Monumental intimitet

Erik A. Frandsen har netop beriget Christiansborg med en udfordrende totaludsmykning, der tilmed er blevet flot modtaget. 
 
Resultatet er ellers ikke altid vellykket og processen helt smertefri, når kunstnere skal udsmykke landets royale eller mest kendte offentlige institutioner. Det er nemlig svært at tænke sig en væsentlig samtidskunst uden en eller anden form for politisk bevidsthed eller personligt engagement og en sådan kunstnerisk integritet kan være svært forenelig med institutionernes krav om at fremstå repræsentative, politisk neutrale og med kvalitetsmæssig sans. 
 
Indenfor de sidste par år har der da også været et par eksempler på konflikt- og medieramte kunstudsmykninger. Uanset kronprinsparrets bevæggrunde fik John Kørner forkastet sit første, færdige maleri til Frederik VIII’s Palæ, og Jeppe Heins skitse til haveanlægget ved samme palæ blev også afvist.

Og da partiet Liberal Alliance ønskede at omgive sig med farverige billeder af den folkekære rockmusiker Johnny Madsen erklærede Folketingets Kunstudvalg dem for kvalitetsmæssigt uegnede til udsmykning af et politisk arbejdsrum på Christiansborg og ønskede derfor ikke at finansiere dem.

Moden maler
Selvsamme kunstudvalg fandt derimod Erik A. Frandsen egnet, da Christiansborgs historiske Landstingssal trængte til renovering, og Anna Thommesens store billedvævninger fra 1969 skulle erstattes af en række nye malerier. 

Et udfordrende, men også sikkert valg. For nok begyndte Erik A. Frandsen sin karriere som del af de berygtede Unge Vilde, der, som en anden ustyrlig tsunami, oversvømmede de konservative kulturinstitutioner i 1980´erne med provokerende paroler som “Vi kan ikke længere male, men gør det alligevel” og “Billedsult”, men i de seneste år er han sprunget ud som en moden, bevidst maler, der med stor livserfaring tager maleriet og dets virkemidler alvorligt.

Den netop færdige udsmykning viser, at kunstnerisk, kritisk nerve godt kan kan komme til udtryk selv inde i hjertet af de politiske magthaveres højborg. Arbejdet består af ni store, horisontale kultegninger på lærred (175×350 cm) og fire 16 kvadratmeter store malerier, der, med nærmest kirurgisk præcision, er klemt ind i de kvadratiske nicher.

Det er dermed den suverænt største totaludsmykning af et møderum i Folketinget nogensinde. Og medregner vi hele Borgen er det kun Rasmus Larsens 268 vægmeter og snart hundrede år gamle blomsterfrise, der i omfang kan måle sig med Erik A. Frandsens over 110 kvadratmeter lærred.

Iscenesat dagligdag
Ifølge den 56-årige kunstner selv indledte han sin opgave med at konstatere, at der i landstingssalen er et særligt nærvær af historien, men at salen fremstod som et postuleret rum med masser af stuk og udspring.

Han ønskede derfor lige fra starten at gøre rummet så rent og intimt som muligt, samtidigt med at det skulle fremstå monumentalt. Det har han gjort ved at tilføje de fire gange fire meter store lærreder henholdsvis tre banale dagligstuemotiver fra sit hjem på Fælledvej og et enkelt tableau fra sit atelier på Falster. Hermed har Erik A. Frandsen eftertrykkeligt sat sit eget og familiens personligt intime aftryk på Christiansborg, hvor iscenesatte historiemalerier og forskønnede portrætter ellers er traditionen.   

Uden kendskab til kunstnerens residenser fremstår de fire malerier som moderne stilleben, der blandt meget andet er fyldt med store blomster i forskellige vaser, en sort guitarspiller, et stereoanlæg, en kande, en flaske sulfo, champagneglas og en rød skål med en gul citron.

Med udsigt til Nørrebro
Erik A. Frandsen lader sig ofte inspirere af intime, nære relationer i familien og af hverdagens banaliteter. Men det er alligevel nok ikke helt tilfældigt, at kunstneren har tilført det officielle, statslige repræsentationsrum et udsyn til en baggård på Nørrebro og private, populærkulturelle detaljer som de sortes musik, en buste af Homer og en fjernbetjening. Og mon ikke de sprossede vinduer kan opfattes som referencer til dannebrog og kristen ikonografi og de afskårne blomsterbuketter som vanitassymboler på livet og dets forgængelighed?

Formelt er malerierne bygget op af komplementærkontraster som blå og orange samt gul og violet. Det skaber koloristisk spænding og dynamisk farveperspektiv i billedet. Og i forhold til tidligere malerier har Frandsen malet ekstra farvefelter i siden af billederne, hvor en spalte af motivet nærmest forskydes og gentages. Ved at forsyne sit motiv med abstrakte elementer og dermed bryde et ellers virkelighedstro billede ned, viser Erik A. Frandsen, at malerier er mere end blot billeder af virkeligheden. De er mentale konstruktioner, hvilket virkeligheden, i hvert fald ifølge socialkonstruktivisterne, i øvrigt også er.

 
Spindelvæv i øjet
Udover det synlige sammenstød mellem det offentlige og det private rum har Erik A. Frandsen skabt et clash mellem de rå kul-tegninger, der er udført med overdrevent løs hånd og så Landstingssalens fint bearbejdede, men også overdrevent klassicistiske interiør.

Tegningerne viser enkelte billedelementer fra de fire malerier nedenfor og er placeret højt oppe i de nu blændede tilhørerloger. De forstyrrer øjet som en form for spindelvæv, vi, og især vore gæster, helst ikke skal opdage. De er virkelig irriterende, da de tegneteknisk virker ubehjælpsomt ringe. Men de synes at fungere som bevidste, kritiske kommentarer til den perfekte, politisk korrekte verden og på den fede, interaktive måde griber de fat i malerierne som et visuelt crossover.

Ny, historisk dimension
I anledning af indvielsen holdt Folketingets formand, Mogens Lykketoft, åbningstalen. Her takkede han begejstret det syv mand store kunstudvalg, der efter forslag fra udvalgets to kunstkyndige medlemmer, Karsten Ohrt og Charlotte Sabroe, havde valgt kunstneren til opgaven:
“Erik A. Frandsen har tilført landstingssalen en ny, historisk dimension og præsteret en kunstnerisk udsmykning, der på én og samme tid bevarer og fornyr landstingssalens samlede udtryk”, sagde Mogens Lykketoft.

Og, uanset politisk standpunkt, kan man kun give ham ret. Erik A. Frandsen har skabt en udsmykning, der peger ud af Christiansborg og ind i dagligstuerne og dermed minder politikerne om, at deres store beslutninger influerer på almindelige menneskers hverdag.