Moderne kønskrampe

Kuratoriske tanker kan både forsimple og lukke op for historiens komplekse forhold. Blomsten og cigaren. Moderne kunst fra ARoS er et aktuelt eksempel på det første.

De fleste udstillinger om og med moderne kunst handler typisk om en kunstnerisk bevægelse i starten af det 20. århundrede, hvor kunstens rum indtages af både store utopier, erkendelsens grundformer og ikke mindst konceptuelle eksperimenter.

Fra motiv til verbum
I modernismen var kunsten ikke længere optaget af motivet, spejlingen af det man så og ville se. Kunsten satte pludselig udfordrende spørgsmålstegn ved både, hvad og hvordan man så i en samtid i ny høj fart, og helt centralt; sin egen tilblivelse.

Fra at være optaget af sit motiv, blev kunsten nu optaget af sit eget verbum: at blive og agere kunst.

Derfor er denne udstilling af modernistisk kunst også et paradoks, da den netop retter fokusset mod motiver i og reaktioner på kunsten og ikke praksisserne. Blomsten og cigaren lukker ikke op til de store modernistiske tanker, men skildrer motiver og forskrækkelsen ved den ukontrollable fremtid hos en lille nation.

En reaktionær modernisme
Blomsten og cigaren præsenterer ikke en modernisme i fuld fart fra 1908-1941.

Den præsenterer snarere en dansk kunstscene, der halter gevaldigt efter den centraleuropæiske kunst (ca. 30-40 år i følge de stilistiske, komparative undersøgelser, som udstillingen opstiller med bl.a. Paul Cézanne og Vincent van Gogh).

Og ikke mindst; en periode i dansk kunst, der er i konflikt med sin samtid, hvor nybrud er trusler og normer er noget, der skal overholdes.

Titlen dækker altså ikke over en tematisk betragtning i kunsten, men en konsekvens i tiden, hvor bl.a. kønsrollerne var i markant skred, men blev holdt desperat sammen af meningsdannere på og omkring den danske kunstscene.

Og imens samtiden og kunstkritikken stemplede den nye kunst som kvindagtig, blev de kvindelige kunstnere endelig udstillet for siden at blive sat på plads af deres mænd og mandlige kolleger. Det er fortællingen, groft skitseret.

Vi møder værker af Christine og Sigurd Swane, Harald Giersing, Vilhelm Lundström, Edvard Weie, Olaf Rude, Franciska Clausen, Ebba Carstensen, Karl Isakson, Carl Jensen, Jens Adolf Jerichau, Svend Johansen, Albert Naur og Willian Scharff, og der skal lyde stor ros for at sætte disse ind i en samtidig kontekst med både musik, fotografi og udklip fra tidens skrifter og ikke mindst kunstkritik.

Et udfordret køn
Lundström viser sig som en hårdnakket frontløber i den danske modernisme, hvor forenklingen, formundersøgelsen og opgøret med illustrationen drev ham.

I samtiden blev sådanne nybrud stemplet som uskønne, kompromitterende og kvindagtige (bl.a. af Politikens Knud Pontoppidan).

Men drevet af samme samtidsfrygt smider Lundström selv konens, kunstneren Yrsa Hansens, staffeli og oliefarver ud af togvinduet på bryllupsrejsen:

“Der er sgu kun plads til een kunstner i familien. Så vidste hun det,” forklarede han senere.

Imens bliver det pointeret, at Franciska Clausen er en kvindelig kunstner, der aldrig trådte ud af skyggen – heller ikke den kunstneriske – fra sin franske partner gennem flere år, verdensstjernen, Fernand Legér. Disse forbliver anekdotiske fortællinger og betragtninger fra historien.

Som du sikkert fornemmer vikler samtid, køn og kunst sig gevaldigt sammen uden dog at skabe dybere refleksioner eller diskussioner.

Vi ser en række fine indslag fra den danske modernisme af især Lundström, Giersing og Clausen. Men en interessant diskussion med fokus på modernismens kunst udebliver.

Den manglende seriøse udfordring af kønstematikken ender i undertegnedes øjne med at reproducere nogle forsmåede mænd og objektificerede kvinder.

Køn og kunst – det er ikke sjovt
Det eneste værk, hvor kønstematikken bliver både specifik, interessant og en smule sat på spidsen i kunsten, er i Harald Giersings værk Tre Damer i sort (1922).

Tre kvindeskikkelser (Giersings søstre) antager karakter af en mørk ansigts- og udtryksløs hær med lange sorte gevandter, køligt iscenesat med store, mørke øjenbryn i grå-sort setting.

Et billede tømt for den lidenskab og ømhed, man normalt ville portrættere sine søstre med. Muligvis et forsøg på at skildre en tid og et køn i opløsning eller ligefrem bitter kamp.

Blomsten og Cigaren er ligesom forgængeren fra ARoS kurateret af (dr.phil) Lennart Gottlieb, den nok stærkest profilerede modernisme-ekspert, når det gælder den danske kunst.

Og tag ikke fejl; den viden, der ligger bag de  to udstillinger, er omfattende.

Men Dr. Gottlieb og Gl. Strand er tydeligvis så optaget af at sælge stoffet, at der skulle seksuelle associationer til for at genoplive både blomsten og cigaren.

Men det mest opsigtsvækkende er, at man i 2013 synes, at køn er en interessant vinkel, når man vil behandle og formidle modernismens kunst (nu går jeg så ud fra, at det er kunst den handler om).

Datidens kvababbelser ved den abstrakte og i nogles øjne kvindagtige kunst er logisk nok ret håbløse med et nutidigt blik. Men man spørger også hurtigt sig selv: Er det overhovedet interessant for et nutidigt blik? Næ, og det er udstillingens lidt underspillede humor sådan set heller ikke.