Multifacetteret maleri

Lad os starte på 3. sal, hvor Julie Nord (f. 1970) er rykket ind og har opbygget en hel lejlighed og fyldt den med uhyggelige familie-portrætter. Med sin sorte fiberpen og blyant arbejder hun videre med den eventyrverden, hun lagde ud med i begyndelsen af 00’erne. Formelt er hun stadig inspireret af bl.a. den britiske illustrator John Tenniels tegninger til den oprindelige Alice in Wonderland og af klassiske eventyrillustrationer fra samme tid.

Men der sker hele tiden noget nyt: For det første har hun i de senere år malet med akvarel i mange farver, for det andet har hun iscenesat sine værker installatorisk, dvs. hun inviterer publikum ind i sit univers, der ud over den specialdesignede arkitektoniske ramme også byder på lydværker – på udstillingen i Kunstforeningen hører vi bl.a. et gammelt Bornholmerur opmåle tiden med sin tikken – og for det tredje har hun udviklet sin portrætkunst og har ført sit lidt tuttenuttede portrætgaller af baby dolls i nye retninger: Nu er de portrætterede ofte deformeret til ukendelighed, hvis ikke deres ansigtstræk er næsten fraværende, så de virker uhyggeligt identitetsløse.

I sin nye udstilling har hun rendyrket begreber som identitet, familie, hjemlighed/unheimlichkeit efter devisen, at familier reproducerer givne magtmønstre og ikke sjældent er livstruende som udklækningssteder, der æder sjæle op.

Familien – en neurosefabrik
Hermed sætter Julie Nord fingeren på et ømt punkt og bliver en rendyrket civilisationskritiker: Når hun skildrer familien som som neurosefabrik, gør hun opmærksom på, at socialisationen/opdragelsen ofte kvæler den personlige udfoldelse – eller sagt med et mere eksistentielt ordvalg: Knægter den indre sandhed.

I det sorte rum eller pulterkammer, hvor de mest uhyggelige værker befinder sig, sætter hun tingene på spidsen.

Her ses fx i Family Dinner en lille familie – far, mor, børn – der spiser middag sammen – som skeletter. De sidder som levende døde til bords. Eller i Mor og søn, hvor moren kigger smilende ud på betragteren, stolt over sin søn, hvis øjne er forsvundet, og der nu kun er to sorte huller tilbage. Mor har overtaget hele hans livsprojekt og ser ham ikke som et selvstændigt individ.

Nord opererer med en genkendelighed. Vi føler os hjemme i hendes lejlighed, og dog er det hele tydeligvis en konstruktion. Hun spiller bevidst på det unheimliche/det uhyggelige, der netop er uhyggeligt, fordi det er velkendt og samtidig fordrejet. Hendes organiske mønstre og ornamenter, der både optræder på tapeterne og i papirarbejderne, fungerer som et fast, gennemarbejdet grid, der er langt mere stabilt end personernes udflydende identitet og antydningsvise karakterer.

Disse mønstre er i færd med at æde sig ind på personerne og truer med at udslette dem. Så selv om hendes tegnede fortællinger stadig kan tage sig lidt glansbilledagtige og sukkersøde ud, så er der bid og vid og grotesk humor på spil i værkerne.

I sit primært sort/hvide univers løfter Nord sløret for en diabolsk underverden, som syder under idyllen og pænhedens facade. Men jeg glæder mig til at se nogle værker i det store format, som hun også mestrer, for når hun går op i skala, bliver hendes visioner og kritiske kulturanalyse farligere, mere maleriske og langt mere pågående end i de mere beskedne formater, som hun har valgt til denne udstilling, som tidligere blev vist i en lidt større udgave på Kunsten i Aalborg.

Tematisk smeltedigel
Blandt mine favoritter i de to underste etager er Elisabeth Peyton, Ellen Altfest, Cecily Brown og Raymond Pettibon. De er alle fire ganske fremragende malere, skønt sidstnævnte mere tegner – og skriver – og underholder med sine underfundige og selvransagende dagbogsnotater, udført som collager og med blæk på papir. De fleste af udstillerne er ukendte navne for mig, og det er altid sjovt at se noget, der drejer blikket i andre retninger og stiller én nye opgaver.

