Mohamed Bourouissa på Charlottenborg: Poesi først, dernæst oprøret

Hvad der let kunne være endt som budskaber i rammer, er blevet til en medrivende soloudstilling på Kunsthal Charlottenborg. Mohamed Bourouissa bringer opstanden fra de franske forstæder på museum, men ikke for at løfte pegefingre.

”Hara, hara!” lyder råbene i Marseilles gader. Politiet er blevet set, skynd jer væk. For en dagløn i omegnen af hundrede euro har kriminelle grupperinger i den sydfranske kystby rekrutteret helt unge teenagere til at holde udkig med ordensmagten. Spotter de betjentene, råber de så højt, som deres ivrige stemmelæber nu engang kan. ”Haaara, haraaa!” Advarslen svæver gennem de fattige kvarterer som indforståede sirener med kraftig sociolekt. Ufarligt er arbejdet ikke; bliver børnene taget i akten, regnes de for en del af det narkosalg, de beskytter – og dømmes derefter.

Råbene lyder ikke længere blot i Marseille, men også på Kunsthal Charlottenborg. Parisiske Mohamed Bourouissa har siden begyndelsen af sin karriere i de tidlige nullere haft et mål om at sætte fokus på de udgrænsede dele af samfundet, og de marseillanske lydord er med deres på samme tid konkrete og abstrakte karakter oplagt kunstnerisk materiale. Det er sprog reduceret til lyd, men også lyd ophøjet til socialt dokument.

Social virkelighed som konkret poesi

Gudskelov bedriver Bourouissa ikke velmenende kampagnekunst, men insisterer på materialets flertydighed. Styrken ved soloudstillingens auditive titelværk er netop, at man som lytter ender i en ubestemmelighedszone, mens man sidder i det store, hvide rum mellem to højttalere.

En let ustemt synthesizer spiller langsomme, bløde glidninger op- og nedad, som var der tale om politisirener med sænket frekvens og hastighed; i stedet for alarm signalerer det lydlige bagtæppe ro, en standsning af tiden.

Kendetegnende for Bourouissa æstetiserer han de vilde råb – der er indspillet i et studie til lejligheden – med rigt ekko, elegant rytmik og ru konsonanter i høj opløsning. Social virkelighed bliver til indtagende konkretpoesi, og da synthesizeren forvandler sig til et lyst, drømmende orgelpunkt, føles poetiseringen næsten provokerende.

Men så hører man igen de kraftige halsgrynt og fuldbårne råb, en fortrængt underklasse presser sig på midt i det gentrificerede drømmesyn. Om det er lyden af noget undertrykt eller noget forskønnet, virker lige så ubestemmeligt som synthesizerens stemning. Det er poesi før budskab.

Republikkens blinde passagerer

I mange år har tænkere talt om, at den helt fiktionsfri virkelighed er en illusion. At vi altid ser verden gennem farvede briller og forstår den ud fra de fortællinger, vi allerede kender.

De seneste års folkelige opstande har vist, at den pointe har bredt sig til store dele af samfundet, hvor man nu går til kamp mod ’narrativer’, det være sig mediernes, politikernes eller andre professionelle kommunikatørers.

Protesterne kan virke usædvanlige, fordi de sjældent følges af specifikke klassekrav og i stedet bekriger symboler. Det gjaldt også de franske forstadsoptøjer i 2005, som har haft en stor indflydelse på Bourouissas arbejde.

Dengang kaldte den senere professor i politisk kommunikation, Rasmus Kleis Nielsen, det et ”oprør mod Frankrigs symbolske orden”. De protesterende ledte forgæves efter repræsentationer af deres hverdag og erfaringer i den officielle fortælling om, hvad det ville sige at være fransk. Deres krav var ikke let afkodelige; hverken økonomiske, religiøse eller etniske forklaringer på uroen slog helt til. Man efterspurgte i virkeligheden noget ret udefinerbart: et nyt Frankrig, en ny verden.

Manglende repræsentation

Immigranten Bourouissa, født i Algeriet og fra femårsalderen opvokset i de parisiske forstæder, spejlede sig i de protesterende. Hverken medier, kunstverden eller modeindustri så under den herskende samfundsorden ud til at kunne rumme folk som ham selv, ræsonnerede han. Hvorefter han satte i gang med fotoserien Périphéries – navngivet efter Boulevard Périphérique, der afgrænser det centrale Paris fra arbejderklassen i forstæderne – hvoraf otte værker har fundet vej til Charlottenborg.

Til forskel fra den version af soloudstillingen, som fandt sted over sommeren i London, hænger de meterstore fotografier på Charlottenborg i en farvekoordineret, fortættet collage. Farvedybden og de ubesværet iscenesatte tableauer er imponerende, lige fra de afdæmpede situationer med klare fokuspunkter – gerne unge grupper af alvorlige mænd med opmærksomheden rettet mod samme sted – til overfloden af bevægelse i hovedværket La République: sortklædte forstadsmænd med posede bukser, der gestikulerer, går, stirrer og hiver i hinanden; trikoloren i fald, der tilraner sig opmærksomhed; den mørklagte boligblok bag de synlige og skjulte projektører; en falden mand.

