Mo Maja Moesgaard: Jeg ønsker, at sproget skal nærme sig kroppen

Kunsten.nu har mødt billedkunstner Mo Maja Moesgaard, der i sine seneste tekst- og papirværker i Vandrehallen på Hillerød Bibliotek inviterer os til at reflektere over og mærke klimakrisens konsekvenser for vores forestillingsevner og kulturhistorie.

I Vandrehallen på Hillerød Bibliotek, der også fungerer som udstillingssted, hænger i øjeblikket syv store, hvide stykker stof ned fra det høje loft med ovenlys. Mens man går gennem hallen kan man på disse stofstykker læse to poetiske tekster om klimaangst og kollaps. Den ene tekst, som er inspireret af miljøbiologen Robin Wall Kimmerers bog Braiding Sweetgrass, står på den ene side af stofstykkerne, mens den anden tekst – inspireret af science fiction forfatteren Octavia E. Butlers roman Parable of the Sower – er placeret på den anden side.

Stofstykkerne er hængt op, så man kun kan læse ét tekststykke ad gangen. Der opstår pauser mellem hvert tekststykke. Det virker som bladrer man med en langsom puls gennem siderne på en bog. Man læser med kroppen.

I Mo Maja Moesgaards udstilling Og planterne kravler mod toppen undersøger kunstneren bl.a., hvordan man virkelig kan få folk til at læse og mærke sproget.

Jeg har mødt billedkunstneren på biblioteket til en samtale om kunst, aktivisme, sprog og krop, og vi indleder med at tale om netop det litterære tekstværk, Markens tekst, der er ophængt i loftet. Værket er lavet specifikt til udstillingen på Hillerød Bibliotek.

”De er syet, jeg kan virkelig godt lide stof”, fortæller Moesgaard. “Jeg har arbejdet med stofstykkerne som bogsider og ikke som bannere. Jeg har oversat og bearbejdet teksterne. Jeg kunne godt tænke mig at sætte disse to tekster sammen, og at de flød lidt ind i hinanden. Når solen skinner, skygger teksterne også igennem på hinanden. Og et af tekststykkerne – Jeg vender mig og kigger ud af vinduet – går igen på begge sider: Så måske mødes blikkene eller retningerne i teksterne”.

To spor: videnskab og fiktion

Det er væsentligt for Moesgaard, at Robin Wall Kimmerer skriver som biolog, akademiker og medlem af Potawatomi Nation, et af de første folk i Amerika.

”Hendes sprog er fuld af liv og kropsliggørelse af fortællingen. Hun erkender den store destruktion, men samtidig fastholder hun det, som stadig er. Det, som er smukt, levende, og som findes. Det, som er grunden til, at vi kæmper denne her kamp, som handler om klimaet og så meget mere end det. Braiding Sweetgrass formår at formulere katastrofen sammen med livet. Den sammenstilling har ikke særlig gode vilkår i Danmark. Heller ikke i sproget.”

Braiding Sweetgrass formulerer altså forbindelser og et poetisk sprog med påmindelser om det, vi har, fremfor at tale om knaphed.

”Hun beder os om at kigge på marken og læse den som en tekst. At trække læsningen og teksten ind, som en klar måde at få adgang til informationer på, ræsonnerede med det, at befinde sig på et bibliotek.”

Det andet spor i værket – der som nævnt stammer fra science fiction forfatteren Octavia E. Butlers dystopiske roman Parable of the Sower – foregår i en nær fremtid, hvor samfundet er brudt totalt sammen. En ung, sort kvinde er hovedperson.

”Bogen er ekstremt voldelig. At være i volden, i fiktionen, føltes vigtigt for mig, som bor i et land, som ødelægger, men ikke mærker destruktionen så meget. I denne fortælling er det forældrene, der spørger barnet: Tror du, verden er ved at gå under? Jeg synes, det næsten er uudholdeligt, at børn og unge skal bære så meget, som vi oplever, de gør nu. Værket spørger også til, hvad det er, som barnet måske ikke kan sige eller spørge til.”

Kunsten at få folk til at læse

Moesgaards praksis pendulerer bl.a. mellem tekst og billede. Tegningen (Af)magt skildrer en demonstration, hvor teksten på demonstranternes skilte og bannere fremstår tydeligt. Man kunne tro, at kunstneren er interesseret i sprogets materialitet, i skriften og det grafiske og i teksten som et billede.

”Jo, det er jeg helt sikkert. Teksterne i Markens tekst er også billeder. Men det handler i mit arbejde med tekst om det modsatte: Et ønske om at få folk til rent faktisk at læse teksterne. Tekst bliver hurtigt til en overflade, men hvordan kan man arbejde med den, så den rent faktisk bliver læst? I Markens tekst er det derfor også tydeligt en krop, der læser, fordi den bliver nødt til at bevæge sig mellem stofstykkerne for at få adgang til teksten.”

