Mellem virkeligheder

Lige uden for Næstved by er Rønnebæksholm. Rundt om den hvide herregårdsbygning, hvor N.F.S Grundtvig engang boede med sin kone Marie, er snedækkede enge og en park med store krogede træer. Indenfor hænger lige nu værker af klassiske danske surrealister som Wilhelm Freddie og Bjerke Petersen, og imellem dem hænger flere samtidsværker: Kvindekroppen vokser frem af skovbunden hos Kathrine Ærtebjerg, og to udklip af påklædningsdukker laver henholdsvis et sort og hvidt tomrum i det barndomsidylliske landskab hos Julie Nord.

”Der er ikke surrealisme, som den blev defineret i 1930’erne, i kunsten i dag, men samtidskunstnere viderefører nogle af surrealismens virkemidler og tager nogle af de temaer op, som surrealisterne bragte ind i kunsten, eksempelvis køn, seksualitet og drøm, som hos Kathrine Ærtebjerg og Julie Nord”, forklarer udstillingsleder Eva Skibsted.

Men det er ud fra et nutidigt kunstsyn og verdensopfattelse, og det surreelle i kunsten efter surrealismen er derfor noget helt andet, end det var i 1930’erne, understreger hun.

Urealistisk realisme
En mand i en grøn habitjakke klamrer sig til en elefants snabel i Wilhelm Freddies maleri Elefantia fra 1940. Elefanten har gafler stukket ind i huden og en protese på det ene bagben.

”Wilhelm Freddie er inspireret af Salvador Dali. Enkeltdelene i billedet er realistisk gengivet med mange detaljer, men sammenstillingen af dem er ikke realistisk.”

Der sker et sammenstød mellem værkets udtryk og indhold, mellem den illusionistiske malemåde og den mærkværdige motiv-sammenstilling, der får det hele til at minde mere om noget fra en drøm end noget fra virkeligheden, forklarer Eva Skibsted videre:

”Et sådan sammenstød kendetegner den figurative del af surrealismen, som er den, udstillingens senere værker forholder sig til på hver deres måde”.

Manipuleret virkelighed
Hud- og hårløse heste, grise, køer og rådyr ser ud af vinduerne i en slagterbutik i Thor Lindenegs maleri Butik fra 1975. De ser ud på det tomme fortov og vejen foran butikken og ud på beskueren. ”Han maler med en fotorealistisk teknik, og det hele er meget virkeligt”, fortæller Eva Skibsted.

Men ved nærmere eftersyn er der manipuleret med motivet: Dyrene, der ser levende og døde ud på samme tid, gør i hendes øjne, at der er er noget urovækkende ved motivet, noget fremmedgørende.

Passpartout
”Thor Lindeneg var sammen med Paul Anker Bech en del af kunstner-sammenslutningen Passpartout, der blev stiftet i 1966, og hvor kunstnerne kaldte sig for fantastisk figurative kunstnere eller ny-surrealister. Ligesom for de klassiske surealister handlede det om at lave overgange mellem virkelighed og myte”.

Det gjorde de ved hjælp surrealismens virkemidler som mærkværdige motiv-sammenstillinger og udtryks- og indholdssammenstød, som hos Wilhelm Freddie, forklarer Skibsted videre.

”Eksempelvis når Paul Anker Beck placerer en lille ubestemmelig genstand, malet med ekspressive penselstrøg midt i et ikke-ekspressivt, men meget realistisk landskab med en landevej og et busstoppested”.

Hyper-realisme og symbolladning
I dag er der ingen manifester eller sammenslutninger.

Kunstnerne ser ikke sig selv som opposition til kunsten eller til samfundet, som både surrealisterne og ny-surrealisterne gjorde.

Begge retninger var en reaktion på henholdsvis 1. og 2. verdenskrig og den mistro til autoriteterne og virkelighedsfrygt, som krigene havde ført med sig, ifølge Skibsted. Men det figurativt-surreelle videreføres og videreudvikles:

Den hyper-realistiske malemåde sammen med motiver, der udfordrer konventionerne om, hvad et portræt er og hvad et blomstermotiv er hos Thomas Kluge. Og det symbolladede univers, hvor antydninger og forvrængninger skaber en urovækkende stemning hos Julie Nord og Kathrine Ærtebjerg, forklarer hun.

”Ole Tersløse siger selv, at han laver ikke-virkeligheder frem for over-virkeligheder.

Ved at konstruere alle billedelementer i computeren laver han en forenklet, men alligevel realistisk virkelighed. Ligesom i drømmen er der forskydninger, noget der ikke passer sammen”.

Men ikke-virkeligheden har ikke samme ideologiske overbygning som surrealisternes og ny-surrealisternes såkaldte over-virkelighed,” understreger Skibsted.

Det surreelle i dag
”For samtidskunstnerne er kunsten ikke nødvendigvis et politisk redskab til at forandre verden, og det surreelle er ikke et redskab til at fortolke verden ud fra den opfattelse, at der er en større sandhed om os som mennesker forbundet med det surreelle”.

På den måde adskiller det surreelle i samtidskunsten sig fra surealismen og ny-surealismen i 1960’erne og frem til 80’erne.

Det surreelles relevans i dag er de overgange mellem virkeligheder, mellem det irrationelle og rationelle, mellem det forklarlige og uforklarlige, som det surreelle laver. Med Ole Tersløse ord handler det om at indfange de sælsomme stemninger, der kommer af virkelighedens vrangside, det vi ikke kan forklare.