Møde mellem moderne mestre

Dialogudstillinger, hvor kunstnere sættes sammen, er en megatrend i den globale museumsverden. Måske er formen aldrig set mere eftertrykkeligt end ved Munch Museum i Oslos program +Munch, hvor den norske mester sættes direkte sammen med en anden kunstner over hele museet.

Det går ikke stille af. Først var Munch parret med Bjarne Meldgaard (1967-), en provokerende norsk kunstner, der dyrker et antiæstetisk udtryk og temaer som død, sex og det sygelige. Ifølge museet gav det publikum mulighed for at føle det ubehag og chok, som Munch foranstaltede i sin samtid som i en reenactment af affekt.

Nu er turen kommet til et mere klassisk valg fra allerøverste hylde i skikkelse af Van Gogh igennem et samarbejde med Van Gogh Museum i Amsterdam.

En større ”blockbuster” kan ikke tænkes ved mødet mellem verdens måske to højest prissatte (og oftest reproducerede) kunstnere, som næppe vil kunne ske igen. Og som enhver, der har været på Munch Museum vil vide, er sikkerheden her oprustet til at huse selv Van Goghs prisklasse med visitationer og detektorer.

Myter med parallelt udgangspunkt
Når man er igennem dette overgangsritual, er man klar til mødet mellem to af hele den moderne kunsts fædre og myter. Alene navn og signatur siger dette: Van Gogh+Munch, der som et ekko på skilte leder ind til de dyrebare værker. På tilsvarende vis er første rum helliget to selvportrætter, begge klart som kunstnere med paletten i hånden og blikket rettet på motivet – er det beskueren, som rammende skal udlægges af de måske største auramalere?

Efter denne prolog går udstillingens første halvdel kronologisk til værks: Begge startede med at male omkring år 1880 og var inspirerede af tidens realistiske strømning. Udstillingen kan overlegent illustrere udgangspunktet ved et udvalg af værker af blandt andet Jean-Francois Millet og Christian Krogh og sætter således kunsthistorisk perspektiv selv på sine to enere.

Van Gogh maler i tidlige år de fattige bønder og deres omgivelser – på en god måde bliver det ikke mere brungråt. Kartoffelspiserne fra 1885 er et kendt eksempel på dette, som bliver ved med at ramme, uanset hvor ofte det er set gengivet. Imens maler Munch mere urbane billeder, dog med motiver af verden, som den var med slidte arbejdere og huse eller den afklædte kvinde i skandalebilledet Morgen fra 1884. Modsat Van Gogh var Munch succesfuld og del af Oslobohemen: Det moderne livs selvbevidste malere.

Til Paris på vej mod berømmelsen – eller glemslen
Som ambitiøse, moderne kunstnere tog begge til Paris og så, følte og tilegnede sig impulser som impressionismen og japanske træsnit. Igen kan udstillingen overlegent inkludere Edouard Manet, Henri Toulouse-Lautrec og George Seurat i præsentationen.

Herefter skulle det som bekendt gå dem vidt forskelligt: Van Gogh vandt ikke anerkendelse og tog sit liv i 1890 efter ti års arbejde, som sikrede posthum plads som geni, fornyer og inspirator. Munch fik succes, særligt i Tyskland, hvor han boede, indtil han i 1909 vendte tilbage til Norge og her trådte ind i en position som den unge nations store mester. Udstillingen er således en illustration af kunstnerskæbner og eftertidens vurdering og videreskrivning af kunstens betydning og værdi.

Munch levede langt længere end Van Gogh, som han beundrede, men sandsynligvis aldrig mødte.

Ved siden af den samtidige parallelitet er der således et element af kunsthistorisk inspiration og indflydelse: Munchs værk har Van Gogh i tankerne og arbejder videre med impulser herfra. Samtiden så i øvrigt slægtskabet, og den tyske skribent Julius Meier-Grafe skrev om dem begge som moderne mestre i sin Entwicklungsgeschichte der modernen Kunst (Den moderne kunsts udviklingshistorie i 1904).

