Monsundrømme

Aarhus har fået et nyt galleri med højt til loftet – bogstavelig talt. Gallerist Jacob Bjørn har lukket det lille (lavtloftede) Lunchmoney Gallery i Vestergade og er under eget navn rykket ind i det gamle Ceres bryggeri i rustikke og imponerende lokaler med mange kvadratmeter og stort swung. Det ligner en hel million eller mere.

At det er Jan S. Hansen, der med udstillingen Monsoon lægger ud i de nye rammer, er også lovende. Hansen, der er uddannet fra det Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2010, og har baggrund i graffiti miljøer, har allerede markeret sig vægtigt – blandt andet med soloudstillinger på nu hedengangne IMO – og demonstreret et vidtspændt repertoire, der folder sig ud i utallige medier og ofte ganske komplicerede (og betydningsdannende) teknikker.

Udstillingen i det gamle bryghus har taget titel efter et sæsonrelateret vejrfænomen, Monsunen: I den asiasistke sommertid blæser monsunvinden voldsomme regnstorme ind over kontinentet, hvilket giver livgivende vand til rismarker, men jævnligt også fører til oversvømmede byer. Det våde element har Hansen tidligere taget afsæt i i udstillingen H2O på IMO. I hans produktive gennemtygning bliver det en metafor for en uhåndgribelig flyden mellem abstrakte ideer og fysiske manifestationer.

Sådan er det også i udstillingen i Galleri Jacob Bjørn, der – på en gang konkret og særdeles abstrakt – flyder mellem skandinavisk efterår og indisk regntid, mellem indre og ydre, drøm og virkelighed, og mellem en nærværende, stoflig materialitet og det tempofyldte interface på skærmen.

I stueetagen er monsundrømmen materialiseret i en række diffuse, blålige billeder og i to installatoriske præsentationer. Billederne antyder et fortættet naturunivers – det kunne være junglescenarier, mudrede floder eller faldende regn. De har maleriske kvaliteter, men de er lavet af en maler, der ikke maler, men i stedet batik-indfarver sine lærreder og via en fotografisk teknik (cyanotype) skaber blueprints af fligede palmeblade. De indfarvede stoffer er desuden klippet op og sat sammen på ny. Det er omhyggeligt og ret nørdet udført, og Hansen har denne subtile og materielle optagethed af metoderne og af værkernes overflader.

Det er, som betragter man verden bag en regnvåd rude, hvor selve det duggede rudeglas og dybet bag den ikke lader sig adskille. Det store firedelte værk på galleriets endevæg bærer netop titlen Big Window. Det disede univers, der i bogstaveligste forstand er kemisk fremkaldt i disse billeder, har høj luftfugtighed, og der er noget eksotisk over scenarierne. Det er det fremmede set på afstand – og så alligevel ikke. Måske er man snarere helt tæt på, som befandt man sig inde i hovedet på den, der feberhedt drømmer om rejsen til monsunlandet.

Arnestedet for drømmen finder man så muligvis i det installatoriske senge-shelter med den slingrende titel Since The Discovery Of Fire It Hasn’t Rained The Same As Before. Her glider man så godt som sømløst fra et hjemme-snekkereret, Ikea-lookalike sengemilø til en surreel iscenesættelse.
En plante på hovedgærdet har kastet sine frugter i form af forskellige små metal- og keramik-kugler. Dem genfinder man blandt andet i en montre og en lille vogn. På tæppet er en forsølvet mus trådt ind på scenen. En video er projiceret på træværket og viser klip fra monsunstorme, oversvømmede gader samt en scene fra Rolling Stones filmen Gimme Shelter, hvor en hippie flipper ud i noget, der ligner et dårligt syretrip. Hvis der var forsider af drømmen, er der bagsider også.

Kuglerne er før set hos Hansen. Det fungerer – tænker jeg – som en universel, atomar form, der måske nok slutter sig om en intern kerne, men vel at mærke en kerne, hvortil adgangen forstyrres af de spejlende metaloverflader. Regndråberne, der både zoomes ind på i videoen og i plexiglas-værkerne Wet, er på sin vis også en form for kugler.

Og sådan er der mange anslag, spor og udviskninger i udstillingen, der lægger sig flydende og godt mellem at være cool som samtidskonceptkunst og hot som sumpet tropenat.

Den hypersansende og poetiske æstetik, som især billederne frister med, forfører muligvis ud i romantik og svælgen i verdens-ubegribeligheden. Men før det sker, har Hansen sat sine nålestiksangreb ind. Det sker i form af en slags pop-terrorisme, hvor han med piktogrammer og clipartbilleder præcist sætter et andet tempo. Små mærkater med blindetegn og en grotesk tegneserie mund popper op – syet på sengebetrækket eller som pludselige flash i videoen.

Det giver anledning til at tage trappen højt op til overetagen, hvor et anderledes univers springer i øjnene. Fem store collagebilleder benytter udsnit fra cyanotype-billederne fra underetagen som baggrund for clipartbilleder, piktogrammer, tattos og andre populæræstetiske billeder, som Hansen har sakset fra internettet. Men interfacekulturens hurtigt læste ikoner er hos Hansen udsat for en markant hastighedsbegrænsning, idet det viser sig, at billederne er vævede tæpper. Kunstneren har fået et amerikansk tæppefirma til at fremstille dem.

Jan S. Hansen indskriver sig – ikke kun med disse værker, men med udstillingen som et hele – på dobbelt vis i to fremtrædende tendenser i samtidskunsten: Den der undersøger det digitale flux, og den der forfølger en trang til materiel langsommelighed.

Vægtæpperne er domineret af ordet Guess (gæt), som også er den programmatiske titel på serien. Hermed peger Hansen igen på den åbne og flydende proces, som ligger i såvel skabelsen som receptionen af værkerne. Intet er sikkert, og du må gætte dig frem. I sidste ende er det vel den flydende, associative struktur, som den menneskelige bevidsthed er karakteriseret ved, Hansen gør til udstillingens cirkelslag.

Jan S. Hansen fører dette med sikker hånd og poetisk nerve i en veldisponeret og stort anlagt udstilling, som matcher det nye galleris tilsvarende stort anlagte rammer.