Michaelsen uden undtagelser

“Robespierre was such an asshole”, lyder det første vers igen og igen i Jørgen Michaelsens video-oplæsningsværk Robespierre.

Maximilien Robespierre var venstrefløjens politiske tænker, idealist, der endte som nådesløs tyran under den Franske Revolutions efterspil i slutningen af 1700-tallet og smagte til sidst sin egen medicin. Han er trods værkets insisteren personificeringen af verdens tvetydighed og dialektik.

Det er her Jørgen Michaelsens aktuelle udstilling Yummy Rooms for Robespierre henter antænding til et mentalt bål, der forsøger at understrege afvigelsens eksistens – og dermed kunstens vigtighed. Det er ingen historielektion det her… Det er kunst, der handler om kunst.

Urørlig kunst
Der er stadig nogle kunstnere, der næppe kan eller vil formidles af institutionen eller på nogen anden måde. Jørgen Michaelsen er en af disse. Kryptisk konceptkunstner, hvor materialet er enormt, tankerne massive og langt fra tilgængelige. Det gør ikke automatisk Michaelsen til en fantastisk kunstner, men snarere urørlig.

Han (og stort set kun ham) kan aflæse den egentlige betydning og sammenhæng mellem udstillingens værker.

Publikum, der ikke har mange chancer for at lade sig involvere på de rette vilkår, tåger rundt imellem ophobninger af videoværker (en black box med teksttunge videoværker på ialt 3 timers halv-sjov forelæsning) om kunst, politik og æstetik, 1000 haiku-digte (de tredive jeg læste var ret fantastiske), en række rimelig aflæselige og meget morsomme fotokollager med kryptiske, leksikon-agtige titler.

Dette suppleres af en hel bog (ca. 60 siders engelsk tekst med et uoverskueligt lixtal) opklæbet på en væg. OMG! siger jeg bare. En udstilling af umulige arkiver.

Painless ignorance…
Her får I en smagsprøve fra Michaelsens opklæbede bog Beyond Exception:

“Anyway, evidently, the culture of capitalism always contains more ‘autonomously addressed’ motivation in terms of philistine willingness than it can reconstruct within its own terms. The concept of critico-ideological transplantation condenses within it a whole series of key questions of excess and motivational displacement, from the hideous near-death experience of paranoid placebo privilege to the painless ignorance of institutional bluff.”

Der er meget stof i dette tekststykke, som sikkert er uhyre relevant og aktuelt. Det er bare en skam at den kulturelle diagnose af bl.a. middelklassen og her institutionens forestillede villighed til at optage en social kritik fortaber sig i Michaelsens manglende villighed til at tale til nogen som helst. Udfordringen udebliver, og vi står som kropslig dødvægt foran Michaelsen.

Et af haikudigtene udtrykker følelsen præcist:

Uduelighed/Flue om muligt blytung/Teknokakao

Skyldig i voldtægt
Denne sugekopsfødsel og insisteren på at trække et forståeligt og omsætteligt udsagn ud af værkerne er iøvrigt nok det værste man kan gøre.

“Social utility will be forced upon you. Become an aesthete”, lyder det syrligt i en af kollagerne, imens et af de 1000 haikudigte understreger:

Tilpasningstosse/Ka’ malkekøer danse?/Nazister shoppe?

Undskyld Jørgen, det vil jeg så undlade at fortsætte med.

Det er nemlig institutionen, og ikke Michaelsen, der skal komme ud af hullerne. For hvis man vil udstille Jørgen Michaelsen, en af Danmarks sidste ukuelige konceptkunstnere og være tro mod det, kunstneren står for, så kuraterer man værkerne, så det er muligt at møde dem.

Yummy kuratering?
Det ville for eksempel være oplagt at vise videoværkerne i menneskelige doser og installatoriske, afvekslende forløb, som understøtter Michaelsens tematikker og flerarmede æstetiske og videnskabelige tilgang til fænomenerne omkring os.

Derudover klæber man simpelthen ikke en 60 siders bog op på væggen, eller sælger bogen for en lille ‘halvtreller’ i boghandlen.

Man giver den i hånden på gæsterne og leverer en skarp og indlevende introduktion, der åbner Michaelsens projekt, det han gør, kan og vil, når han med kunst i hånd (og netop ukuelig kunst) udtrykker og påpeger samfundets, institutionernes, poltitikkens, idealismens, moralens, formernes, kunstens og sansernes dobbelthed.

Måske ville det rette format for Michaelsens værker snarere være en illustreret og performet forelæsningsrække, hvor der ikke er kunstnerisk armslængde mellem publikum og Michaelsen?

Yummy rooms for Robespierre er langt fra ‘Yummy’ – altså lige til at slupre i sig, og det er der en kunstnerisk pointe i. Den står som modsvar til en gennemtygget nutidskultur. Men det betyder ikke at Museet for Samtidskunst skal lade udstillingen stå uargumenteret. Der er nemlig forskel på kunst og institution, kunstner og kurator, og det er både godt og produktivt, hvis man ser den forskel som en mulighed og ikke en umulighed.