Monumenter glemmer let

Overgaden – institut for samtidskunst har valgt som den ene af to kunsthaller i København at vise soloudstillinger under Copenhagen Art Festival, hvor de resterende tre kunsthaller er præget af fællesskabs-stemningen og har satset på gruppeudstillingen som det rette format.

Begge soloudstillingerne på Overgaden griber dog om nogle relevante problemstillinger og tematikker for dette påståede fællesskab. Det er i hvert fald tilfældet på Overgaden, hvor både græske Yorgos Sapountzis og tyske Hito Steyerl rækker langt ud i kulturen, historien og den fælles erindring.

En fælles erindring?
Begge udstillinger forholder sig til monumentet som kondenseret udtryk for en fælles erindring, helt konkret hos tyske Hito Steyerl, der med The Kiss tager os tilbage i tiden, til krigen i Bosnien, hvor en gruppe på 20 fanger bortføres i 1993 af en paramiltær enhed under mystiske forhold – og derfra er de forsvundet fra den kollektive erindring.

Værket er exceptionelt installeret på Overgadens første sal, hvor man træder ind i en stor black box, en erindringens tidskapsel, hvor en sparsom belysning og de mange faktiske oplysninger på væggene og modellerne på bordene giver indtrykket af at vi er igang med at opklare lyssky forbrydelser. Og det er vi.

Tilbage til åstedet
Steyerl tager os med til åstedet for at rette op på historien, og armeret med 3D-printer, avisudklip, grundig research og en tre-kanals videoinstallation kommer vi trods de mange erindringshuller meget tæt på de fysiske hændelser, der i værket får sit eget 3D-monument bygget på egentlige øjenvidneberetninger og afrapporterede hændelser.

Det er selvfølgelig en utopi, at vi skal vende tilbage til hele vores historie for at genbygge vores hullede, fælles erindring og destruktive kultur på fakta, men det er det rette ideal og en påpegning af, at monumenter glemmer hurtigt og aldrig er etisk funderet.

Dermed ligger der også et underforstået statement hos Steyerl om monumentets manglende berettigelse i dag, hvor historien efterhånden har lært os, hvor fejlbarlige erindringen og de er.

Det horisontale monument
Samme fejlbarlighed udtrykkes i udstillingen af græske Yorgos Sapountzis, hvor monumentet også udfodres af nye monumenter og performances i det offentlige rum i København.

Sapountzis dykker ikke ned i en særlig hændelse, en blind plet i historien, men ned i monumentets natur. Monumenter, der står eller sidder til hest på en piedestal – hvilket de aller fleste gør i København – er vertikale markeringer af, hvem vi skal se op til og underkaste os. Men hvad nu hvis monumenter var horisontale, påvirkelige, følsomme, intuitive, inkluderende, legende, og altså: en kollektiv hændelse i nu’et? Det er det Sapountzis tester.

Diskrete aktioner
I Overgadens stueetage har han under den skæbneomvæltende titel Deus Ex Machina lavet en række farverige konstruktioner i primært let metal, gaffa og tekstil – hurtigt sammenbiksede, -klistrede, og -hamrede konstruktioner, der står som svært aflæselige skulpturelle objekter på gulvet og hænger fra væggene. Det er ikke her man forstår det egentlige projekt.

Vi kan se spor af kropslig bearbejdning i værkerne, men det fører ikke særlig langt. Ud over at Sapountzis er græsk som tragedien giver titlen heller ikke meget hjælp. Man skulle næsten tro, at Overgaden havde brugt lejligheden til at vise noget rigtig svært tilgængeligt samtidskunst.

Men Sapountzis – og en række frivillige – har i den sidste tid også lavet finurlige og lidt lettere aflæselige aktioner i det københavnske byrum midt om natten. En sådan videodokumentation af aktionerne, der går i horisontal dialog med de københavnske koryfæer, er diskret (læs: alt for diskret) installeret i udstillingen på Overgaden. Vi ser en gruppe mennesker vælte rundt i mørket med samme metalstænger, gaffa og tekstiler i et forsøg på at gå i kropslig og horisontal dialog med en række monumenter. Finurligt og smukt klippet sammen til en lille poetisk film.

Man forstår langsomt: Det er her det foregår.

Performativ Oehlenschläger
Projektets performative sider og kvaliteter blev endnu tydeligere for mig, da jeg deltog i en natlig performance ved Det Kongelige Teater tirsdag den 28. august.

Hele den fremmødte flok (ca. 50 mennesker) blev først bespist og bedrukket og siden beklædt med tekstiler og farvede stænger, hvor efter Sapountzis med enorm energi fik ført hele ‘den græske hær’ forvirret og forundret rundt om teatret med indlagte happenings, spøjse positurer og en indædt kamp med en bunke medbragte metalplader, som endte i reel kropslig kamp med selveste Adam Oehlenschläger. Kállos!

Applausen rungede ud over Kgs. Nytorv imens Sapountzis tog imod folkets hyldest ved Oehlenschlägers knæ.

Nu gav metalstængerne, de hamrede plader, tekstilerne og gaffatapen pludselig mening som et forsøg på at sige: Vi kan skabe dem bedre i fællesskab.