Mit blod koger!

Pipilotti Rist er en af den internationale videokunsts frontkæmpere: Hun er punker som få, der konstant investerer krop, stemme, sved, blod og tårer i sine både afvæbnende og konfronterende værker. Det understreger Louisianas sanselige brag af en udstilling Åbn min lysning, hvor vi både kommer helt tæt på mennesket men også naturens store sanselige potentialer.
Det er svært at være punker i kunsten. Altså, sådan en kunstner, der dyrker anarkiet og intenst bryder normerne, smider hæmningerne, tøjet, skriger vildt og vredt og insisterer på en mere uhøjtidelig kunst og betragter, så et autentisk, sanseligt og frigjort møde kan opstå. Men det er, hvad Pipilotti Rist har dedikeret sit kunstneriske virke til. Meningsfuld og vigtig anarkisme.

Kroppen som redskab

Videomediet er i det hele taget noget meget andet i hænderne på videokunstens normbrydende Pippi Langstrømpe. Det sættes effektivt i den besøgendes krop og bevidsthed allerede på vej ind i udstillingen:

En mægtig fotokollage (I Never Taught in Buffalo (but in Humlebæk), 2000/2019) viser først Pipilottis redskaber, særligt skærme og computere, udspændt som en kulturhistorie på 30 år, hvor vilkårene for videomediet har ændret sig radikalt og ekstremt hurtigt.

Vi står dernæst ansigt til ansigt med kunstneren selv, der tværer sit ansigt ud i hovedet på os i titelværket Open My Glade (Åbn min lysning) fra 2000, så sminkens og kroppens væsker trækker fede spor på glasset imellem os. Det ender i et kys.

Og kigger man dernæst ned i gulvet, på video-projektionen Mutaflor (1996), er man pludselig et kamera, der i et uendeligt kredsløb passerer gennem kunstnerens krop (nøgent poserende i skovbunden) – ind gennem hendes åbne mund og passerer et øjeblik efter ud af mørket, ud af endetarmen, og så forfra… Så er vi igang!

Næste normbrud skildrer dels en blomstereng og dels en smuk, storsmilende kvinde, der svanser ubekymret ned ad en gade med en lang blomst over skulderen. Det fredfulde scenarium i Ever Is Over All (1997) brydes hver gang, kvinden passerer én af de parkerede biler.

Hun svinger energisk ‘blomsten’, og smadrer sideruden i bilen med et brag og en jublende grimasse. Hændelsen gentager sig, også selvom en kvindelig betjent spadserer forbi – hun hilser bare smilende på kvinden og fortsætter.

Destruktion og livsglæde i tæt relation – som eksistentielle grundvilkår. Værket er siden blevet åbenlyst plagieret af Beyoncé i musikvideoen Hold Up.

Konfrontationer med normerne

Udstillingens næste del er en eminent samling af især tidlige videoværker, hvor energiniveauet er vildt, højt og temmelig grænseoverskridende. Der er fuld punk-smadder over værker som I’m Not The Girl Who Misses Much (1986), Blood clip (1993) og When My Mother’s Brother Was Born… (1992).

Forfængelighed, kvindelighed og livets voldsomme begyndelse får her nogle radikale udtryk og betydninger, hvor den ydre kontrol, kropslige normer og familieidyl bliver flået til ukendelighed. Det er værker, der koger af liv og vildskab. En kunstnerisk lidenskab, man sjældent ser udfoldet så overbevisende, foruroligende og forførende.

Det særlige ved Ever Is Over All og også installationen Suburb Brain (1999) – en model af et roligt villakvarter med indbyggede videoværker, hvor familieidyllen går op i røg og urovækkende hændelser – er, at Rist skildrer og arbejder midt i den norm-konflikt, som hun er drevet af: samfundets konventionelle og kontrollerende normer om adfærd, samliv, køn og idealer.

“Mit blod koger!” som hun dirrende udtrykker det i én af videoerne i Suburb Brain.

