Musikken rockede, men hvad med kunsten?

Stor ild og underfundig arkæologi
Halfmachines Eksplosionslandsby og Lasse Krog Møllers kortlægning, registrering og udstilling af objekter tog begge udgangspunkt i det, der er Roskilde Festivalen.
Ilden, trommerytmerne og fællesskabet i Eksplosionslandsbyen ville under alle omstændigheder være tilstede, men ved Halfmachines organisering og fokusering blev det naturlige gjort til kunst. Begejstringen for ildkuglerne fortog sig ikke i løbet af festivalen – hver gang en ildkugle skød mod himlen bredte der sig et ”nøøøøjjjjjj” og et ”iiiihhhhh” og et ”jjjjaaaaaa” på de bagerste rækker ved Orange Scene.

Lasse Krog Møllers værk var mere tyst. Det gjorde næsten intet væsen af sig, men den arkæologiske tilgang til festivalens efterladenskaber skabte en underfundig og tankevækkende udstilling, der meget konkret tog udgangspunkt i den festival der udfoldede sig i de første dage af juli måned, 2008. Og værket var ikke kun væggen med udstillingen – det bevægede sig rundt på pladsen i form af kunstneren selv. Den ulasteligt klædte mand, der bøjede sig ned efter cigaretskod var et opsigtsvækkende element på den mere og mere støvede festivalplads.

Ihærdig aktivisme

Under parolen ”Må man lige ha lov at være her”, satte Ungdomshusets aktivister fokus på den stigende overvågning i samfundet. Tiltagene med t-shirts og overvågningslabyrint var sådan set fine. Det er dog et åbent spørgsmål om den politiske og aktivistiske kunst formåede at sætte sig igennem blandt det øvrige sansebombardemet på pladsen.

Museumsbesøg på festivalpladsen
V1-galleriets plakatmur rummede på samme tid politisk engagerede plakater og morsomme jokes, men selve opsætningen gjorde plakaterne til det tætteste man kunne komme på traditionel kunst på festivalpladsen. Plakatvæggen fyldte hele overetagen på en af containerbygningerne omkring Cosmopol-scenen, og på den måde blev plakaterne ikke direkte integreret i festivallivet. Man skulle som beskuer bevæge sig op ad trapperne og derefter gå ned langs væggen og opleve plakaterne, som om de hang i et galleri- eller museumsrum, afsondret fra den resterende festival. Det var en mærkelig strategi fra et galleri, der ellers har været hovedeksponent for gadekunsten herhjemme. Eller måske symptomatisk idet galleriet i sit udgangspunkt har trukket streetarten ud af gaden og ind i gallerirummet. Og når man var "trådt op i galleriet", var der endda yderst sparsomt med info om projektet og dets udøvere.

Orange protest
Jens Galschiøts manifestation af modstanden mod Kinas overgreb mod menneskerettighederne blev en fuser. Hvad der på papiret virkede som en god ide faldt til jorden på grund af en dårlig kommunikationsstrategi. Roskildefestivalens hovedscene er orange, og modstanden mod Kina skal ifølge Galschiøt manifestere sig i farven orange (ud fra en ide om at farver ikke kan forbydes, og at det derfor vil være umuligt for de kinesiske myndigheder at forbyde orangeklædte tilskuere på tilskuerpladserne til sommerens Olympiade i Beijing).

Orange fuser
Da portene gik op mellem camping- og sceneområderne stormede de forventningsfulde festivalgæster ind på sceneområderne hvor de blev modtaget af flokke af orangeklædte mennesker. Men kun få kendte til koblingen mellem Kina og farven orange. De orangeklædte mennesker kunne i stedet opfattes som et reklamegimmick for Orange Scene.
Hvis manifestationen skal lykkes til OL kræver det at den orange kobling bliver forstået, ellers vil verden opfatte de orange demonstranter som supportere af de hollandske idrætsudøvere, der traditionen tro er klædt i orange.