Mere vil have mere

Af
24. januar 2014

Kunsthal Aarhus’ Systemics #3 tilfredsstiller alle dem, der interesserer sig for arkiver, algoritmer, organiseringsprincipper, sære systemer og maskin-poesi.

Jakob Kolding: How to Build a Universe that Falls Apart two Days Later, 2014 (detalje). Pressefoto

Kunsthal Aarhus’ Systemics #3 tilfredsstiller alle dem, der interesserer sig for arkiver, algoritmer, organiseringsprincipper, sære systemer og maskin-poesi.

Af
24. januar 2014

Systemics-serien detonerer med monstrøse mængder hverdagsobjekter og bunker med gratis fraktalplakater, der kalejdoskopisk kan udvide sig i det uendelige.
Kinesiske Song Dong bruger hver centimeter i udstillingens største rum: 10.000 hverdagsobjekter ligger sirligt anrettet på gulvet i forskellige grupperinger med f.eks. baljer i én gruppe og gamle flamingo-kasser i en anden. I små stier går man rundt mellem genstandene, ser udover landskabet af ting, nærstuderer måske en enkelt genstand eller gruppe, før man bevæger sig videre ind mellem tingene.

Det er tydeligt, at tingene har haft og måske stadig har en funktion. Det er brugbare og brugte ting fra et levet liv, også selvom genstandene her i kunsthallen bliver betragtet som små æstetiske genstande, ikke mindst til udstillingens fernisering, hvor gæsterne gik høfligt rundt med deres hvidvinsglas og betragtede Song Dongs nydelige bunker af f.eks. cementspande.

Song Dong: Waste Not, 2005. Mixed media installation. Foto: Mette Lucca/Kunsthal Aarhus
Song Dong: Waste Not, 2005. Mixed media installation. Foto: Mette Lucca/Kunsthal Aarhus

Omvendt fortegn
Song Dong har overtaget tingene fra sin mor, som gennem et helt liv gemte alt – en hamstringsmani, der accelererede efter faderens død. `Samlingen´ er sorghåndtering, men også et – meget – konkret udtryk for den fattigdom i Kina, som kunstneren er opvokset i. Det er en overlevelsesstrategi, hvilket er tankevækkende her i kunsthallen, med hvidvinsglasset i hånden og i en kultur, hvor den her form for ting-akkumulation er et udtryk for det modsatte, nemlig overflod og overforbrug. Mere vil have mere, både i vesten og i østen.

Der er ting fra fem årtier og fra et fremmed sted, men det er alligevel almindelige og genkendelige hverdagseffekter, som man finder dem i sit eget køkken, i kælderen eller på loftet derhjemme. Det væsentlige er altså ikke genstandene selv men selve organiseringen eller opstillingen af genstandene.

Læs interview med Song Dong her
Læs reportage om opsætningen af værket Waste not

Sirligt og sideordnet
Song Dongs ting er en del af en ny kunstnerisk interesse for ophobninger og organiseringsprincipper. Dansk-vietnamesiske Danh Vo havde en lignende udstilling sidste år på Guggenheim i New York, I M U U R 2, hvor kunstneren havde overtaget og opstillet flere tusinde effekter fra boet efter en afdød kinesisk-amerikansk kunstner. Danh Vos inddelinger tog udgangspunkt i motiverne, f.eks. en burgerformet peberbøsse sammenstillet med en burgerformet bordskåner, hvorimod Dongs inddelinger handler om brugen. Alle tingene er redskaber fra hverdagen, og de er slidte og sat i sirlig, sideordnet system.

Jakob Kolding: How to Build a Universe that Falls Apart two Days Later, 2014. Offset-plakater, 84 x 59,4 cm. Foto: Mette Lucca/Kunsthal Aarhus
Jakob Kolding: How to Build a Universe that Falls Apart two Days Later, 2014. Offset-plakater, 84 x 59,4 cm. Foto: Mette Lucca/Kunsthal Aarhus

Nordisk cool
Der er mindre slidt, mindre vildt og mere abstrakt og cool i de øvrige udstillingslokaler. Der er et idémæssige slægtskab mellem Song Dong og danske Jakob Kolding, som udstiller i kunsthallens næststørste rum. Koldings værk består af seks store stakke med sort-hvide plakater, der står på gulvet til fri afhentning. Det er minimalistisk, selvom det handler om uendelighed: Bagvæggen er beklædt med plakaterne, der sammen danner forskellige kalejdoskopiske mønstre, og man kan så tage en bunke plakater med hjem og selv udvide mønsteret i en uendelighed eller rettere så længe lager haves.