Smil, tyveknægt, du er på

Lidt mere anonymt hænger Bourouissas første fotografiske serie, Nous sommes Halles, i udstillingens sidste rum. En række hverdagslige portrætter af fortrængt forstadsungdom i Lacoste-tøj fra en tid, 2003 til 2005, hvor Lacoste stadig havde mest hang til Oliver Bjerrehuus-typer på reklametavlerne. Kapitalismekritikken og den sociale repræsentation er al ære værd, men her savner jeg de modsatrettede dimensioner, som sidenhen har vist sig at være det, der får Bourouissas værker til at sitre.

Så hellere Shoplifters, den egentlig etisk uforsvarlige portrætsamling af butikstyve, man finder rundt om hjørnet på opstillede gittervægge. Forarmede borgere fra Brooklyn, der i et svagt øjeblik har neglet en pakke toiletpapir eller ferskner på dåse, har af en snarrådig butiksindehaver fået valget mellem politianmeldelse og at få sit Polaroid-afbildede koryfæ sat op bag disken. Værket sympatiserer ganske tydeligt med de langfingrede og imod det, Bourouissa andetsteds kalder indehaverens voldsudøvelse, men forstørrer i sagens natur selv overgrebet.

Her er der virkelig tale om traditionelle autenticitetsgreb. Ikke blot i form af funden kunst, som Bourouissa har affotograferet, men også skødesløs hverdagsteknik og forvirrede halvsmil, mens de portrætterede står foran overfloden af hyldevarer bag dem. Lige så meget som de luksuriøst stiliserede Périphéries-fotos udtrykker en underrepræsenteret virkeligheds berettigelse, kan det kornede og slørede være en strategi for det reelle; intet og alt er virkeligt.

Æstetisk disruption

Samme spænd mellem rigt håndværk og ligefrem amatørisme finder man i udstillingens to videoværker. Først det overdådige dobbeltskærmsværk Horse Day, der sammenblander dokumentation af et til lejligheden opfundet hesteskue i det fattige Strawberry Mansion-kvarter i Philadelphia med Tarantino-klingende scener fra en droppet cowboyfilm i samme område. Begge dele med sorte ryttere, eller ”horsemen”, som de foretrækker at kalde sig for at lægge afstand til Hollywood-myten om den hvide cowboy. Her er Bourouissa på sit højeste, hvad angår sammenfiltringen af fiktion og dokumentar; virkningen er til tider ekstatisk.

Og omvendt med Temps Mort på et undseeligt fjernsyn nær udgangen. Den pixelerede video er her optaget med telefoner i en længerevarende udveksling mellem kunstneren og en ung, fængslet mand. Dagen, natten, vinteren set fra en celle, akkompagneret af tekstbeskeder, hvor Bourouissa instruerer fangen i at dokumentere udsigten, grøden, trafikstøjen.

Man kunne sagtens have føjet en tredje video fra London-versionen til udstillingen, den korte Nasser, hvor Bourouissas onkel stammende læser sin fængselsdom op for kameraet, hvis man bedre ville illustrere balancen mellem det opulente og det tarvelige i den fransk-algeriske billedpoets udtryk.

Bedst når det sociopolitiske er drivkraft

Et af de nyeste værker, lydinstallationen Brutal Family Roots, er egentlig det, der fungerer dårligst på Charlottenborg. Men samtidig understreger det også bare, hvad der gør Bourouissa god. For installationen, der er én af snart utallige, hvor man omsætter elektriske impulser fra planter til uigennemsigtig lydkunst, er i modsætning til de øvrige værker ukarakteristisk abstrakt. Der mangler helt enkelt en troværdig og sanselig sammenhæng mellem planter, lyd og de utydelige tekstfragmenter i højttalerne, som overdøves noget af lyden fra de øvrige rum.

Bourouissa er bedst, når han med et helt konkret udgangspunkt indlægger flere æstetiske disruptionslag i sine værker. Altid med det sociopolitiske som drivkraft, men sjældent som løftet pegefinger. Måske kan man spørge, om ikke grundpræmissen er lidt omklamrende: at ville give de underrepræsenterede grupper en større værdighed ved at inkludere dem i kunstinstitutionen.

Øhm, tak? Men Bourouissa undslår sig egentlig den anke, når han insisterer på at lade det ubestemmelige være grundtonen i værkerne på Charlottenborg. Der er plads til forstædernes unge mænd (sjældent kvinderne, dog), men endnu mere er der plads til de besøgendes egen tolkning.