Når der går præsidentduel i udstillinger

Efter at være blevet blæst grundigt væk af Le Corbusier’s malerier, vægtæpper, litografier fra serien Le poème de l’angle Droit og de imponerende arkitekturprojekter, som bliver fremlagt på What Moves Us? er der kun én lille mystification tilbage i mit hoved. Hvorfor er det, at Museum Jorn partout skal hævde Jorn stort set overalt i udstillingen ved at gennemføre en struktur, der sidestiller og sammenstiller de to kunstnere?

Selvfølgelig er det interessant og vedkommende i en udstilling, der finder sted på Jorn Museet, at Jorn havde et mellemværende med Le Corbusier. Også selv om det mellemværende for Jorns vedkommende mest af alt handlede om ‘spøgelset af Le Corbusier’. Interessant er det selvfølgelig også, at Jorn og Corbusier repræsenterede to forskellige kunstneriske strategier til det at gøre kunst og arkitektur politisk virksomme i samtiden. Jorn med ideen om spontanitet og farven som ledetråd, Corbusier med idealet om den rene form, formmæssig harmoni og klarhed.

I den forstand komplementerer Jorn og Le Corbusier hinanden som to velkendte principper i kunsten: farven overfor formen, materialisme overfor idealisme, Jorn som det dionysiske temperament og Le Corbusier som det apollinske. Så langt så godt.

Ikke en fordel for Jorn
Men i praksis kommer Jorn til at lide under denne ligestillede eksponering. Man kunne sagtens have lagt op til denne sammenligning uden at skulle hævde Jorns produktion på linie med Le Corbusiers overalt i udstillingen.

Selvfølgelig kan det være illustrativt på nært hold at iagttage Jorns og Corbusiers forskellige tilgange til eksempelvis vægtæppet. Men samtidig falder denne udstillingsstrategiske sidestilling ikke overalt ud til Jorns fordel. Den Lange Rejse (1959-60), som er centralt placeret i udstillingen i en slags bølget akse, der skærer rummet over, fremstår nærmest som det man går ind i, når man forsøger at komme på rigtige afstand af Le Corbusiers Terningerne er kastet (1960)  og Marie Cuttoli (1936).

Det er ikke for at forklejne Jorns værk, men i denne sammenhæng kommer tæppet slet ikke til sin ret. Men hvorfor så denne insisteren på en parallel eksponering af Jorn og Le Corbusier som originale skabere og revolutionære kunstnerfigurer?

En udstilling med kød på
Der går for meget kunstnerduel i formatet efter min mening.  Og det er lidt en skam, for udstillingen præsenterer et meget spændende og alsidigt historisk materiale såvel genstandsmæssigt som vidensmæssigt. Man må sende anerkendende tanker til museets ambitiøse arbejde med at etablere et samarbejde med Fondation Corbusier, der har ført til et udlån af både malerier, personlige genstande, arkitekturmodeller og andet dokumentationsmateriale.

Desværre er det ikke helt lykkedes at transponere denne undersøgende dimension helt ind i udstillingen. Den får man mest med, hvis man læser kataloget. Her bliver det til gengæld foldet ud, hvordan både Jorn og Le Corbusier var optaget af kunstens og arkitekturens grænsebrydende potentialer i en virkelighed præget af urbanisering, afhumanisering og teknologiske fremskridt. Og det med en idealisme, som var mulig i den første del af det 20. århundrede.

Der er altså kød på udstillingen, ikke alene i kraft af de indlånte Corbusier-værker, men også fordi museet sammen med kurator Ruth Baumeister har brugt udstillingen som et udgangspunkt for en historisk undersøgelse af de udvekslinger, møder, fælles interesseflader og kunstneriske motiver, der opstod mellem Jorn og Le Corbusier.

Man ser, hvordan de begge har været optaget af montage-principper til at forstå moderne urbanisme. Og i udvekslingen med Le Corbusier udstilles også Jorns polemiske og nærmest utidssvarende argumenter mod funktionalismen i arkitekturen. Den dekorative, fritfabulerende stil, han taler for som demokratisk og folkelig, var netop af flere indflydelsesrige figurer (Loos, Bauhaus, Deutscher Werkbund med flere) blevet forkastet, fordi den blev anset for at være ikke-demokratisk og et produkt af 1800-tallets borgerlige magtelite.

Det er dog ikke noget, der bliver tematiseret i udstillingen.  På samme måde hakkes der også en hæl og klippes en tå, når ikonostasen, den vertikale struktur, som Le Corbusiers digt Le poème de l’angle droit har været tænkt ind i, er fraværende og billederne istedet, uden nærmere forklaring, er ophængt efter modernistiske ophængningsprincipper.

Præsidentduel som reproduction af det heroiske kunstnerindivid
Udstillingen vægter og rendyrker duelformatet på en uheldig måde, og man må spørge sig selv om, hvorfor vi skal have en udstilling mere, der i bogstavelig forstand flankeres af det, der er præsidentkarakterens modhelt: den henslængte, anti-sociale, inspirerede og derfor ophøjede (mandlige) kunstnerfigur? Og det på trods af, at udstillingen har været i hænderne på to kvinder?

Indgangen til udstillingen domineres nemlig af to motivisk identiske fotografier af henholdsvis Le Corbusier og Jorn afbildet henslængt i hjemlige omgivelser i hver deres sofa. Deres kroppe er tåstrittende filosoferende – og rendyrkede billeder på det ‘ikke-nyttebetonede’ arbejde, nemlig kunsten.

Asger Jorn har spredte ben og halvtlukkede øjne, og hans positur er nærmest en direkte reference til Manets Olympia, Titians Venus og det arketypiske billede af en seksualiseret kvindekrop. Men fordi der er tale om mænd, opfattes de ikke først som seksuelle. Fordi de er mænd, aflæser man dem som filosoferende og intellektuelle (undersøttet af den avis, Le Corbusier har i hånden).

Framingen af udstillingen med et persondyrkende greb kommer derfor til at reproducere et meget traditionelt, vestligt ideal om det mandlige kunstnerindivid som heroisk. Og det strider imod indholdet af udstillingen, som, hvis man bevæger sig ned under den umiddelbare genidyrkelse, handler om kunst og arkitektur som politiske og kreative praksisser.

Formprincipper eller gudedyrkelse
Samme fiksering af udstillingen i en heltedyrkelse af Jorn og Corbusier finder også sted i udstillingens første rum, som samtidig er udstillingens stærkest koreograferede.

Her iscenesættes det sammenlignende format ved at vise billeder af kunstnernes gravsteder, samt ejendele – Le Corbusiers ved Middelhavet og Jorns ved en landsbykirke på Gotland. Havde man valgt at undlade montrerne, kunne man her præsentere en flot visualisering af to forskellige formprincipper og eksistentialistiske grundholdninger til den moderne verden, som jeg vil hævde, at de dybere lag i udstillingen handler om. Genstandene serveres dog for den besøgende som ‘fund’ (man kobler uvilkårligt gravtemaet med gravfund), der peger på den heroiske fortælling om kunstnerindividerne som udstillingens egentlige indhold.

Selvfølgelig kan det være et PR-greb ud fra devisen om, at udstillinger sælger bedre og får mere opmærksomhed, hvis man bevidst udnytter celebrity-heltefaktoren. Men i dette tilfælde kommer heltedyrkelsen til at stå i vejen for den historiske afdækning af komplekse sammenhænge.