Mellem verden og individ

I marts afholdte Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet et workshopforløb om arkivet som problem og materiale i samtidskunsten under titlen Archive Building. Og i kunsten er ‘arkivet’ eller selve handlingen ‘at arkivere’ ganske central og aktuel, da samtidskunsten i sin natur finder, indsamler, forvalter og bearbejder sit materiale, og gerne både fra nutidens og fortidens sfærer, hændelser, objekter, billeder og dokumenter. Kunst er jo langt hen ad vejen en parallel trafik af netop disse materialer.

Men reelt at opbygge ‘alternative’ arkiver, er idag et udbredt fænomen i samtidskunsten.

Nye arkiver – nye ejerskaber
I kunstens bearbejdning af arkivet indtræder en kritisk fordøjelse og erindring.

Det er her via kunstens kritiske bevidsthed at vi potentielt erkender det ansvar vi forvalter livet og verden under.

Sven Spieker, en forsker fra UC Santa Barbara i USA, definerede den arkivering, der foregår i kunsten som en tilstand og tilgang han kaldte The Post-archive Condition og som vi ser hos kunstnere som Tacita Dean, Susan Hiller, Mark Dion, Hito Steyerl, Jenny Holzer eller Thomas Hirschhorn.

Æstetiske bearbejdninger eller produktioner (og re-produktioner) af arkiver, hvor kunsten bliver en destabiliserende faktor, der problematisere arkivets natur og forbinder det almene med det personlige på ny. Med kunsten får vi kort sagt tilegnet et kritisk indblik i og ejerskab til arkivet.

Alment og personligt
Det er også tilfældet med Öyvind Fahlström og Simon Evans og deres aktuelle udstillinger på Kunsthal Charlottenborg, First we make the rules, then we break the rules.

Fahlström er en tidlig markør i popkunstens poltitiske gren i de tidlige halvfjerdsere, hvor arkivet strækker sig ud i den globale politik og økonomi. Evans er derimod en nutidig markør, hvor værkerne dykker ned i det personlige arkiv, identiteten.

Fahlström tager sit udgangspunkt i det almene og Evans sætter af i sit eget indre og de mødes halvvejs, hvor alment og personligt bliver ét, drøm og utopi, leg og alvor.

Politik og neuroser
De to kunstneres gavmilde værker er på mange måder produkter af en særlig tid. Fahlström præges af fx. Vietnamkrigens politisering af krig og menneskerettigheder i offentligheden, Den Kolde Krigs globale trusler og en verden underlagt de ‘store magters’ spil.

Evans er derimod præget af en nutidskultur drevet af selviscenesættelse, forbrug, sex, neuroser, antidepressiver, oplevelsesøkonomi og stoffer.

Begges værker fremstår som en form for kartografi, hvad man inden for samtidskunsten oftest kalder ‘mapping’ eller ‘psykogeografi’.

Og i disse kunstneres hænder bliver disse kortlægninger vores dør til arkivet. Vi læser, rejser og spiller os gennem de informations- og symbolmættede værker, imens vi indtager de visuelle, verbale, globale og private udsagn.

Rejsen foregår som et indre flow, når vi langsomt – uden manual vel at mærke – arbejder os ind i værkernes informations-ladede landskaber. De genererer et mangestemmigt møde, og hver besøgendes individuelle vandring vil aldrig være den samme. Og det er pointen med begges værkpraksis.

Diagnoser i tiden
Ligesom udstillingstitlen udråber, skal der være regler, før vi kan bryde dem, og at der midt imellem normalen og anormalen kan skabes en ny betydning. Men titlen ensretter også blikket på de to. Hverken Evans eller Fahlström er i sidste ende simple regelbryder, der ikke gør, som man skal.

I Fahlströms spil skal man netop følge en række foreskrevne regler, der som i World Trade Monopoly (1970) ikke bryder men efterligner logikker, som driver de kapitale stormagters udnyttelse af især tredje-verdenslande.

I Evans’ kort og lister ligger ikke egentlige brud med normen, han undersøger snarere de forventninger, som kulturen betvinger individet.

Evans er netop mest interessant, når hans kortlægninger tager afsæt i settings, hvor normerne er tydeligt systematiserede.

Og det er faktisk her sammen med en sofistikeret humor at deres anmelder finder den dybere relation mellem de to kunstnere. Ikke som simple regelbrydere, men som komplekse kunstnere, der mest af alt forstår at aflæse normalen og udfolde en skarpladt, humoristisk diagnose i tiden, der er provokerende dyb.

At søge undtagelsestilstanden
Det er ikke naren, tricksteren eller anarkisten vi møder på Charlottenborg, men de knivskarpe analytikere, der gør os klogere på både livets og samfundets koder. Som Foucaults bedste legekammerater leger Fahlström og Evans med noget af det mest grundlæggende i verden: de systemer, der producerer sig selv, hvis vi gør, hvad de foreskriver.

Hvis vi vælger ikke at følge foreskrifterne, er betydningen ikke længere selvskrevet og vi ender i en undtagelsestilstand, hvor vi er på egen hånd, er udstødt eller ligefrem upassende. En tilstand som Fahlström og Evans begge udtalt dyrker.

Måske er det også den erkendelse, der gemmer sig bag Evans kryptiske tekstbid i hans fantastiske fortolkning af livet som forlystelsespark, A Map of Life (2012):

“We live in a sense of emergency that is inappropriate.”