Mind the gap – om det store hul i billedkunstundervisningen

Faget billedkunst i den danske folkeskole stopper efter 5. klasse. Er det ikke med til at skabe sociale kløfter, at kun de unge som fortsætter i gymnasiet får mulighed for at få kvalificeret indføring i billedkunst?

Samtale med ungdommen

For nylig var jeg på café med mine elever fra installationsholdet på Kunsthøjskolen i Holbæk. Vi snakkede om deres oplevelser med billedkunst i folkeskolen. De var alle i starten af 20erne og de fleste havde gået i almindelige danske folkeskoler.

De fortalte, at faget var ikke blevet prioriteret særlig højt. Der var ikke blevet krævet noget og der var tit vikarer på, som delte papir og farveblyanter ud og bad eleverne om at tegne frit. Ellers havde det meste undervisning baseret sig på, at tingene helst skulle være færdig samme dag. Måske fordi der ikke var plads til at projekterne blev liggende på skolen.

Overvejende medier havde været traditionelle udtryk som tegning og maleri. Skolernes rum og faciliteter havde besværliggjort keramik eller andre former for skulpturelle udtryk undtagen i særlige temauger med tværfagligt sigte.

Undervisningen gik i fisk

Da de kun havde haft decideret billedkunst i de små klasser, var erindringen om, hvad de havde lært noget tåget. Nogle huskede at de havde malet julekort i december og en pige fortalte at de havde haft et tema som hed “Fisk”. Her tegnede og modellerede man fisk og lærte feks samtidigt om fisk i biologitimen.

De huskede ikke gennemgående struktureret undervisning, og ingen havde prøvet at motivere dem, som ikke var interesserede. Af og til var projekter blevet påbegyndt, men ikke fuldført, fordi andre skoleprojekter kom i vejen, eller at et danskprojekt skulle være færdigt. En havde ligefrem oplevet, at billedkunstlokalet på hendes skole var blevet nedlagt.

Den engagerede underviser

Erindringerne fra de større klasser stod lidt klarere. En mindedes at have analyseret Caspar David Friedrichs maleri “Vandreren over tågehavet” i danskundervisningen og en havde haft billedkunst som tilvalgsfag i 8-9. klasse. Her havde de lært om impressionismen og efterfølgende kæmpet med at kopiere Monets åkander med fedtfarver.

De havde beskæftiget sig en del med grafiske noveller i dansk og havde lært noget om forholdet mellem ord og billede. Men den generelle indstilling til billedkunst blandt klassekammeraterne var, at det var gabende kedeligt og nyttesløst. Kun hvis læreren havde haft særlige ambitioner på fagets vegne, var det lykkedes at begejstre. Flere huskede netop denne ene lærer, som havde gjort noget ekstra og fået dem til at fortsætte med at udtrykke sig.

Billedkunsten som fag

Min snak med højskoleeleverne bekræftede mine egne fornemmelser af, hvilket aftryk skolesystemet efterlader. Som billedkunstner ærger det mig, at mit fag som i forvejen har så ringe betingelser, bliver formidlet så uambitiøst. Forståelsen for samtidskunsten bør starte i barndommen og have samme fylde som f.eks litteraturen. Min kritik af læringen er her ikke rettet imod overbebyrdede skolelærere, men er en generel kritik af retningslinier, prioriteringer og strukturer i folkeskolen.

Problemet er at billedkunst ikke bliver betragtet som et selvstændigt fag, men bliver brugt som “pausefag” eller til at understøtte andre “vigtigere” fag. Jeg er stor tilhænger af samarbejder på tværs, men hvorfor skulle andre fag ikke kunne lære af at indgå i billedkunstens særlige processer?

Jeg tænker at verden ville se anderledes ud, hvis et fag som lægger vægt på selvstændighed, refleksion og fortolkning havde en vigtig plads. Men i diverse Huskunstner og “Åben Skole ”- projekter har jeg selv oplevet, hvor fremmede udskolingseleverne også i disse år er overfor billedkunst.

Kunsten som modsprog

For nogle år siden blev jeg konfronteret af en dreng i 7. klasse, som spurgte hvor det stod i hans læringsplan, at han skulle vide noget om billedkunst. Jeg blev ham svar skyldig, men var mest af alt overrasket over hans modvilje og spurgte mig selv om et lignende spørgsmål var blevet stillet til er matematikprojekt.

Mon forklaringen på spørgsmålet ligger i, at markedstænkning har sneget sig ind i læringsplanerne? I Undervisningsministeriets vejledning for billedkunst dukker f.eks følgende sætning op: “… innovative og entreprenante projekter kan udspringe af undervisningen i billedkunst, når fagets kommunikative overvejelser lægges til grund for en brugerorientering”.

“Innovation”, “entreprenørskab” og “brugerorientering” er ikke billedkunstneriske fagtermer, men er ord hentet fra marketings-terminologien. Hvad laver de mon i beskrivelse af et æstetisk fag, som netop handler om langsomme processer, som får os til at lave eksperimenter uden at kende resultatet – øve refleksion og selvkritik? Billedkunsten skal ikke vurderes på og prioriteres i forhold til om den betaler sig, den bør tværtimod være et vigtigt modsprog til marketingsrettet kommunikation.

Glæden ved at svine

De flest af mine elever havde fastholdt interessen for kunst via fritidsundervisning på kommunale billedskoler. Her foregik fordybelsen væk fra de sarkastiske bemærkninger fra skeptikerne i klassen. Desuden havde de fleste været på efterskoler, hvor kunstundervisning havde haft stor vægt. Dette havde betydet meget for dem, men de vidste, at ikke alle var blevet bakket op hjemmefra i forhold til at gå på billed- eller efterskoler.

I gymnasiet og på HF havde de endelig stiftet bekendtskab med struktureret, kronologisk undervisning, kunsthistorie og selvstændige formulerede projekter. Men noget af det første de fremhævede, ved nu at være på højskole var, ud over at se og lære hvor mange måder, der var at udtrykke sig på, at man hér for første gang fik lov til at “svine”. At man fik lov til at røre ved forskellige materialer og havde plads og tid til at arbejde i længere forløb.

Det er tankevækkende at et æstetisk fag tilbyder så lidt omgang med materialer op igennem skolesystemet, at man først virkelig får mulighed for at røre ved materien hvis og når man kommer på en højskole.

Billedkunst – for alle

Diverse billedskoler, efterskoler og højskoler er vigtige fordi de tydeligvis kompenserer for de år, hvor billedkunst er strøget fra skemaet og giver interesserede unge modet til at arbejde videre. Men hvad med dem som kommer fra miljøer, hvor det i forvejen er fremmed at beskæftige sig med kunst?

Hvad med dem som ikke fortsætter i gymnasiet eller har råd til at komme på højskole?

Har de ikke krav på at lære om kunstneriske processer, eller blive bakket op i et talent?

Eller at deltage i at fortolke, diskutere og forstå vores fælles verden?

Lad os ønske at der bliver fyldt noget kvalificeret og ambitiøst undervisning ned i det tomme hul, som giver alle mulighed for at deltage i kulturen.