Modsætningerne mødes

Peter Rune Christiansen hører støjrock for fuld volumen i atelieret, hvor alting flyder. På den anden side af gangen rydder Simon Lindhardt pertentligt op, for han tænker kun klart, når der er rette linjer. Hvordan laver sådanne kunstnere en fælles udstilling? Det kan du se i Kunstpakhuset i Ikast.

Spredt i udstillingsrummene udspiller der sig en række scener, hvor forskellige værkkonstellationer danner en form for dramaturgi. I et hjørne tegner en knaldsort ramme en skarp figur på væggen, mens et vaklende forløb af teltstænger bølger ud på gulvet. Et stramt billede med stribeformede lameller og klare halvcirkler modsvares af et ekspressivt billede, hvor ‘malingen’ nødtørftigt hænger i tykke pølser fra lærredet.

På en gang forekommer scenen logisk og sammenhængende, men samtidig er der tydeligvis tale om et møde mellem to væsensforskellige verdener.

Simon Lindhardt og Peter Rune Christiansen, der står bag den aktuelle udstilling i Kunstpakhuset i Ikast, har i fem år haft atelier ved siden af hinanden i Kreuzberg, Berlin. På mange måder er de hinandens modsætninger:

Christiansens billeder er ekspressive og organiske, ikke sjældent bygget op af et tykt lag materiale, der er smurt, sprøjtet eller kastet på fladen, mens Lindhardts billeder er nøje komponerede og består af skarpe linjer og rene overflader.

Interobjects
Trods vidt forskellige tilgange og udtryk har de brugt hinanden som sparingspartnere, og for et halvt års tid siden begyndte de at sætte værker sammen i Lindhardts atelier. I december resulterede det i en lille visning i Berlin – og nu præsenterer de så en fælles udstilling i Kunstpakhuset i Ikast.

“Vi kalder udstillingen for Interobjects”, forklarer Simon Lindhardt, da jeg møder de to kunstnere et par dage før åbningen. ” Og vi kan starte med at sige, at vi er to individuelle kunstnere, der udstiller. Interobjekts skal så forstås som det, der sker mellem os som kunstnere og mellem malerierne og skulpturerne, som vi her taler om under ét som objekter eller genstande”.

Fysikken og kroppens tilstedeværelse er et fælles omdrejningspunkt i udstillingen, selvom dette forhold angribes på meget forskellige måder. Mest åbenlyst hos Peter Rune Christiansen som blandt andet deltager med en række små malerier, hvor han med en flødesprøjte i een flydende bevægelse har påført lagene af ‘pølser’ bestående af binder, kridt og pigment.

Telepatisk transfer
“Jeg er jo klart mere ekspressiv og organisk og investerer mig mere direkte fysisk i værkerne end Simon”, fortæller Peter Rune Christiansen.

“Men baggrunden for værkerne er også en optagethed af, hvor jeg kommer fra, og spørgsmålet om man udover DNA – i en slags formdannende og telepatisk transfer – også arver evner, handlinger og tankestrukturer, som biologen Rupert Sheldrake foreslår?”

“Min morfar var bager, og jeg har brugt en flødesprøjte til at lave mine billeder, der i øvrigt også imiterer andre håndværk som broderi, keramik og fletværk. Det handler jo ikke om kager, men mere om de bevægelser, jeg udfører med kroppen”.

På gulvet står der en trommepedal med et påmonteret kornneg: ifølge Christiansen en reference til lyden af det at gå igennem sin barndoms kornmark såvel som til sin fortid som en – efter eget udsagn – “utrolig dårlig trommeslager”.

Desuden er der de organiske formationer af teltstænger, omviklet med samme materialesubstans som malerierne og et par flettede bordskånere bearbejdet med en elektrisk mejsel.

Noise og orden
“Jeg har ofte arbejdet med noisemusik på fuld volumen i mit atelier og tidligere var mine værker meget mere støjende. Her er det blevet mere meditativt og at udstille sammen med Simon betyder jo også, at det ikke handler om at brillere selv, men om at give plads”.

“Jeg synes vores ting er udtryk for en rigtig god modsætning, som supplerer hinanden”, tilføjer Simon Lindhardt. “Også selvom vi i vores ‘minds’ er meget forskellige. På atelieret flyder det hele inde hos Peter Rune, mens jeg er næsten neurotisk ordensmenneske. Jeg kan ikke tænke, hvis der ikke er rene linier”.

Et portræt af et maleri af et maleri
Vi står foran et hvidt billede af Simon Lindhardt, som kan aflæses som ‘en skjorte’ eller som et monokromt hvidt billede, som er skåret op og foldet ned i to trekanter foroven, så det rå lærred blotlægges bagved. I modsætning til Lucio Fontana, som i 1960’erne skar fysisk i lærredet, opnås effekten her via ‘et illusionistisk trick’. Ud af det opstår der noget næsten filosofisk/surrealistisk a lá Magritte, men samtidig er det stadig hardcore abstrakt maleri.

“Jeg arbejder jo med udgangspunkt i det abstrakte maleri med billedet versus formen”, fortsætter Simon Lindhardt. “For mig at se er billedets potentiale, at det har en ekstra, tredje dimension, som nok er en illusion, men at denne dimension kan være der eller ikke være der”.

“Udstillingstitlens  “Inter” kan også forstås i betydningen ‘at entrere’ ind i noget. I forhold til maleriet taler man ofte i overført betydning om, at man ‘træder ind’ i et maleri. Det er en måde at forstå et maleri på som noget, der også er en genstand, et objekt – og på den måde kommer man tilbage til kroppen”.

“For mig er billedet her ‘et portræt af et maleri’, selvom det lyder lidt corny. Det handler om essensen i maleriet, og maleriet har så fået ‘en sjæl’. Men det er samtidig også en krop, idet en skjorte jo refererer til en krop. Og igen – en krop er et objekt”.

I udstillingen optræder en række af disse billeder, der står og vipper mellem illusionisme og objektkarakter.

Kommer halvcirklerne eller trekanterne ud mellem de lodrette lameller eller træder de snarere ud fra lærredet i en form for fysisk tredimensionalitet?

Desuden er der tre ‘croppede’ rammer, der hænger som klare skulpturelle objekter på væggen og peger på de billeder, der ikke er i rammerne.

Det er således absolut modsætningerne, der mødes i Ikast, men har man gået op og ned af hinanden i fem år – ja så influerer man måske alligevel hinanden?

Det er udstillingen i hvert fald et konkret eksempel på.

Se flere billeder fra udstillingen ved at klikke på et af billederne.