Motorvejsbro som manende udsigtspunkt til det 20. århundrede

Imponerende totalinstallation skaber psykedelisk oplevelse af en motorvejsbro i en nordengelsk industriby – og en stor historie om at leve i det 20. århundrede fortalt af eneren Mark Leckey.

Den fylder meget – motorvejsbroen som Mark Leckey har opført i det nationale kunstmuseums samtidskunstkube, x-rummet. Og egentlig er den ’bare’ en kulisse til det omfattende lydværk, som udfolder 35 års liv i den moderne civilisation med en motorvejsbro i en nordengelsk industriby som genkommende udsigtspunkt gennem fremskridtsoptimisme og forfald, kold krig og ravekultur.

Nordengelske Leckey giver publikum en overvældende oplevelse, når man på Statens Museum for Kunst træder ind under broen, der er badet i et gult lys fra lysmaster, så effekten er ganske psykedelisk. Broens grå beton danner åbenbart et sted, der kan bide sig så meget fast i erindringen, at kunstneren har måttet udføre en genskabelse i fuld skala for at forstå sig selv og sin omverden.

Frizonen under broen
Broen er genskabt ud fra hukommelsen for at understrege det personlige engagement. De store piller og skrånende sider er et stykke let genkendelig hverdagsdesign fra det moderne samfund. En passage i lydværket beretter, at broen er opført i 1968 i Leckeys hjemby Ellesmere Port nær ved Liverpool, hvor motorvejen krydser en testkørselsbane for den nærliggende Vauxhall-fabrik. Den kan ses som et resultat af 1960’ernes opsving og tiltro til teknologi og modernitet, udtrykt i bilernes retningsbestemte bevægelse ovenpå broen.

For de lokale unge var det dog et sted at hænge ud i en frizone udenfor forældresamfundets kontrol. Et hemmeligt sted udenfor byen, der nærmest tog sig ud som en form for rå natur i grå beton.

Det gule natriumlys, som bader installationen, er en genskabelse af den stofpåvirkede oplevelse, når farver fremstår stærkere som første tegn på, at et svampetrip sætter ind. Som en industribyens shaman vil kunstneren skabe en psykedelisk oplevelse for publikum gennem lys og lyd. Formålet er dog ikke bare at skabe en vild oplevelse, men at etablere en sensorisk forbindelse med fortiden – som en bro – for dels at udlægge en generel oplevelse af at leve i den anden halvdel af det 20. århundrede og dels at bearbejde en angivelig afhængighed af erindringer fra opvækstens steder.

Broen vil ikke give slip på Leckey, og han må derfor i egen udlægning udføre den i fuld skala for at komme videre.

Dream English Kid 1964-1999 AD
Som modspil til broens enkle scenarie er lydsiden en omfattende collage af fortællinger, citater, musikstykker og lyde, der ganske prætentiøst gennemgår fire årtiers historie. I starten sidestilles 1960’ernes satellitopsendelser – og motorvejsbyggeriet – med kunstnerens fødsel i 1964. Så er sammensætningen af den store kollektive og den personlige historie slået an.

Opvækstens interesse i mekanik, sidestillet med byens bilindustri, bliver til deltagelse i subkulturelle miljøer omkring punk og ravemusik. Under et særligt truende øjeblik under den kolde krig sætter Leckey sig til at afvente Armageddon under motorvejsbroen, bevidst om at Ellesmere Port grundet sin industri vil stå højt på listen over potentielle udslettelsesmål.

De følgende årtier ser en rivende teknologisk udvikling med overraskende resultater, såsom den elektroniske musik og den ravekultur, der i hvert fald for en kort stund, forvandlede hårde hooligans til dansende panteister. På en let flydende vis foreslår Leckey sammenhænge mellem de store linjer i teknologi, politik og kultur og hverdagens omgivelser og subkulturelle udtryk.

Værkets fortælling ender ved nedtællingen til årtusindeskiftet som en afsked med det 20. århundrede. Dream English Kid 1964-1999 anvendes af Leckey som titel for lignende materiale ved et videoværk, som blev præsenteret ved Liverpool Biennalen sidste år – en sigende titel for den store fortælling i rammende små deltaljer. Se videoværket her

Det 20. århundrede i retrospekt
Kernen i Leckeys værk er dets nærmest manende realisme. Man kan levende fornemme motorvejsbroens frirum og de forskellige faser af den nordengelske dannelseshistorie under broen. Badet i det gule lys, der i sig selv både er psykedelisk og industrielt, bliver det hverdagslige liv i den moderne industriby en ganske fremmed og mystisk verden. Det giver Leckey mulighed for at fortælle sin historie i en tåge af alvor og humor: Er det en historie om fremmedgørelse i et industrisamfund fyldt med grå motorvejsbroer og destruktive flows af kemikalier og stoffer eller en hyldest til såvel teknologi som subkultur?

I begge tilfælde er værket et mægtigt tilbageblik på det 20. århundrede, der anvender den konkrete materialisering i broen sammen med det vidtfavnende hørespil på en fin vis.

Det skal også bemærkes, at broen giver en sjældent vellykket form til at opleve længere lydværker som både tematisk passende og umiddelbart fascinerende setting.

Og den kryptiske titel? Den er et vrøvlevers, som siges af skuespillere, inden de går på scenen og er med Leckeys glæde for populærkultur hentet fra en Stephen King-roman.

Det kan tolkes som rettet mod de påtrængende spøgelser fra fortiden, som gennem den grå beton hjemsøger kunstneren – og de konkrete stolper, man kan presse sig imod. Leckeys værk vil vist både stå ved opvækstens dannelse i industribyens rammer og være et udbrudsforsøg fra det fremmedgørende samfund. Det klarer broen at bære som et fængende monument for det 20. århundrede.