Poesien og den læsende krop bliver en modstandskraft måske. Men hvad tænker kunstneren om politiske bannerparoler og forholdet mellem tekst og billede?

”Jeg har et ambivalent forhold til parolerne. Der er noget utilstrækkeligt i parolens form. Med parolerne kommer teksten ofte ikke ind i mig eller bliver i mig. Den glider for nemt af. Og det til trods for, at jeg har stor solidaritet med det ytrede. Det har noget med sproget at gøre, tror jeg. Jeg ønsker, at sproget skal nærme sig kroppen mere, så det rent faktisk høres og findes.
Alligevel er forholdet mellem tekst og billede aldrig det, der sætter mig i gang. Jeg starter med nogle spørgsmål. Ting jeg ikke kan forstå eller ikke kan holde ud. Og så arbejder jeg med, hvordan man kan kombinere tekst og billede, uden at det ene træder mere frem end det andet”.

70’er æstetik

Nogle kunstkritikere har nævnt, at værkerne bærer et ekko af en æstetik fra 1970’ernes meget direkte politiske kunst, men “det føles altid meget værdiladet, når det kommer op”, mener Moesgaard.

Som noget negativt?

”Ja, helt sikkert. Arbejdet omkring (Af)magt startede, fordi jeg heller ikke kunne holde billedet af demonstrationen ud. Men jeg kunne samtidig heller ikke holde ud at forlade det. Vi har en historie, vi bliver nødt til at forholde os til. Historiske billeder blander sig med nutidige billeder, når jeg har arbejdet med demonstrationen og protesten som billede.
For der er også demonstrationer nu. Det kan godt være, de er faldet ud af kunsten i dag, fordi det er usexet. Men vi har jo ikke har nogen alternativer. Derfor er billedet ikke forældet, selvom det måske fører ubehag med sig. Jeg synes, vi bliver nødt til at blive ved med at kigge på det og undersøge det. Også igennem kunsten”.

Moesgaard svarer selv på det spørgsmål, jeg formulerer i mit hoved, inden jeg når at stille det:

”Men er det nostalgisk? Jeg kan misunde min forældres generation, at de var unge på et tidspunkt, hvor de sammen troede på noget. De var overbevist om, at tingene kunne forandres, og at de kunne være med til det. Jeg ønsker mig ikke tilbage, men jeg forholder mig til det, og vil gerne lære af deres erfaringer. Ikke mindst det, der ikke virkede, og som vi stadig kæmper med. For eksempel alle de stemmer, som ikke bliver hørt.”

Moesgaard står ved at holde af det nære. Dér hvor kroppen, det hverdagslige, det kollektive og det politiske har et skæringspunkt, og kunstneren er meget inspireret af queer- og feministisk kunst.

”Jeg er draget af det ikke-hotte, jeg prøver ikke at være on time. Jeg er ikke interesseret i den temporalitet, og jeg kan ikke finde ud af at være på Instagram. Jeg er mere til trav som tempo. I den kunsttradition, jeg interesserer mig for og føler et slægtskab med, ligger derimod en kollektiv praksis, og den indeholder sine egne temporaliteter”.

Kunst og aktivisme

Men hvordan forholder kunst og aktivisme sig så til hinanden for Moesgaard?

”Det er to væsensforskellige ting. Jeg forventer ikke, at kunsten skal kunne noget specifikt, mens aktivismens mål vel er forandring. Kunstens rolle er måske at være et sted til at mærke og tænke. Kunsten kan for eksempel være med til at tænke over mulige fremtider eller ubehaget ved bestemte billeder. Og så tror jeg, at man som kunstner kan lære meget af at indgå i fællesskaber og få prikket lidt til det ego, der kommer af hele tiden at være afsender og auteur”.

Dyrene forsvinder

På udstillingen Og planterne kravler mod toppen finder man også videoværket, Det er et jeg der taler (Regnskabets time), som er et samarbejde med forfatteren Lone Aburas, og lydværket Stedfortræder #1, et samarbejde med billedkunstner Misja Thirslund Krenchel.

Derudover er udstillet en serie af papirklip med kendte eksempler fra børnelitteraturen som fx Ronja Røverdatter, Den store Rævebog og Kaskelotternes sang. Men i Moesgaards versioner er næsten alle dyrene forsvundet. Der er bare en tom plads, som peger på, hvordan dyrene har en meget tæt rolle i forhold til vores forestillingsevne og i vores kulturhistorie.

”Ja, dyrene er blevet til hvidt papir. Jeg læste i dag i bogen Arts of living on a Damaged Planet af Nils Bubandt. I indledningen står: ‘Landscapes are haunted by the past lives’. Måske er det også det, der er på færde i papirklippene. At dyrene spøger, og det er måske en god måde at tænke om det på.”