Udstillingen vil ikke fortælle en tematisk, medie- eller stilmæssigt sammenhængende historie om maleriet lige nu på den anden side dammen. Tværtimod fremstår den som en æstetisk og tematisk smeltedigel, og værkerne er som en hund fra hver by – hvis ikke man vidste, at de var skabt i en og samme by. Siden anden verdenskrig har NYC været dagsordensættende i den moderne kunst, især i maleriet.

Musikscenens ikoner
Flere af værkerne har adresse til musikscenen – det gælder Steven Parrino (1958-2005), der gør honnør til den tidligt afdøde punkrocksanger Joye Ramone med sine sortmalede, brækkede og henslængte gipsplader, der er et nulpunkt for maleriet, og det gælder Elisabeth Peyton, der bl.a. har portrætteret den legendariske Nirvana-forsanger Kurt Cobain i et af sine intime malerier af celebrities og rockmusikere.

Hertil kommer hendes fine kultegning af den excentriske og dekadente Ludwig II af Bayern, der poserer sammen med den østrigske skuespiller Joseph Kainz, for ikke at glemme hendes slående, blå, diagonale portræt af den danske Iceage-forsanger Elias Bender Rønnenfelt, sådan som hun oplevede ham ved en koncert i Leipzig i marts sidste år. Peyton beviser med sin fine, lille ophængning, hvilken forrygende maler og kolorist hun er. Det er ikoniske malerier, der ofte fanger ’ofrene’ tæt i en let indadvendt dvælen og med nogle spændende beskæringer af motivet. 

Raymon Pettibon (f. 1957) har i rummet ved siden af en tæt og meget underholdende ophængning af papirarbejder, som krydser klinger med tegneserier, og som man derfor både læser og ser sig igennem.

Det er sarkastiske, nogen gange humoristiske og selvironiske, refleksioner over hverdagslivet i NYC i særdeleshed og i USA i almindelighed. Der er masser af ”strøm” på og overraskelser i hans ikoniske billeder, der præges af hans sorte blækstreg.

Mellem abstraktion og figuration
Cecily Brown (f. 1969) har malet en række figurkompositioner, der forholder sig til den store, kunsthistoriske tradition bagud i tiden, men som pendler interessant og visuelt udfordrende mellem figuration og abstraktion – lige på kanten til at opløse motivet, mens Ellen Alfelts (f. 1970) værker går helt ned i stoffet med en uhørt detaljerigdom og taktilitet. Hendes malerier af en røv og en torso er så livagtige, at man rækker ud for at røre ved behåringen! Jo Bradley (f. 1975) er repræsenteret af et enkelt, stort maleri, der kan minde om en dansk maler som Kresten Havgaard (f. 1962).

I det hele taget kan vi herhjemme i lille Dannevang godt være med kvalitetsmæssigt inden for maleri, konstaterer man ved rundgangen i Kunstforeningens to nederste etager. En maler som Peter Martensen (f. 1953) har da også netop nu stor succes med sin udstilling The Power of Silence, der kan ses frem til 5. juli i Bertrand Delacroix Gallery på West 25th  Street i Chelsea, ligesom Eske Kath og en række andre gode, danske malere klarer sig godt i det store æble.

Ellers opererer flere af udstillingen Paint New York’s kunstnere i popgenren med skingre farver og stærke, ikoniske motiver med referencer til tegneserier og massemedier som Todd James (f. 1969), KAWS (f. 1974), Erik Parker (f. 1968) og Katherine Bernhardt (f. 1975), mens en kunstner som Sarah Braman (f. 1970) arbejder mere installatorisk med sine møbelagtige malerier.

Alt i alt et inspirerende udvalg af højst forskelligartede repræsentanter for det multifacetterede maleri, der blomstrer på den evigt pulserende New York scene lige her og nu.