Mørket findes
Per Bak Jensen viser endnu engang, med udstillingen Skjult på Sorø Kunstmuseum, at skønheden findes. Selv dér hvor mørket hersker.
Per Bak Jensen viser endnu engang, med udstillingen Skjult på Sorø Kunstmuseum, at skønheden findes. Selv dér hvor mørket hersker.
Kan Per Bak Jensen overhovedet lave flere billeder af marginale steder? spørger man sig selv på vej vestover ad motorvejens brede kurver. Har den gode kunstner ikke snart været overalt og har kastet sit søgende blik på alverdens udørkener og oversete objekter? Hvor mange visuelt fristende udkantsområder, VVS-rør, haveslanger, lifte, plastikomvundne halmballer og afspærringstape, som dirrer i vinden, er der tilbage?
Samtidig kan man se fotografier fra de seneste 10 år, som hænger på side- og endevæggene. I den forstand fører kunstneren en dialog med sig selv, som han betragtede verden tidligere.
Fraværet som invitation
Der er sat nogle prosastykker op for enden af de tykke vægge. De er skrevet af forfatteren og billedkunstneren Ida Marie Hede Bertelsen, men jeg synes, de forekommer overflødige og ude af takt med fotografierne. Billederne kan mageligt stå alene og klarer sig faktisk bedre uden ledsagende ord, der afleder vores egne associationer.
Hvis det endelig skulle være, ville jeg have foretrukket Per Bak Jensens egne tekster. Han skriver og tænker klart og inspirerende.
Ved indgangen møder vi det forunderlige billede Skitse, kridhvidt og med nogle underlige fjerlignende ting ude i siderne, men kigger man grundigt efter, så er det et egentligt fraværsbillede. Her har Per Bak Jensen stillet ind på en hvid væg, hvor der en gang har hængt noget – vi ved ikke hvad, måske et billede? I virkeligheden er ”fjerene” nogle støvede tråde fra gamle spindelvæv. Med dette fraværsbillede inviterer han os ind i sin verden og siger til os, at vi skal bruge vores egen fantasi, når vi går ind i udstillingen.
En dør ud
Af de nye fotografier, som berører mig mest, kan nævnes The Road, Before the Darkness og The Garden of Monet. Det første forestiller en skovvej på en mørk og fugtig efterårsdag, hvor det gule løvfald ligger spredt på vejen. I hele for- og mellemgrunden er der mørkt, men for enden af vejen skimtes lyset bag nogle smalle træstammer. En lille dør holdes åben til slut. Er det mon døden, som fremstår som et lys for enden af tunnelen?
I Before the Darkness ses nogle visne planter og strå, som tegner deres sorte, krogede silhuetter op mod den urolige vinterhimmel med en lysende sky, som giver hele motivet et uhyre melankolsk drag. Planten længst til venstre ligner en korsfæstelse. Her genkalder man sig Henrik Nordbrandts sorgmuntre efterårsdigte, hvor hånden skælver, og man gør klogt i at slukke lyset inden lukketid. I The Garden of Monet, som er taget i kunstnerens have i Giverny, bliver vi hverken vidner til de blomstrende åkander eller hængepilenes spejlinger i vandoverfladen, som vi har set så ofte hos Monet. Nej, Per Bak Jensen fokuserer på øer med andemad og smattede åkandeblade og nogle dystre skyer, som reflekteres i vandspejlet. Per Bak Jensen viser i sine nye værker, at skønheden findes, også hvor mørket hersker.
Disse mørke billeder har Per Bak Jensen frembragt efter at have levet et stykke tid i dødens skygge: Han har på det seneste kæmpet mod en livstruende sygdom, som han dog heldigvis nu er kommet sig over.
En udstilling i mol
Vi har længe vidst, at Per Bak Jensen er en af vores mest interessante fotokunstnere og en pionér inden for feltet. Også at han er en eksistentielt søgende gemyt, der snarere end at dokumentere eller tage stilling laver allegorier og digter med sit kamera. Begge dele bekræfter han endnu en gang med udstillingen på Sorø Kunstmuseum.
