Monumental følsomhed

Af Lise Skytte Jakobsen

Tre mænd – tre farver
De tre mænd Yves Klein, James Lee Byars og Anish Kapoor er fælles om at være superstjerner på den internationale kunsthimmel. Klein og Byars er døde, mens Kapoor laver det ene gigantprojekt efter det andet i alle egne af verden. Senest blandt andet det 115 meter høje vartegn ’Orbit’ til Den olympiske park i London i 2012.

På den aktuelle udstilling er de tre kunstneres skulpturer, installationer og malerier sat stævne, fordi de alle tre bruger monokromi, ensfarvethed, som kunstnerisk virkemiddel. De gør også alt muligt andet, men det er valgt fra her. Og det accepterer man.

Udstillingen er på én gang overskuelig og overvældende, stram og storladen. Den fungerer både som en (lille) introduktion til de tre kunstnere hver især og peger samtidig på, hvad deres konsekvente brug af farverne blå, hvid og rød kan betyde. – Og det er ikke så lidt.

Her er ren farve ikke lig ren abstraktion. Vi taler liv og død, moderskød og månefallos, spiritualitet og Kunst med Kæmpe-K.

Rødt chok
Anish Kapoors kanon (installationen  Shooting into the corner, 2008-2009) løber naturligt nok med den største opmærksomhed på udstillingen. I modsætning til alle de andre værker er der her action, bevægelse, humor og brag.

Hvert 20. minut lader en sortklædt herre kanonen med en kæmpe ’patron’ af rød voks og fyrer den af – i et hjørne selvfølgelig. Drønet kan høres i hele bygningen og den røde voks sprøjter ud over den hvide kube, hvor der i løbet af udstillingen langsomt bygges en splatterskulptur op.

Se video hvor kanonen fyres af

Den kødelige voks går igen i udstillingens to andre værker af Kapoor. Begge er gigantiske maskiner, hvor stålplader på brutal vis former den modtagelige røde voks til store bløde halvkuber. Symbolikken er på én gang skåret ind til benet og så ikke helt til at indfange alligevel: Det er næsten en parodi på det hårde maskuline og bløde, runde feminine, der mødes og giver hinanden karakter og eksistensberettigelse.

Men det er også helvedesmaskiner, hvor man både ser, lugter og fornemmer, at form og formløshed, kødets opstandelse og uforståelige massakrer lurer på hinanden konstant.

Og så er det jo også bare nogle meget mærkelige konstruktioner. I en dansk sammenhæng kommer man Ingvar Cronhammers skulpturer i hu i mødet med Kapoors voldsomme kunst. ARoS ejer ingen værker af de tre kunstnere, men Anish Kapoor står højt på ønskesedlen, og det forstår man godt.

Hvid mystik
James Lee Byars har ikke mindst skrevet sig ind i kunsthistorien som performancekunstner, men blev også bl.a. kendt for sine hvide marmorskulpturer i 1990’erne. Det er tre af disse, man kan se på ARoS: en ’perlekæde’ af 100 hvide marmorkugler (The Human Figure, 1992), 5 buede marmorsteler (Concave Figure, 1994), og en høj nichelignende figur, også i kridhvid Thassos-marmor (The Moon Column, 1990).

Som både Kapoor og Klein har han et vigtigt mellemværende med orientalsk spiritualitet og rejste blandt andet en del til Japan.

Værkerne på ARoS er nærmest sakralt iscenesat med spotlys på de hårde, næsten sprøde hvide skulpturer, der kaster sigende skygger efter de besøgende.

Byars nyder godt af at være i selskab med udstillingens to andre kunstnere. Hvor værkerne af Kapoor og Klein taler højt og flot for sig selv, er det velgørende for de lidt selvhøjtidelige ’marmorlig’ at være indrammet af ’rødt chok’ og ’blå evighed’.

’Blå’ som i konceptkunst
Yves Kleins blå-blå kunstværker indleder udstillingen og står smukt og skarpt mod de hvide vægge. Den franske maler og konceptkunstner tog patent på netop denne farve i 1960 og kaldte den ’International Klein Blue’.

Klein bruger farven til at male monokrome billeder med og han dækker svampe og grene med det rene pigment. Han bruger nøgne mennesker som levende pensler – dypper dem i Klein-blå og lader dem sætte deres aftryk på hvidt papir.

Både Klein, Byars og Kapoor er mytemagere – de skaber og udnytter myter og forestillinger om dem selv, den kunstneriske konsekvens, der kendetegner  deres værker og de signaturlignende materialer, de benytter. For Klein er det blå pigment både et konceptuelt greb – en måde at undgå at lave traditionelle malerier – og så et symbol på det uopnåelige: at materialisere det immaterielle. Kleins blå symboliserer himlen og kosmos, det urørlige og intense.

ARoS har ikke i sin hidtidige udstillingsprofil dyrket hverken performance eller konceptkunst i særlig høj grad. ’Mennesket i centrum’ er ARoS’ motto, og det betyder blandt andet, at museet har fokuseret på figurativ kunst (senest Munch og Martelli) eller direkte sanseinvolverende kunst (Olafur Eliasson).

Med Klein/Byars/Kapoor får man nogle af performancekunstens ’grounding fathers’ ind ad bagdøren og viser, at det konceptuelle også kan være (og kan iscenesættes) sanseligt og monumentalt.

Det er et ok kompromis og en meget flot udstilling.