Music Worth To See

God på en regnvejrsdag
Music To See er om ikke et særligt ambitiøst udspil fra Aros, så bestemt værd at se. Så opfordringen herfra skal lyde: Tag en ven i hånden en regnvejrseftermiddag og oplev eller genoplev formeksperimenter over musikvideoen som genre.

Traditionel opsætning
Opsætningen af værkerne er derimod temmelig traditionel, endog påfaldende kedelig. Musikvideoerne, der i sagens natur bevæger sig over de kunstneriske medier musik, billede og film, opfordrer til en mere sanselig iscenesættelse, der inddrager rummets atmosfære i langt højere grad, end hvad der er tilfældet på Music To See.

Manglende kontekst
Når en kunstinstitution vælger atudstille musikvideoer, opstår et formidlingsmæssigt dilemma: Skal man ’gøre som man plejer’ og lade fokus være på værkerne, eller skal man tage konsekvensen af deres hybride karakter og forholde sig til den mediemæssige virkelighed, de er så uløseligt forbundet med. Aros har valgt at gøre som man plejer, og dermed lukket øjnene for værkernes kontekst: de film, billeder, genrer, perioder og udvikling, de forholder sig til.

Gensyn for kendere
De udvalgte videoer repræsenterer væsentlige højdepunkter fra midten af 1990’ernes musikkultur og visuelle æstetik og frem til i dag. Med større og mindre populærkulturelle kunstnere er her både gensyn for kendere og samtidig mulighed for, at nye kan stige på. Udstillingens tema vil især glæde musik- og filmentusiaster og henvender sig primært til den yngre generation, med en introducerende åbenhed for deres forældre.

Mellem videokunst og genrefilm
De fem udstillede musikvideokunstnere bevæger sig mellem det kommercielle og kunstneriske, og videoerne bærer referencer til både billedkunst, fotokunst, populærkultur og genrefilm. Amerikanske Spike Jonze, der blandt andet er repræsenteret med Björks It’s Oh So Quiet, leger for eksempel med det skødesløse og iscenesatte i en forfriskende velfungerende amatøræstetik, men er også kendt for sine eksperimenterende reklamer.

Smukke, dystre og humoristiske indtryk
Indtrykkene spænder over det smukke og dystre hos Anton Corbijn, det rædselsvækkende i Chris Cunninghams videoer for Aphex Twin over det lækre og velproducerede i hans robotvideo til Björks All Is Full Of Love til det storslåede dekadente hos Mark Romanek. Langt de fleste serveret med et strejf af humor.

Legoklodser og formeksperimenter
Blandt de mest interessante er franske Michel Gondry, der blandt andet står bag en legesyg stopmotion-animation med legoklodser for bandet The White Stripes. Hans formsprog er overraskende og undersøger på humoristisk vis filmmediets muligheder, hvilket kommer til udtryk i Becks Deadweight, der med finurlige indslag vender tingene på hovedet.

Genbrugsarkitektur
I udstillingen genbruges den indre arkitektur fra Shirin Neshats videoinstallationer. Det er der som sådan ikke noget i vejen med. Men hvor det store åbne rum i Neshat udstillingen Women Without Men virkede indbydende og havde tekst på væggene, betragteren kunne fordybe sig i, bliver rummet tomt og gennemgangsagtigt i Music To See. Dette på trods af de farverige sækkestole, der med større held kunne være placeret ude i videorummene, og ‘tidslinien’ – en række alt for små skærme opsat i øjenhøjde, der viser et udvalg af musikvideoer i et begrænset historisk rids. Dette bidrager til mistanken om, at udstillingen er Aros’ lette bud på kunstnerisk underholdning i sommerferien.