[Billede:1,4]
Det er ikke ligefrem nogen munter udstilling. Anslaget er i mol, og der er meget mørke, død og forfald på færde i billederne, som passer så godt til det dystre, grå rum uden dagslys. Men hans nye fotos er intet mindre end gribende, hvis man investerer tid på at studere dem og reflektere over dem. Man går ikke upåvirket fra Sorø Kunstmuseum. Billederne pirrer fortsat både tankerne og følelserne længe efter besøget.
Da Per Bak Jensen gik på pension for nogle år siden, fik han pludselig hele dagen til rådighed til sin kunst. I mange år var han lektor ved Fotografisk Laboratorium, og han har præget et stort antal fotograferende kunstnere, ligesom han har inspireret mange andre unge billedkunstnere, der lagde vejen forbi hans skole.
Heldigvis har han fortsat nogle aftaler med ukendte steder. Han kan se skønheden i det marginale og lægge en betydning i det mest usle stof og materiale. Mette Sandbye, der har skrevet en meget indsigtsfuld katalogtekst, skriver bl.a. om Per Bak Jensens kunst, at han ”opfatter alle steder som verdens centrum, ligesom alle blikke rummer betydninger og erkendelser, hvis vi bare gider åbne os selv for det.”
Sagt på en anden måde giver han os verden tilbage i sine på en og samme tid nøgternt-registrerende og gådefulde fotografier, der forsøger at vise os en skjult parallelverden, som udstillingstitlen antyder.
Tilstanden kunst
Per Bak er bestandigt på rejse ind i den tilstand, som han kalder kunst, en særlig sensibilitet, som han af og til kan mobilisere: ”Jeg bruger fotografi for at kunne træde ind i tilstanden kunst. At interessere sig for kunst er en bestemt måde at være i verden på,” har han en gang skrevet. Han grubler fortsat over sin rolle som billedkunstner, reflekterer i serie efter serie over det at se, og hvordan vi gør det, og han ønsker stadig at afsøge ”hvor, hvorledes og hvorfor vi er her,” som han siger i en film på udstillingen, her citeret efter hukommelsen. Per Bak Jensen er således en filosoferende fotograf, der gerne vil dele sine spørgsmål med os andre og få os til at bruge hans billeder som anledning til at finde svar på dem.
Mange har – også fordi Per Bak Jensen går i kirke hver søndag og er gift med en præst – tillagt ham en kristen grundholdning, andre mener, at han er romantiker. Begge dele er både lidt rigtigt og lidt forkert.
Kristendommen udmønter sig ikke direkte i hans ikonografi, selv om han på en udstilling i 2011 på Gl. Holtegaard udstillede fotos af stederne i Palæstina, hvor handlingerne i Det ny Testamente fandt sted for over 2000 år siden. Ej heller er han en romantiker, der er på jagt efter et metafysisk kick, selv om hans udstillingstitler gennem tiderne godt kunne tyde på det: Stedernes væsen, Hengivne øjeblikke, Fremdragninger, Hjemfalden m.v. Men faktisk er han en meget nøgtern iagttager, for hvem overskridelsen af det dennesidige formidles via hans intensive fokus på materiens uendelige stoflighed. Overskridelsen er indlejret i det immanente (iboende), kan man sige. Samtidig sætter han sin egen og vores fantasi i gang og lader den gå i dialog med de mange billeder, vi kan hente frem fra vores store, indre billedbank.
Dybdeskarphed og lang eksponeringstid
Per Bak Jensens har ikke blot fornyet fotokunsten herhjemme, men har også gjort den vedkommende og væsentlig – og fuldt på højde med de ældre kunstneriske kategorier som maleri og skulptur. Han frisatte for mange år siden fotografiet fra alle dets forpligtelser i relation til at gengive det, der var engang. I stedet går han i dialog med kunsthistorien tilbage i tiden og lader sig som nævnt lede af sin fintmærkende sensitivitet over for stedernes særlige karakter og giver dem sprog.
Hans evne til at fremmane ’genius loci’ (stedets ånd) og lytte sig ind i rum er legendarisk, en evne som omsættes til fotografier med en sjælden dybdeskarphed. Han har forkærlighed for landskaber, ikke idylliske guldalderlandskaber, men det af industrien mærkede landskab, der er fyldt med spor efter menneskelig aktivitet. På udstillingen fortsætter han denne interesse med overraskende, nye motiver.
Så hvis vi skal svare på det indledende spørgsmål i denne anmeldelse må det blive et klart ja.
