Myten om grænseløs kærlighed

Børn, og retten til at få dem, er et hot emne i den velstillede del af verden. Adoptionsindustrien er et tydeligt tegn herpå. Traditionelt er fokus på de voksnes længsler og behov, og af den grund abonnerer de fleste på fortællingen om de barnløse voksne, som gennem adoption uegennyttigt giver et stort utilfredsstillet kærlighedsoverskud retning og konsekvens.

Det nødstedte barn, som derved ufrivilligt bliver objekt i denne tilsyneladende gode transaktion, har imidlertid også en historie at fortælle, og den har i de sidste 20-25 år fået stadig større fokus.

Mellem uønsket og ønsket
Beretninger om adoptionernes skyggesider, fremmedheden og de mange fortrængte og hemmeligholdte omstændigheder, som børnene bevidst og ubevidst påvirkes af, får mere plads i vores bevidsthed. Børn bliver involverede i disse smertelige fortrængte fortællinger, som opstår der, hvor et overskud af børn findes, som efter krigens afslutning ikke er ønskede i deres egne samfund. Fraternisering med fjenden og krigsprostitution har historisk altid været en af de store årsager til masseadoption fra bestemte lande som bl.a. Korea, Vietnam og Tyskland efter 2. Verdenskrig.

Forældrenes sygdom og død, naturkatastrofer og hungersnød er andre vigtige drivere i denne fortælling, og disse begivenheder leverer med åbenlys selvfølgelighed stof til de overordnede positive bevæggrunde for den internationale adoptionsindustri. 

En trænet pluralist
En tydelig kritisk stemme i debatten om adoption er Jane Jin Kajsen, som er født i Korea og adopteret til Danmark i 1980. Med en dansk og amerikansk uddannelse i billedkunst er hun i dag en central skikkelse på den internationale kunstscene, og hendes filmiske værker, fotos og performances kredser om storpolitiske og personlige fortællinger om dobbeltidentitetens problematikker. Hendes film er ofte hel- eller halv dokumentariske, og de er blevet til gennem research og med hjælp fra tillidsbaserede netværk, som hun har etableret over lang tid.

Jin Kaisen er under indflydelse af poststrukturalismen, som i 1960erne blev artikuleret af bl.a. Foucault, Derrida og Deleuze. Deres opgør med den objektive strukturelle beskrivelse af verdens fænomener inspirerede til en mere pluralistik og eksperimenterende indstilling i bredere akademiske kredse. Således også på de tre uddannelsessteder, som Jin Kaisen frekventerede i 2002-2010: University of California, hvor hun tog sin MFA i Interdisciplinær kunst hos Mary Kelly: en pionerer inden for arbejdet med historisk hukommelse, seksualitet og identitet. Hos Carsten Juul på Det Kongelige Danske Kunstakademi, som har stået bag danske oversættelser af flere af de ovenfor nævnte franske filosoffer. Samt ikke mindst på Whitney Museum of American Art Independent Study Program i NYC, hvor teorier om race-, kultur- og kønspluralisme længe har været i fokus.

Kunstnerisk opgør med hierarkier
Jeg nævner disse væsentlige referencer, fordi de i høj grad har været med til at påvirke måden, vi tænker og taler om adoption på. Iblandet særlig nyere amerikansk forskning inden for kolonialisme-  etnicitets- og kønsteori har udviklingen på disse områder generelt bevæget sig i retninger, som i langt højere grad tilgodeser minoriteter og parallelitet i de multikulturelle samfund, som vi kender dem i dag. På den måde nedbrydes de klassiske hierarkier og dermed også tendensen til altid at beskrive verden ud fra den dominerende parts perspektiv.

Jane Jin Kaisen er født ind i den nye diskurs, og hun har med stor dygtighed og personlig nødvendighed formået at anvende den i sin kunst. Dels som et værktøj til at finde svar på sin egen dobbeltidentitets indviklede historie, dels som redskab i en kunstpraksis, der i lige så høj grad, som den er drevet af personlig indignation, også er politisk og aktivt debatterende.

