Mellem sorte huller og Big Bang

Lige fra første færd har Trine Boesen mig i sin hule hånd, og jeg bliver med det samme suget ind i kunstnerens univers ligesom ind i et sort hul. Et virvar af syntetisk farvestrålende objekter på billedfladerne råber om kap på min opmærksomhed.

Et svimlende mylder af billedelementer enten hvirvles rundt, sprænges ud ad eller trækkes ind i billedets centrum. Trangen til at begribe denne uvirkelige verden og skabe orden i den melder sig omgående.

Består et hul ikke af ingenting?
Kunstneren opnår, at jeg godtager værkernes lyse baggrund som det rum, hvor alting udspiller sig i. Opfattelsen kortsluttes, idet jeg får øje på stjernehimlen inde i denne slags verdensrum. Et rum i rummet. Allerede her får jeg sat min virkelighedsforståelse på prøve.

Selv min forestilling om, at et hul er en åbning, der består af ingenting, vendes på hovedet i værket Alting blinker VI. Her synes billed fragmenterne blive slynget ud ad en substans bestående af små hvide prikker.

Et pulserende spændingsfelt
Alle objekter vil udforskes. Roterende loftsventilatorer, megastore garnnøgler, vejskilte til ’out of nowhere’, linjer, tal, cirkler, blå svampe, gule og grønne færdselstavler, dørskilte, farvede kugler og utallige ting til pirrer min nysgerrighed.

I et og samme værk findes der rumlige og flade objekter. Enten er de helstøbte eller viser sig som dele af en større enhed. Nogle svæver stille rundt, andre skyder med raketfart hen over billedfladen.

Ophobningen af på den ene side konkrete objekter såsom streger og cirkler, diagrammer og mønstre, og på den anden side naturalistiske elementer danner et pulserende spændingsfelt.

Selv verdensrummet fremstår fragmenteret, hvor nogle objekter kaster skygge, og andre ikke gør. En fugl, der sidder stille på en pind i Space Odyssey I synes fuldstændig upåvirket af, at verdenen omkring den flyver af sted. Et fuglebur længere til højre står dog i konflikt med denne opfattelse.

Søgen efter et holdepunkt
Forsøget på at skabe sammenhæng og at navigere rundt i denne forunderlige verden, at finde ud af, hvad der er op og ned i den, opleves som en indre rutsjetur.

Derfor søger jeg gentagne gange efter et klippefast holdepunkt i værkerne, noget der i det mindste virtuelt giver mig fodfæste. Vinduespartiet i værket UFO V duer ikke rigtigt, fordi der er ikke noget gulv, jeg kan stå på. I tilfældet Space Odyssey I er det de UFO-lignende boliger, der bliver min redning.

Et sort huls tyngdefelt
Men at jeg søger dette holdepunkt, virker næsten tragikomisk i det øjeblik jeg opdager, at det jo kun er malerier og blyantstegninger. Det rammer mig som et lysglimt, at jeg hele tiden projicerer mig selv ind i ting, der ikke er virkelige. Og at jeg er iagttager og det iagttagede på samme tid.

Opdagelsen betyder alt andet end, at værkerne er hurtigt læst, og ‘rutsjeturen’ hurtigt er overstået. Tværtimod. Den store informationstæthed i værkerne er ligesom et sort huls tyngdefelt. Og der går ikke et øjeblik, før jeg igen bliver fanget ind i dette forunderlige univers, og turen begynder forfra.