Minimalistisk landart fra gamle, gamle dage

Den står ligesom tilfældigt placeret i vejkanten i skoven, klods op af en stor stamme og ved siden af en stabel tømmer. Rejst til en højde på lidt over tre meter af stramme marmorblokke, der er lagt ovenpå hinanden, med en spidsvinklet trekant øverst. Tavs som skoven omkring, den med tiden har taget farve af.

Den forestiller ikke noget. Den handler om samspil mellem proportioner, balance, rytme og geometriske former, om små skift i overfladestrukturen. Jeg studser over, hvor ‘moderne’ den virker.

Det nonfigurative-abstrakte formsprog associerer jeg pr. automatik til nyere tid, men skulpturen, jeg står overfor, er opsat helt tilbage i 1779, og går jeg tæt nok på, kan jeg tyde navnet, der er indgraveret i stenen: Hannibal Sehested.

Jeg er taget helt ud i skoven ved Jægerspris Slot i Hornsherred, mellem Isefjord og Roskilde Fjord. Her vandrer jeg rundt i Johannes Wiedewelts Mindelund, hvor i alt 54 mindestøtter er rejst i årene mellem 1777 og 1789 – dels i den friserede park omkring slottet, men også ude i den mere vildsomme skov omkring.

Anlægget er opført i en dramatisk periode af danmarkshistorien. Efter Struensees henrettelse var det magtpåliggende for de nye, oplysningsforskrækkede magthavere – enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik – der boede på slottet i Jægerspris, at statuere en tilbageskuende patriotisme ved at besynge rigets ædle forfædre og tapre sønner.

Derfor hyrede de datidens kunstneriske stjerne, Johannes Wiedewelt (1731-1802), til at udforme mindestøtter for ‘Tordenskjolds soldater’: Typer som Tordenskjold selv, Saxo, Absalon, Peder Skram, Ludvig Holberg, Tycho Brahe osv.

Den franske filosof Michel Serres (1930-2019) pegede i sin bog Statuer fra 1990 på forholdet mellem statuer og totempæle: Et samfund grundlægges ikke et tilfældigt sted, men omkring totempælen, som markerer vores samfund til forskel fra de andres samfund.

Rejsningen af statuer er en vedligeholdelse af det forhold. Som oftest repræsenterer de ikke et fremsynet blik mod noget nyt, men noget der refererer til døde, fortidige helte. Serres går så langt, at han siger, at fortiden først etableres med statuen.

Det tænker jeg over, mens jeg bevæger mig rundt i skoven. For på den ene side er det et monumentalt anlæg, opført som et samlet, bombastisk og politisk program, spredt ud over et stort område – vel i grunden ret enestående, også i international sammenhæng? På den anden side er det kompleksets diskretion, der er mest slående, når man besøger det i dag.

Det er selvfølgelig umuligt helt at vide, hvordan den nyopførte mindelund tog sig ud for 250 år siden, men de fleste af mindestøtterne er anbragt ude i skoven ved mindre stier, og her går det ophøjede og pompøse noget af fløjten, hvilket alt andet lige – set gennem mine 2025-briller – er en befriende kvalitet. Træerne vokser hen over hovedet, marmorstøtterne forvitres af regn og grønnes af mos: De går i ét med skoven.

Det gør det næsten til en holistisk oplevelse at være her. Hvor meget ‘natur’ er der ikke i samtidskunsten i dag, hvor mange stemmer sig ikke op mod det antropocæne, hvor mange nutidskunstnere plæderer ikke for større sammenhængskraft og arbejder med at skabe billeder af et mere ligeværdigt forhold mellem menneske og natur? Her i Jægerspris går kultur og natur hånd i hånd – på det nærmeste af sig selv.

Det skyldes tidens tand, men også den tilbageholdenhed, Wiedewelts klassicistiske røst taler med. Bevares, der er symboler og tegn indgraveret i stenene her og der, til tider overtydeligt som i mindestenen for Absalon, hvor bispestav og svær fortæller om biskoppens dobbeltrolle som religiøst overhovede/krigsherre. Der er vistnok også adskillige mere eller mindre tydelige referencer til den frimurerorden, som alle, der var noget ved musikken, var medlem af.

Men hovedindtrykket er, at Wiedewelts skulpturer benytter sig af knappe, kunstneriske greb og egentlig ikke gør så meget væsen af sig.

Stenene står som lidt mystiske monolitter, et sted mellem totempæle og forstørrede gravsten. Visse steder er de nærmest usynlige. Man opdager det først sent: “hov, det er da vist en søjle og ikke en knækket træstamme”. Med til charmen hører, at det er lidt af en skattejagt at finde frem til stelerne. Og hvem overgiver sig ikke til en skattejagt?

At disse sten, der dukker op ved en slyngning på skovstien, fremstår med så tilbageholdt åndedrag, åbner til konteksten.

I sit essay Notes on Sculpture fra 1966 var billedkunstneren Robert Morris en af dem, der formulerede sig om det oplevelsesmæssige grundlag for minimalistisk kunst. Udover fordringen om at udtrykke sig i simple former, som kunne gribes intuitivt af beskueren, beskrev han også, hvordan den minimalistiske skulptur i særlig grad var afhængig – og optaget – af den kontekst og de forhold, de fremstod i.

Her i Jægerspris er konteksten skoven, naturen. I dag kvidrer fuglene, lyset falder i kaskader gennem løvet, en væltet træstamme er i opløsning. Det stedspecifikke har længe været et plusord i kunsten – her er det på en lidt skør måde show, don’t tell, længe før det blev alt for almindeligt netop at tale tingene frem i kunsten. Her i Jægerspris oplever jeg minimalistisk landart!

Og hvem var så Hannibal Sehested? Jo, man kan da (selvfølgelig) scanne QR-koder og læse om alle de brave, danske mænd – mænd, ja, for der er næsten ingen kvinder, der har fået deres navn på en sten her i Mindelunden.

Hannibal Sehested (1609-1666) var gift med en af Christian IV’s mange døtre og blandt andet statholder i Norge, som dengang var en del af Danmark.

Man kan altså, om man vil, brygge videre på historien om de stolte danske sønner. Det var, hvad magthaverne ønskede dengang i gamle, gamle dage.

Man kan også opleve alt det, der gør Mindeparken værd at besøge i dag. Man kan tage på skattejagt!