Det er nedbarberet i formen og uendeligt i idéen, men også lidt for cool og distanceret, når man lige har vandret rundt mellem alle Song Dongs ting i underetagen.

Mogens Jacobsen: 360, 2014. Foto: Mette Lucca/Kunsthal Aarhus
Mogens Jacobsen: 360, 2014. Foto: Mette Lucca/Kunsthal Aarhus

Store tanker til lille nål
I kunsthallens ottekantede rum står Mogens Jacobsens replika af en stor IBM System/360-computer fra 1964. Den blander Karl Marx’ Das Kapital med Adam Smiths An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations.

Man skruer selv op og ned for mash-up’ens grad af kommunisme eller liberalisme ved at skrue på en lille knap, og maskinen spytter så teksten ud på små bon’er eller ud i twitter-sfæren afhængigt af, hvordan man indstiller maskinen. Det er store tankesæt, der her er reduceret til algoritmer og en lille nål, der svinger mellem to politiske poler. Det er pseudo-valg men sjovere end virkelighedens pseudo-politik. Læg i øvrigt mærke til IBM-computerens Mondrian-inspirerede design.

Mika Taanila: The Most Electrified Town in Finland, 2012. 3-kanals-videoinstallation. Foto: Mette Lucca/Kunsthal Aarhus
Mika Taanila: The Most Electrified Town in Finland, 2012. 3-kanals-videoinstallation. Foto: Mette Lucca/Kunsthal Aarhus

Man kan tage en lille afstikker fra system-poesien inde ved Mika Taanilas videoværk om The Most Electrified Town in Finland. Optagelser af stemningsfulde skumringer i finske skove og landsbyer bliver sideordnet med en opspeedet optagelse af opførslen af et finsk kraftværk.

Værket var også med på Documenta i 2012, og det stritter en smule ud fra Dongs, Koldings og Jacobsens systemværker. Alligevel handler Taanilas værk om forbrug og energi, måske endda om forholdet mellem det moderne liv og det ofte usynlige system, der gør det muligt.

Til de utilpassede
Systemics-serien er en ualmindelig cool udstillingsrække og en god modvægt til de store og mere spektakulære udstillinger i den danske kunstverden, ikke mindst på ARoS ved siden af.

Når serien er afsluttet med 4´eren til efteråret, har kunsthallen forhåbentligt lignende ting i ærmet. Der er for få steder herhjemme, som vil, kan eller orker at give sig i kast med tusindvis af kinesiske hverdagsobjekter, kringlet systemteori og poetiske maskiner. Det roder, og de fleste mennesker har det bedst under ordnede forhold. Hvis du er sådan et ordensmenneske, er der desto større grund til at se Systemics-serien.

Læs anmeldelse af Systemics #1 her
Læs anmeldelse af Systemics #2 her


Fakta

Udstilling

Systemics #3: Against the idea of growth, towards poetry

16 jan 2014 30 mar 2014

Song Dong, Mogens Jacobsen, Mika Taanila, Lise Skou, Jakob Kolding, Fran Gallardo

Kunsthal Aarhus Se kort og tider

Fakta

Fran Gallardo og Lise Skou er også med på Systemics #3, og der foregår også en række arrangementer i forbindelse med udstillingen. Gallardo lavede en performance med postevand, og Skou iscenesatte Marge Piercys roman ”Kvinde ved tidens rand”.

Systemics #3: Projekter og arrangementer: 18. januar kl. 14-16 - Talks: Georgios Papadopoulos, Lanfranco Aceti 20. januar kl. 10-18 - Seminar: Georgios Papadopoulos 19. februar kl. 17-18 - Boglancering: Museum of Ordure, Antipyrine 8. marts kl. 14-14.30 - Tekst-performance: Lise Skou 29. marts kl. 16-18 - Performance/smagsevent: Fran Gallardo

Udstillingen er støttet af Statens Kunstråds Billedkunstudvalg, DIVA, Aarhus Kommunes Kulturudviklingspulje, Aarhus Universitet.