Lyserøde satinlærreder i varierende skala danner baggrund for sarte, skulpturelle streger. Satinets blanke overflade tilfører værkerne en sensualitet og sanselighed, som virker dragende på beskueren. På samme tid udfordres man, idet det omgivende lys i udstillingsrummet tilslører dele af motivet i mødet med materialets spejlblanke overflade. Dette fordrer, at man som publikum aktiveres og tvinges til at ændre sin fysiske placering i rummet, så værkets enkelte detaljer frigøres af lysets genskær.

Selvom kunstneren gennemgående har valgt det bløde satin som baggrund for sine streger, er det ikke ensbetydende med, at udtrykket bliver for ordentligt. Der er spræl i Stürups værker, og man forundres uundgåeligt i mødet med dem. Værkerne rummer flere lag, som indbyder til, at man går på opdagelse i dem: Foruden utallige kunsthistoriske referencer mødes man indimellem af små, finurlige genstande, som træder ud af lærredet. Fastmonteret på det skrøbelige satin udgør malakit, som er en meget stærk sten, et kontrasterende indspark, hvor den grønne farve fungerer som komplementær modsætning til den rødlige baggrund. Disse små, uventede elementer overrasker og bidrager i øvrigt til at bryde den homogenitet, som ellers overordnet synes at præge udstillingens værker.

Nattens Gletcher, installationsview, Charlotte Fogh Gallery, 2018. Foto: Charlotte Fogh Gallery

Erkendelsen opstår i mødet med tomheden
Nattens Gletcher
hos Charlotte Fogh Gallery tilbyder et medrivende indblik i tegningens uanede muligheder, og den proces som Stürups – stadigt – karakteristiske streg de senere år har gennemløbet fra tegning til maleri: Linjen bliver på lærredet nærmest et skulpturelt fænomen i sig selv.

Med sit signifikante formsprog formår Stürup at italesætte den menneskelige relation på tværs af tid, kultur og samfund: Hvad vil det sige at være menneske? Først når man træder ud af sine vante forestillinger og tør give sig hen til, lade sig fordybe i, Stürups billedunivers, bliver det tydeligt, at spørgsmålet er op til den enkelte at besvare. Udstillingen skubber, som ’nattens gletcher’, beskueren derud, hvor man overlades til at opspore forbindelser og finde sit eget ståsted. Man mødes af små overraskelser undervejs, men efterlades til sidst i tomheden, hvor nye erkendelser kan spire frem.

Fakta

Jasper Sebastian Stürup (f. 1969) er bosiddende i København. Stürup dimitterede fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1999. Han tilhører den generation af kunstnere, som har bidraget til tegningens udvikling og genoplivelse fra 1990’erne og frem.