Misundelse på svensken

Misundelse er en grim ting. Så jeg vil i stedet glæde mig over, at man i Sverige havde mere udsyn og mere fornemmelse for moderne kunst, da Stockholms Moderna Museet blev grundlagt i 1958. Under en fremsynet ledelse startedes en samling, der i dag trumfer alt, der findes på noget dansk museum.

Udstillingsstedet Rooseum blev vist kørt i sænk af sin tidligere ledelse – meningerne er delte – men samme sted har nu fået nyt liv som en lille filial af Moderna Museet i Stockholm. Til glæde for hele Øresundsregionen er det meningen, at særudstillinger løbende skal blandes med vekslende indblik i modermuseets samling.

Wallpaper, playmobil og et problematisk ægteskab
Moderna Museet Malmø fremstår udefra lidt som et tvunget ægteskab mellem et ældre, bevaringsværdigt elektricitetsværk og en ung, trendy og meget orange kube i perforeret metal. I det kombinerede café- og modtagelsesområde tager ‘orangismen’ helt over med alle flader og møbler i samme voldsomme farve.

Jeg tænker på, hvordan alt det hippe og oppe-i-tiden i et nummer af Wallpaper ved gensyn nogle år efter synes rigtig passé. Og alt det kunstige, vinylagtige finish får mig også til at tænke på playmobil.

Inden længe er der begyndt at komme slid på tingene, og plastik og laminat patinerer ikke. Det bliver bare ridset og mat. At bygge og indrette til nu’et er en tidstypisk sygdom hos mange arkitekter, der leger designere.

Sarte hypermedierede malerier
Tre udstillinger skaber en anderledes vellykket start på det nye udstillingssted.

Den belgiske malerstjerne Luc Tuymans er en sikker satsning, da hans malerier er både dragende og let tilgængelige. De har fået ærespladsen i de to monumentale turbinehaller i stueetagen.

Tuymans’ billeder er hastigt nedfældede strøg i tynd oliemaling, der virtuost udnytter mediets transparens. Paletten er lys og grålig, nærmest udvisket, med kølige lilla og blå toner iblandet. Motiverne er forførende naturalistisk fremstillet, men helt bevidst fremtræder ingen af dem sandfærdigt oplevet.

Fotografi, tv, internet har hver på deres måde og i hver deres tid nedbrudt troen på den rent sansede virkelighed. Tuymans maler med udgangspunkt i en foruroligende fornemmelse af gentagne billeder, noget allerede set.

Rum og drømme
I et mindre, meget mere menneskeligt proportioneret lokale viser Astrid Svangren en installation, Vad jeg minns… Vi er tydeligt på drømmegrund, indfanget af associationer, fornemmelser og et spil imellem slør, spejling og flade.

Det er alt sammen greb, der er set før, men det er også rigtigt godt udført, og det egentligt kolde rum er blevet rart at opholde sig i. Mest inspireret og anderledes virker en shakeragtig snedkerkonstruktion, hvor fint forarbejdede træstykker er sat sammen til en luftig ramme.

Et lille essay forklarer Svangrens kunst en anelse for udtømmende og kunsthistorikeragtigt. Og ja, jeg kan altså godt regne ud, at jeg som beskuer er involveret i værket, når jeg nu står midt i det.

Hitparade fra 60’erne
Den første præsentation af kunst fra Moderna Museets samling fokuserer på 1960’erne og tager rent kegler hjem. Robert Rauschenbergs herostratiske homo-vittighed, Monogram, er der. Jasper Johns er der. Claes Oldenburg er der. Louise Nevelson, Nam June Paik, selv Judy Chicago, er der.

Det er dog Bruce Conners mindre kendte, men smertelige Report, der giver mig den største oplevelse. Eksperimentalfilmen, der dokumenterer mordet på præsident Kennedy i en samtidig kritik af mytologiseringen af selv samme, fungerer voldsomt, aggressivt og råt. I øjeblikkene op til døden forsvinder billedet, og en stroboskopagtig puls tager over.

Misundelsen er gul-blå
Moderna Museet Malmø er ikke et stort museum, men hvis kvaliteten opretholdes, er der al mulig grund til 2-3 årlige Malmørejser alene for dette og Malmø Konsthall.

Fra dansk side er der noget at være misundelig over – Malmø har billig bland-selv-slik, smukke mennesker og et nyt, fantastisk udstillingssted!