De blev også flere gange udstillet sammen, blandt andet på en stor udstilling i Köln i 1912, hvilket Munch udtrykte sig meget beæret over. De delte i øvrigt også skæbne ved at blive erklæret ”Entartet” af nazisterne i 1937. Siden har den store individuelle berømmelse vel sagtens forhindret sammenstillinger: såvel Van Gogh som Munch har simpelthen været i for høj kurs og dyrket som enere for dyre og celebre i sig selv og næsten sat uden for kunsthistorien i kraft af deres populære cirkulation.

Kunsthistorisk og sensorisk overbevisende forening
Sammenstillingen i udstillingen får Van Gogh og Munch tilbage i og ikke udenfor kunsten. Det er en væsentlig præstation i en sober og meget kunsthistorisk saglig udstilling (tænk på de ovennævnte inspirationspanoreringer), der betjener sig af forskellige kuratoriske perspektiver. Først introen af enerne, så en kronologisk præsentation af den parallelle start, vægtigt suppleret af de fælles inspirationskilder.

I den efterfølgende afdeling foretager udstillingen et skift til et tematisk baseret fokus på tværs af kronologien. Her er aspekter som form, farve og lys og fortolkningen af tilværelsen overskrifterne for sammenstillingen. Dette er udstillingens kerne, hvor pointen med at sætte de to sammen skal stå sin prøve, ud over det rent kunsthistoriske.

Og det lykkes – naturligvis, fristes man til at sige – med den kraft, værkerne besidder og de oplagte ligheder, de to ekspressive pionerer har. Begge kunstnere formåede at forene skildringen af de mest udspændte sindstilstande, nærmest materialiseret på lærredet, med stor skønhed. De forenede det indadvendte i skildringen af følelser og sindstilstande med en yderst varieret motivverden, fra store panoramaer til en enkelt stol, og stort set alle vejrlig og landskabstyper. Foruden variation i medier og teknik fra oliemaleri til grafik og tegning. Alt sammen med umiskendelig stil.

Det er nærmest overflødigt at nævne enkelte værker. Udstillingen benytter to værker af stjernenætter som coverbillede og stemningsfuld afslutning. I dette matchende tilfælde er der over 30 års forskel på Van Goghs maleri af stjernerne over den franske Rhone-flod fra 1888 og Munchs stjerner over et snedækket norsk landskab fra 1922-24. Hermed kan udstillingen delvist ses som en respons fra Munch til Van Gogh.

Den eneste del af udstillingen, som ikke synes fuldt udfoldet, er et rum dedikeret til kunstnernes større værkserier. Munchs Livsfrise er velkendt og også Van Gogh så en række af sine værker som del af samme serie, som skulle udstilles sammen som en enhed af forskellige udsnit af verden. Udstillingen samler dog kun et par udpluk af disse større sammenhænge – her havde man forventet mere i en udstilling af denne kaliber!

Ingen sensationer i den oplagte idé
Udstillingens kuratorer fra de to kunstneres respektive museer erkender, at det ikke har bragt sensationer eller radikale revurderinger med sig at sætte udstillingen sammen og dette kan man følge i præsentationen, der udspiller sig i et enkelt interiør af blå vægge. I stedet giver det hele god mening som den simple, ligetil idé, der viser sig at holde hele vejen (understøttet af de to eneste museer, der overhovedet kunne realisere udstillingen).

Hvis dialogeksperimentet blev indledt med et kontroversielt langt kast fra Munch til Meldgaard, er det nu videreført med en udstilling, der rammer stærkt og bredt. De næste udstillinger i rækken +Munch vil sammenføre Munch med Gustav Vigeland senere i år og i 2016 Robert Mapplethorpe, Jasper Johns og Asger Jorn. Formatet – og Munchs spændvidde – bliver altså grundigt gennemprøvet. Munch Museum flyttes i 2020 til en ny bygning, tæt ved operaen på Oslo havn. Måske eksperimenternes tid skal ses i lyset af denne nye rammesætning af Norges globale malermyte.