Muligheder i det offentlige rum

“Vi trækker saunaen ud til stranden klokken 10, det skal du se!” Siger Kirstine Højmose opstemt i telefonen. Hun er projektkoordinator på storskalaudstillingen Urban Play, og St. Bededag kl. 15 er der fernisering i Køge. Udstillingen har 8 udendørs værker fra både nationale og internationale kunstnere og arkitekter, og den fortsætter ind i efteråret med en lang række særarrangementer. “Jamn, det ska’ jeg da,” svarer jeg og tænker, hvad en sauna mon har med kunst at gøre.

Et frit land
St. Bededagsmorgen, meget tidligt, løber jeg ind i en 110kilos bagbrandert, der står og pisser op ad hovedindgangen til Københavns Hovedbanegård. Med den ene hånd på væggen forsøger han at dirigere strålen væk fra sine shorts og sko og ud på de polerede fliser. Det lykkes næsten.

“Det er vel et frit land!?” savler han vrissent, da han ser mig smile skævt til hans våde sokker. Det offentlige rum er fuld af muligheder for at pisse på folk.

Flydende sauna
Jeg når lige til Køge havn tidsnok til at få plads med kurator Charlotte Bagger Brandt og styrmand Steen i motorbåden, der skal trække den Flydende Badepavillon til sin plads på Køges strandside bag industriområdet.

Pavillonen, der er et projekt af Rintala/Eggertsson Architects, er fuldt udstyret med både omklædningsrum og sauna. Selvom saunaen virker, er pavillonen ikke helt færdigbygget endnu, og mens de bliver trukket ud til stranden, arbejder arkitekterne på livet løs med at få de sidste planker skruet på plads inden kl. 15.

Zigzag
Styrmanden Steen er lokal fisker og en af de mange uundværlige lokale, der har hjulpet til med at få Urban Play søsat. Vi zigzagger forsigtigt af sted gennem havnen i den lille båd, der er spændt fast til pavillonen med en tynd blå snor.

“Det har hele tiden være hensigten at engagere lokalkulturen i projektet, men det er blevet sådan, at vi slet ikke kunne have klaret det uden deres hjælp. De har været så gode.” Siger Charlotte, mens hun tager en slurk af Steens medbragte kaffe. Det offentlige rum er fuld af muligheder for at få en hånd. 

I krydsfeltet
Tilbage på land møder vi landskabsarkitekt Bettina Lamm, der sammen med Charlotte Bagger Brandt er drivende kræft bag Urban Play. Tanken bag udstillingen er at engagere lokalbefolkningen i området gennem en serie offentlige værker under temaet leg.

“Leg er en måde at få folk til at sænke paraderne i forhold til at interagere i det offentlige rum.” Forklarer Charlotte.” Alle de værker, der er her, ligger i krydsfeltet mellem kunst og arkitektur. Du kan noget med hvert et værk. Man skal røre ved dem.”

“Værkerne bliver fuldendte, når der er mennesker, der gør noget i dem. Det er ikke bare en statue på en piedestal. Det er det levende menneske, der er i omgang med materialerne, som skaber den komplette installation.” Supplerer Bettina.

Livet før byen
Urban Play er bare et af mange projekter, der skal forberede Køge på den kommende fornyelse af byens gamle industrikvarter, inden byggeriet går i gang. “Vi kalder det Livet Før Byen,” siger Køges borgmester Marie Stærke.

Blandt publikum til borgmesterens åbningstale står Miljøminister, Ida Auken, og følger med. “Jeg elsker den måde, de tænker byen på,” forklarer hun efterfølgende, “at man skaber livet før man skaber byen. Jeg synes at ideen er så spændende. Man giver stedet en identitet, ved at bruge kultur og kunst, og så kan man bygge byen oven på det, fordi den er blevet til et sted i folks bevidsthed.”

Pølser og fadøl
Efter en guidet rundtur til de forskellige værker, der på hver sin måde inviterer til at offentligheden deltager, ender vi ved det sidste værk på ruten: Jesper Aabilles mobilkøkken, hvorfra der serveres kartoffelsalat og pølser – og fadøl.

“Jeg ville gerne slå på det sociale ved at lave mad, så jeg lavede det her mobile udekøkken med røgeri, snittestation osv.” Forklarer han og fortsætter:

“Når man laver kunst i det offentlige, drejer det sig om: virker det? Kan det skabe det der fællesrum? Så synes jeg ikke, det er så vigtigt, om man kalder det kunst eller ej. Jeg ser det som kunst. Jeg ser de her stationer som små skulpturer. De har et sprog i sig selv.”

Matador
På vej til stationen møder jeg en ældre mand fra Køgeegnen. Han kommer også lige nede fra det mobilekøkken. Da jeg spørger, hvad han synes om udstillingen, svarer han roligt: “Jooh, pølserne var gode.”

Vi følges ad mod stationen.

“Hvis du vil se noget rigtigt smukt, skal du jo ind i byen.” Siger han pludselig med store øjne. “Husene dér er nogle af de ældste i Danmark. Fra 1500-tallet, nogle af dem. Bindingsværk og det hele. De optog dele af Matador derinde ved kirken – dét skal du se!”

Offentligt farvel
Da vi når stationen, skal han ‘lige have noget i kiosken’, og det er tydeligt, at han ikke synes, jeg skal følge med. Det offentlige rum er fuld af gode undskyldninger for at slippe for de andre.