Metamorfoser

En tro kopi af Kongens Haves Marionet Teater står nu i én afudstillingssalene på Charlottenborg. Kunstneren Simon Starling har fåetgenopført teatret og viser her de kommende søndage sit marionetværk Ekspeditionen, som også henvender sigtil børn og er specielt lavet til kunsthallen.

I Ekspeditionen,en humoristisk og tragisk fortælling, optræder kunstneren selv som marionet sammenmed bl.a. en uhyggelig undervandsbåd og en okapi.

Omdrejningspunktet er enrejse til New York, men bliver også en genfortolkning af flere af Starlingstidligere værker, hvor han har lavet om på og genopført objekter.

I 2005byggede han fx et skur om til en båd med værket Shedboatshed (Mobile Architecture No. 2), for senere at genopføreselvsamme skur i en leg med tid, sted og rum.

På den led bliver udstillingen retrospektiv, men også sværttilgængelig, fordi den således kræver, at man kender til Starlings universeller i det mindste bruger god tid i lokalerne, hvor de tidligere, komplekseværker fremlægges via fotografier og publikationer.

En rejse
Som udstillingsgæst bliver man, ligesom Starling er det isine værker, en opdagelsesrejsende, der leder efter spor. Sporene fører ogfletter sig igen videre ind i og ud af udstillingens værker. Dermed fremstårudstillingen både helstøbt og sammenhængende, men bliver også svær at gå til,fordi værkerne med deres abstrakte og konceptuelle karakter får skabt enmodstand mod en egentlig tolkning.

Men rejsen, processen eller genopsætningen interesserer somsagt Starling og kan muligvis være en indgangsnøgle.

Marionetteatret er rentfysisk en genopførsel fra Kongens Have og stykket viser en fortættet udgave afhistorien om at være på vej, ligesom udstillingens andet værk Project for a Masquerade (Hiroshima)også opererer indenfor et felt af mobilitet, forandring ellerhistoriefortælling.

Det teatralske
Man træder nemlig ind på en scene, et teaterrum, der kanfortælle historier om metamorfoser eller forvandlinger i det førsteudstillingslokale. Det er helt mørkt og befolket af masker i mange variationer.Og i kraft af et spejl for endevæggen bliver man dobbelt selvbevidst.

Værket Project for aMasquerade (Hiroshima) er inspireret af det japanske Noh-teater, som erblevet praktiseret tilbage fra det 14 århundrede, hvor skuespillerne agererfaste karakterer påført særegne masker.

I Starlings værk fortæller en voice-over i rummet en bizarhistorie, hvor fiktion og fakta blander sig med hinanden, om en skulptur af denmodernistiske kunstner Henri Moore.

Og på den anden side af spejlvæggen visessamtidig en film om den japanske maskekunstners arbejde med udførelsen afværkets masker. 

Starling bruger teatertraditionens frihed til at genopføreog genfortolke det samme stykke igen og igen samt Noh-teatrets tradition for,at karakterer kan forvandle sig, fx kan ånder antage menneskeskikkelse og gamleblive unge.

Dobbeltgænger motiv
I et selvportræt af Starling finder man også konceptet ogideen om den flydende identitet i konstant forandring, hvor kun masken mantager på bestemmer, hvem og hvad man er.

Han har her påført sig en Henri Mooremaske og leger på den måde med kunstnermyten og identiteten.Dobbetgængermotivet og værket peger desuden ligesom Starling-marionetdukken på,at det er ren konstruktion og et koncept. Starlings identitet som menneske ogsom kunstner splintrer så at sige i spejlinger gennem alle udstillingensværker. Alt er til forhandling og i forandring. På rejse – en metamorfose.

Udstillingen inviterer ikke specielt til, at man som gæstkan lægge sin egen tolkning og sin egen rejse ind i værkerne. Det er som om denperformative frihed er trukket i baggrunden til fordel for det abstrakte ogkonceptuelle. Det bliver desværre næsten for krævende at være i selskab medStarlings konstruerede dobbeltheder og udflydende karakterer.