En utopisk konflikt

Her ligger konflikten også for os som besøgende: I mødet med Rist bliver vi nemlig iscenesat som væsener, der er i kulturel konflikt med vores sanselige og kødelige begær. Værkerne gnubber sig intenst op ad vores kroppe og sanseapparater. Det er både legende, pirrende og voldsomt. Et hårdhændet vækkelses-forsøg.

Men vi står midt i ét af vores kulturs mest højtidelige, kontrollerede og krops-disciplinerede rum: kunstmuseet. Normerne er italesat overalt, udstillingsteksterne docerer den rette viden; pilene, rummenes forløb og værkernes placering angiver ruten; stregerne på gulvet og snorene omkring værkerne begrænser vore kroppes bevægelser; puder og bænke angiver den rette plads og kustodernes alarm-blikke overvåger selv de mindste overskridelser.

Det er kort sagt et utopisk møde, vi er inviteret til, og det må vi acceptere. Dette dilemma er kurateringen for en gang skyld også helt opmærksom på.

Så der, hvor vi fx begrænses i vores adfærd med teksten “Værket må ikke berøres”, er der tilføjet et alternativ af mere eller mindre normoverskridende karakter: “Snak med din nabo”, “Rør ved din næse med tungen” eller en institution som erklærer, at man er elsket.

Sanseligt bad

I udstillingens følgende rum møder vi det store installationsværk 4th Floor to Mildness (2016), hvor vi nedsunket i Rhinen ser verden fra fiskenes perspektiv, imens vi er badet i popmusik og oplever værket liggende i senge.

Dette sanselige bad fører mod udstillingens finale i sydfløjens øverste plan, hvor en lang række videoværker er installeret i nogle meget hjemlige rammer.

Knud W. Jensens oprindelige idé om kunstmuseet som en dagligstue er ført ind i denne udstilling som et forsøg på netop at afdisciplinere vores møde med værkerne, og det er eksemplarisk sympatisk, og i det store hele virkelig fint eksekveret.

Hér kan man gå på opdagelse og glædes ved værker, der udspiller sig som en intim, sanselig dialog med den besøgende. Kustoden virkede til gengæld rimelig stresset over tiltaget under mit besøg, hvor en god portion teenagere (normoverskridere og vilde kroppe som man er i den alder) blev for hjemmevante og højlydte.

Ja, museerne skal overveje, hvad de signalerer og dernæst regulerer. SMK fridays, Glyptotekets SLOW-arrangementer og ARoS Public’s saloner lider af noget lignende: et postulat om frihed der umuligt kan udfoldes, og hvor publikum ender med at betale prisen for de tvetydige signaler.

En meningsfuld respons

Selv forsøger Rist at rette opmærksomheden på selve kunstoplevelsen som stedet for et mellemmenneskeligt møde:

“Når vi er sammen i tænkeboblen [kunstoplevelsen], spiller det ikke længere nogen rolle, hvordan vi kom herind, om vi har budt ind med et forslag i form af et kunstværk eller blot er trådt ind med vores indfølingsevne og interesser. Det eneste der betyder noget, er de impulser, de genklange og de mentale glimt, der skabes. I det øjeblik et kunstværk har affødt en tænkeboble, interesserer og berører nogen, overvindes den enkeltes ensomhed. Museet er en politisk og åndelig inspirations- og helbredelsesanstalt,” skriver hun i sin introduktion til udstillingen.

Åbn min lysning er en sanselig dyb og sprællevende kunstoplevelse, der får blodet til at koge og tankerne til at vandre. Men den kan ikke rumme de heftige impulser, der produceres. Det eneste meningsfulde ville være (og især hvis det nu var lidt varmere), at vi alle sammen som en respons på Pipilotti Rists sansevækkende punk-energiudladning smed tøjet og løb ned og kastede os i bølgerne.
Gæsterne, kustoderne, kuratoren, direktøren og kunstneren – allesammen, og så mærkede lidt efter, hengav os lidt, skreg lidt, levede lidt.