Møder i ord og lys

Jegtænker mig et under – lyder det klart og tydeligt ud i landskabet. Sætningener en linje fra 2. strofe i Inger Christensens digt LYS, indtalt her på Samsøaf en lokal kvinde tilbage i juni måned.

Stemmer fra Østjylland
I alt 758østjyder har læst en strofe af digtet op i det lille lydstudie i campingvognen,som billedkunstner Elle-Mie Ejdrup Hansen og hendes hjælpere i sommer kørterundt til arbejdspladser, skoler, institutioner og torve i Østjylland.Efterfølgende har komponisten Marie Højlund og programmør Søren Lyngsø Knudsentransformeret alle de indsamlede stemmer og lydoptagelser ude fra landskabernetil et musikalsk lydværk, der kommer ud af de 24 højttalere, der i aften erstillet op i en lavning på Issehoved, Samsøs nordligste spids.

Når det drejersig om komplicerede lys- og lydinstallationer i naturen, er Elle-Mie EjdrupHansen den kunstner i Danmark, der har størst erfaring. Nogen husker stadighendes monumentale Fredsskulptur fra 1995, der strakte sig langs helevestkysten. Det var et værk, der gav røre i andedammen, men vakte respekt ude iverden.

Ligesom denganger en vigtig del af kunstnerens arbejdsmetode at samle en ekspertgruppe omkringtilblivelsen af værket. Så når stemmerne i LYS – landskab og stemmer i Østjylland – trods strid blæst over Issehoved- fremstår rene og klare, skyldes det samarbejdet mellem programmører, lyddesignere, komponisten, højttalervirksomheden Dynaudio,Dansk Video Center (DVC) ogmaskinfabrikken RIVAL.

Værketfolder sig ud
Publikumindfinder sig i små grupper fra 18-tiden, og mens det stadig er lyst, kredserfolk mest rundt i området ved højttalerne. Nogle er kommet for at finde deresegen eller kollegaernes stemmer, andre slår sig ned i bakkerne inden forhørevidde og lytter til digtet, der gentages, varieres og samples. Stemmernetaler på skift i højttalerne, sammen, forskudte eller i kor og efter et stykketid vibrerer ordene med næsten hypnotisk klarhed.

Med til værkethører selvfølgelig Elle-Mie Ejdrup Hansens signatur: en lyslinje i form af engrøn laserstråle. Den er placeret oppe på bakken bag os, men er knap synlig påhimlen endnu.

En grøn bue over landskabet
Men mensstemmerne reciterer, går solen ned, tusmørket faldt på, og lysstrålen træderfrem i landskabet. En skarp grøn streng, der strækker sig over lavningen medhøjtalerne, ud over bakkerne og forsvinder i vandet et sted langt ude baggrenen.

Det er også itusmørketimen, at man for alvor bliver opmærksom på lyset, der tænder ogslukker i højttalerne. LED lysene tændes i den højttaler, hvor der siges noget,og de slukker igen, når stemmen holder pause eller stopper helt. Nogen gange erder kun lys i en enkelt højttaler, andre gange er der lys i flere, underomkvædet blinker de alle 24.

Der kommer stadigflere mennesker, familier, unge, teenagepiger, der holder hinanden i hænderne,for mørket lægger sig hurtigt. Laseren får mere og mere magt, og nogle læggersig i græsset mellem højttalerne og ser op i det grønne lys.

Mod det uendelige
Det føles, som omdet går fra mørkt til buldermørkt på et øjeblik. Pludselig er alle konturervæk, og lyslinjen ændrer sig fuldstændig. Den før så snorlige streng hvælversig op i en gigantisk bue over landskabet, og pga. af lidt lavtliggende tågebliver strålen lysere, tykkere – næsten ulden og håndgribelig. Men oven overtågen er himlen helt klar, og stjernerne myldrer frem, og med stjernehimlen sombaggrundstæppe sprænger værket ud af sin horisontale ramme og stiler moduendeligt. 

Som på tælling vandrer vi ud i landskabet med lyslinjeni en blød bue lige over vores hoveder, væk fra lavningen op over bakkerne forat se lyset forsvinde i havet.

Bagefter går vitilbage mod lavningen i tæt, tæt mørke. Stjernerne er igen skjult bag letteskyer, laserøjet blænder oppe i bakken, og vi kan ikke se stien foran os.Hjertet slår hårdt, men falder straks til ro, da jeg igen får øje påhøjttalerne, der lyser og blinker som små fyrtårne i lavningen. Og lige da vikommer indenfor hørevidde, siger en mørk, rolig mandestemme: hjertet er en lygte…

En følelse af fællesskab
LYS landskab og stemmer peger således påspændingsfeltet mellem det synlige og det usynlige, på landskabets storhed og den underliggende fælles identitet. Og værket har mange åbninger: Hvad enten man vælgerlyslinjens konstant, stemmernes dynamik, ordenes betoning og betydning ellerlandskabets fortælling som indgang, finder de fleste intuitivt ind i det fællesrum. Og der bliver de- i timevis. 

Ingrid Lankstead,afdelingsleder i Samsø Kommune glæder sig også over den store lokaletilslutning. Hun anslår, at mellem 4-500 mennesker er taget herop denne mandagaften – og det er mange på Samsø.

Det præcise antaler svært at afgøre – for selvom man hører, der er folk derude i terrænet – kanman ikke længere se dem. Kun rygtet om et tiltagende parkeringskaos oppe bagbakkerne – ja, hele vejen til Nordby er det håndgribelige bevis på, at derstadig befinder sig mange mennesker på Issehoved.

“Jeg skulle nokhave indkaldt hjemmeværnet,” konstaterer Ingrid Lankstead tørt. Ved siden afstår hendes veninde, også hun har fået noget at tænke over – dog ikkelogistikken:

“Ordene og lysetrører ved noget indeni, som man ikke anede,var der,” siger hun. Og selvom jeg kun lige kan skimte hende, kan jeg høre påstemmen, at hun er bevæget. Det slår mig, at mørket har udvisket grænsenmellem os.

Værketskaber et vi
Elle-Mie EjdrupHansen selv er fuldt bevidst om det fællesskab, værket skaber:

“LYS – landskab og stemmer er fuldstændig forankreti Østjylland. Inger Christensen skrev digtet i Knebel, og det er de folk, derlever ude i de seks områder, hvor værket vises, der har indlæst digtet. Det erogså de lokale, der dukker op i aften som publikum. Det vi, der opstår mellem dem og værket, åbner for samtale – både omværket, men også om livet og hverdagen, og det er jeg som kunstner meget rørtover,” siger hun.

Der er stadigmulighed for at opleve Elle-Mie Ejdrup Hansens og Marie Højlunds poetiske lys-og lydværk en aften i Grenå og på Trehøje – men så er det også slut.