Museet der performer

Med Scenbyteskifter Moderna Museets satellitudstilling. Sidste forestilling – Den tidiga modernismen – var enforbilledlig, grundlæggende introduktion til fortællingen om moderne kunst. Menkan den nye udstilling af perleværker fra modermuseet i Stockholm opføre enlige så stramt komponeret historie?

Svaret er nej. Der er mange smukke kunstværker og godeindslag, men iscenesættelsen mangler sammenhæng mellem de forskellige akter. Hérer lidt malerier med teatertema, hér er lidt kubistiske billeder og skulpturiblandet noget maskinæstetik, og hér er en samling af tidlige rejsefotografier.

Derfor er det overladt til publikum og anmelderen selv atfinde et tema, der kan knytte det hele sammen. For det findes faktisk midt mellemdansere og dandyer, haremskvinder og fantastiske maskiner.

Billedet som performance
I Nils Dardels imponerende maleri af Den døende dandy er vi vidne til ren forestilling.

Bleg, med hånden på brystet og lukkede øjne er den unge mandfaldet om i en patetisk figur. Han tilses af sine sørgende elskere og i stedetfor at spejle sig selv, afprøves hans optræden på os: Synes tilskuerne, det eren passende performance?

Performance – forstået som ‘optræden’ og ‘ydelse’ – er også nemtat se i Alexander Calders maskiner og mobiler. De bevæger sig, snurrer, hopperog dirrer i mere eller mindre forudsigelige mønstre og skaber dermed et lillescenerum.

Den teatralske mand og den mekaniske himstregims er dermedtættere på hinanden, end man skulle tro. Både menneske og maskine gentager etmønster, spiller en rolle og følger et manuskript.

Det performative museum
Museer og udstillinger tilbyder altid selv et stykke af enperformance, vi kan deltage i. Inden for nogle rammer spilles med og imod publikumsforventning. I vellykkede tilfælde findes både oplevelse og fortælling, og institutionengør sit bedste.

Nyere kunstteori er meget optaget af begreber som’performance’ og ‘performativitet’. Det betyder et skærpet blik på, hvordanbåde udstillinger, billeder og kunst optræder, gør noget og opnår en effekt.

I Malmö performer museet bare ikke helt vellykket. Det’yder’ skam, men opfører ikke en sammenhængende præsentation. I stedet må manselv lede efter fortællingen.

Det eksotiske som performance
I en af de mere kuriøse af udstillingens indslag visestypiske 1800-tals turistfotografier af eksotiske steder og mennesker.

Der ertale om stereotyper og klicheer, og nogle af dem portrætterer da også udklædteeuropæere.

Museet selv beskriver billederne lidt for indlysende somudslag af datidens orientalisme, der skabte ‘det fremmede’ som noget både primitivt,irrationelt, sanseligt og erotisk.

Men man kan også sige, at fotografierne ogde afbillede mennesker ‘performer’ en forestilling om det fremmede. På sammemåde som maskinen og den rollespillende dandy udtrykker rejsefotografierne nogetud fra allerede eksisterende regler.

De bekræfter vores forventninger til,hvordan det fremmede er.

Spillets regler
Vi har her fat i flere lag af performance. Det ene er enkunstnerisk handling, det andet er et blik på, hvordan maleri, maskine ellerudstilling virker.

I et af Nils Dardels billeder danser koreografen JeanBörlin. Billedet af hans optræden er billedet af en performance, ligesombilledets effekt hviler på billedets egenperformance. I begge tilfælde ’lykkes’ dans og maleri, hvis tilskueren kanafkode det.

Kunstværker performer altså idet de virker. Billeders ogudstillingers ’manuskript’ udgøres af konventioner og forventninger, vi har tildem, ligesom danseren og skuespilleren overholder koreografi ogregibemærkninger. Eller som alle mennesker opfører sig i forhold til det størresamfunds normer.

Al kommunikation, der har en modtager – også udstillinger – kananskues som en performance: Mere eller mindre sammenhængende, men altid baseretpå spillets regler.

Værkets opførelse
Museets overetage viser, hvordan en række svenskemodernister møder det fremmede. Ved at udvælge særlige motiver, farver ogteknikker som led i et konsekvent billedsprog, males og opføres det fremmede som fremmed og anderledes.

Den svenskfødte Ivan Aguéli ender med på en radikal måde atgå ud over den enkeltstående maleriske performance:

Han konverterer til islam,skifter navn, ifører sig egyptisk tøj og lader sig integrere i Cairosintellektuelle miljø.

Fælles for Aguélis livsvalg, Dardels billeder, Caldersmaskiner, Legers malerier, de mange turistfotografier og en stribe afudstillingens værker er altså handling, performance, at spille en rolle og gørenoget eller gøre sig selv til noget.

Et museums kvaliteter
Moderna Museet i Malmö er en vigtig institution, der giverbåde sydsvenskere og danskere en nem adgang til moderne kunst i verdensklasse.Men et museum er ikke en statisk enhed med evige kvaliteter.

Kvaliteten af et udstillingssted bliver derimod til i detrum og de oplevelser, der sker sammen med publikum. Som museum kan man i dag ikkebare vise kunst i sammenblandede, lidt umotiverede forløb, der mest af alt serud som, “hvad man kunne undvære” fra Stockholm.

Også derfor kan det være relevant at tale om museet som enperformance eller et rum for performative handlinger: Det er her, publikumideelt set indbydes til at være medskabere af en tydelig fortælling, og ikkeblot tilskuere til noget tilfældigt og ufokuseret.

Med de bebudede nedskæringer og afskedigelsen af denhidtidige leder, Magnus Jensner, håber jeg, Moderna Museet Malmö også ifremtiden holder fast i at skabe de bedste rammer for de besøgendes deltagelseog indlevelse.