Minder, rum og fortællinger i Aysha Amins praksis

Når rum bliver vidner
Vi træder ind i Galleri 3 på Kunsthal Aarhus – i daglig tale kaldet rotunden på grund af den ottekantede form og enorme loftshøjde. Rotundens skævvinklede glastag er dækket af sort molton, så det næsten er mørkt i galleriet. Ned fra loftet hænger seks baner lyst changerende stof som en slags levende lette gardiner, hvorpå der udspiller sig et digitalt videoværk. Værket hedder Mellem Himmel og Jord, og kunstneren bag er Aysha Amin, der viser sin første soloudstilling med titlen Making Sense.

”Lige nu er værket 20 minutter langt og uden lyd, fordi jeg vil fokusere på billedets skulpturelle kvalitet, men det er et værk, der kommer til at udvikle sig – først som en performance på spillestedet Radar. Herfra bliver videoen længere og får en lydside, der senere vises som en kort kunstfilm på ARoS. På den måde arbejder jeg i lange cirkulære processer og ofte med andre, hvor jeg genbesøger værket og lader projektet udvikle sig,” fortæller Aysha Amin.

Et levende arkiv
Og netop proces, perspektiv og tid er karakteristisk for Aysha Amin, der ser sine værker tage forskellig form afhængigt af, hvilket rum de indtager. På den måde spiller hendes tre fagligheder som kunstner, arkitekt og kurator rigtig godt sammen. 

”Jeg startede med at lave kunst, inden jeg søgte ind på arkitektskolen. Jeg har altid været betaget af rum og arkitekturens rolle i samfundet, men jeg manglede et fagligt sprog og nogle værktøjer for at kunne realisere mine ideer. Det har jeg nu, og jeg benytter mig af dem i mit arbejde som både kunstner og kurator,” fortæller Amin.

Fotografi som erindringens spor
Aysha Amin bruger arkiv og minder som kerne i sin kunstneriske proces. Hun er meget optaget af, hvordan rum og landskaber er vidner til menneskers erindringer, og hvordan minder og drømme er forbundet til særlige steder og oplevelser. Disse fortællinger finder hun særligt i fotografiet.

”Jeg har altid været tiltrukket og fascineret af fotografiet. Min far tog utrolig mange billeder og video, som jeg har haft adgang til, siden jeg var barn. Der er noget magisk og uperfekt ved, hvordan det fanger hverdagens emotionalitet, og hvordan det skaber fortællinger og forestillinger. Det fanger det stille og oversete, og der er noget meget demokratisk ved kameraet som medie, fordi det er noget, som alle har adgang til.” fortæller Amin. 

Det personlige arkiv som landskab
Og det er netop farens arkivmateriale i form af video og fotografier sammen med hendes eget materiale fra praksis og lokale arkiver, som Amin er dykket ned i og folder ud i værkerne i udstillingen Making Sense. Hun benytter sig af et nøje udvalg af den kæmpe samling fotos, og hun har et forhold til hvert billede, som hun anser som punkter i en arkitektonisk kortlægning over landskabelige relationer med forskellige linjer og fortællinger. Men hun benytter sig også af en anden form for arkiv, som består af menneskers fortællinger.

”Arkivet er mit afsæt, og jeg er vokset op med adgang til et utrolig stort arkiv både i form af min families billeder og video og lokalarkivet på Gellerup Biblioteket med adgang til historiske kort og objekter. Jeg er fascineret af biblioteker og af fortællinger med mange detaljer – og af mennesket som alternativt arkiv. Arkiver er ikke kun filer bag en låst dør, men også det uforudsete møde mellem objekter og genfortælling af minder. Netop her finder jeg en ømhed, ensomhed og kærlighed, der venter på at blive opdaget.” fortæller Amin. 

Andromeda 8220 – et kunstprojekt skabt indefra  
Aysha Amin er drevet af en intens nysgerrighed og vilje til at skabe ting sammen med andre, samle tråde og dele fortællinger og øjeblikke, der kan simulere et møde, et engagement eller en overraskelse. 

Det er hun blandt andet lykkes med gennem projektet Andromeda 8220, som er et udstillingssted og eventrum i Gellerup ved Aarhus.

”Vi drømte om at skabe et kunstprojekt, der kom indefra – altså fra os selv der boede i området, fordi Gellerup primært var et boligsocialt projektlandskab skabt af eksterne.  Derfor ønskede vi et anderledes projekt, der centraliserede vores kunstneriske nysgerrighed frem for at skulle bevise noget. Navnet Andromeda, som er navnet på vores nabogalakse, opstod som en respons på den overvældende diskurs, der var omkring parallelsamfund i Danmark.” fortæller Amin.

Amin driver stadig stedet, der har eksisteret siden 2017. Her kan hun i fællesskab med andre eksperimentere ud fra en mere punk energi og præsentere værker eller film i friere rammer og i rum, der ikke er traditionelle gallerier eller museer. 

“Som kurator er det en gave at kunne samle tråde og oversætte dem for at fremhæve en fortælling sammen med andre. Men jeg trives som kurator, fordi jeg også trives som kunstner og arkitekt, og jeg kan bringe de forskellige fagligheder og perspektiver i spil med hinanden som en hybrid form for kuratering,” afslutter Aysha Amin.