Adoption og identifikation
Omdrejningspunktet for udstillingen er en fiktiv fortælling, ‘mockumentary’, om familien Anderson. Videoværket Adopting Belinda fra 2006, hvor Belinda var baby, skildrer det lykkelige asiatiske forældrepar med det lille yndige og absolut samarbejdende, danske adoptivbarn.

Desuden udstilles to nye videoværker og et familieportræt. I de nye værker genbesøger den danske tv-vært Hr. og Fru Anderson og den nu 9-årige Belinda, for at høre hvordan familien trives. Her er der sprækker i den rosenrøde fortælling, som antyder en nagende utilstrækkelighedsfølelse hos forældrene.

I den tredje video interviewer en dansk adoptionsforsker forældrene om fastholdelsesterapi i forbindelse med Belindas nu åbenlyse tilknytningsforstyrrelse, som forældrene i video 2 stadig fornægter.

Ved hjælp af det omvendte perspektiv lykkes det at afsløre nogle af de blinde punkter og fordomme, som adoptivforældre ofte ubevidst lader sig styre af. For den danske beskuer bliver dette meget synligt, når adoptivbarnet er en lyshåret pæredansk pige. Fordi vi identificerer os med hende og gør os til eksperter på hendes kulturelle baggrund, kan vi let få øje på forvrængninger af Belindas etniske og kulturelle baggrund, som det koreanske ægtepar ubevidst gør sig skyldige i.

Når der i videoerne byttes om på tegnene, fremstår måden, hvorpå adoption legitimeres på i Vesten, absurd og tragikomisk. Ved at ændre på den ‘raciale’ orden kommer ulige, usynliggjorte og derfor yderst subtile magtstrukturer til syne. Mest smerteligt er det at se, hvor svært det er for forældrene at tackle og tage ansvar for deres utilstrækkelighed i relationen til den vrede og afvisende datter.

Indlevelsens vilkår
Det er i øvrigt et problem for alle forældre, men sandheden er, at det ER meget sværere at indleve sig i andre mennesker, end vi umiddelbart bryder os om at indrømme. Loving Belinda viser os dette: Den tavse og mutte Belinda kommer til orde mellem linjerne i adoptivforældrenes forsøg på at konstruere en fortælling, hvori hun er den betingelsesløst elskede hovedperson.

Selv om moderen krammer barnet uafbrudt, afsløres en lang række ømme punkter, hvor de voksne behændigt undviger de smertefulde udfordringer i relationen til Belinda.

Derved ofres den ærlighed, som er udgangspunktet for, at kærligheden mellem dem og datteren kan vokse sig stærk, til fordel for en selvretfærdig fortælling, der først og fremmest beskriver de perfekt synkroniserede voksne overfor det vrede og tilknytningsbesværede barn, som i et minefelt af fortrængninger og ubevidste overbevisninger skal adfærdsreguleres, så den ønskværdige kontakt kan etableres.

Det betingelsesløse eller det nødvendige
Betingelsesløs kærlighed er noget, et spædbarn har krav på, men det meste af livet er kærligheden til forhandling, hvad enten vi vil det eller ej. Alle mennesker må livet igennem træne deres tilknytningsevne, og alle må lære at leve med ambivalente og irrationelle følelser –  også i deres tætte relationer. Det er en del af det at være menneske.

Børn har i alle kulturer altid levet på de voksnes betingelser. Overalt i verden er der begået enorme uretfærdigheder mod børn i det godes navn – også i familier hvor generne er nedarvede i lige linje. Børn er forsvarsløse over for voksnes usikkerhed og manglende indsigt. Der hviler derfor en tung byrde på børns skuldre, når tiden er inde til at søge egen historie belyst og erobret i egen ret.

I forhold til os selv såvel som i forholdet til andre er det værd at vide, at medfølelse ikke er at have et blødende hjerte fuldt af medlidenhed med sig selv eller andre. Medfølelse er at have mod nok til at gøre det, der er nødvendigt, for at bringe bevidsthed ind i en situation. Det er det Jane Jin Kaisen forsøger – selvfølgelig med den risiko for, at også hun bidrager til stereotypificering. Det er i sandhed en hårdfin balance, men jeg synes, at Loving Belinda klarer den udfordring.