Når egene knoppes…

Det smukke Fuglsang Kunstmuseum ligger ud til et fredet naturområde, Skejten, som nok mest er kendt fra Olaf Rudes monumentale udsmykning i Folketinget. De gamle egetræer, som vokser på denne lave strandeng ud mod Guldborgsund, har i århundreder trodset oversvømmelser og barsk vejr. Disse og mange andre egetræer har inspireret billedkunstneren Ole Lejbach (f. 1951) og forfatteren Jens Blendstrup (f. 1968) til at sætte lup på egetræet som botanisk og kulturelt fænomen i hele Danmark.

I over fire år har de to herrer turneret rundt i Danmark for at komme ind under barken på vores monumentale egetræer, hvoraf enkelte eksisterede allerede dengang, Harald Blåtand ”vandt sig hele Danmark”.

Egenes åndsliv
Ege- og bøgetræer blev i 1800-tallet symboler på danskheden i en tid med gryende nationalisme. De monumentale egetræer, som ofte vokser solitært på markerne, har været et yndet motiv i kunsthistorien fra I.C. Dahl til Niels Strøbek. Jens Blendstrup lægger øret til stammerne og tæller i overført betydning træernes mange åreringe. Hans fortolkninger af egenes ‘åndsliv’ i en nutidsframing rummer masser af samfundssatire, bid og vid. Hør her, hvad han bl.a. skriver om egen Oves erotiske liv:

”Erotik er for et egetræ lige så kompliceret som for et menneske. Det foregår bare meget langsommere..”

Om Danseegen på hjørnet af Møllevej og Skolevej hedder det sig, at ”folk bruger mig som dansetræ til deres majfester ….men jeg holder allermest af mursejlermozart mellem husene. Så danser man en stille en.”

Ikke at forglemme Mafiosoegen, der ”er blevet rig på at smugle harpiks.”

Som det fremgår, er det nogle stærkt antropomorficerede (menneskeliggjorte) egetræer, vi møder på væggene i Fuglsang Kunstmuseum, hvor udvalgte tekster af Blendstrup er hængt op mellem Lejbachs mange tegninger. Blendstrup låner autoritet fra de gamle gevækster og tager temperaturen på et sygdomsramt samfundslegeme. Det er far out, men også rablende morsomt, poetisk og romantisk. Blendstrup skriver godt.

Egetræer i streg
Desværre kan tegningerne ikke helt følge trit med teksterne. Ole Lejbachs suite af realistiske blyantstegninger af selv samme egetræer er mere traditionelle, alvorlige og nøgterne end teksterne. Han har med akkuratesse frembragt egenes grene, vorter og hule stammer – de er allesammen nøgne vinteregetræer uden blade. Der er tale om monumentale tegninger, hvoraf de fleste måler 140 x 100 cm. Man savner dog variation og kontrast og, ja, vildskab og mystik i disse tegninger, som snarere virker som lidt stive illustrationer end som selvstændige kunstværker.

Udstillingen er ellers konceptuelt interessant – det er en oplagt idé at ”scanne” de ældgamle træer, som for de fleste af os er omfattet med ærefrygt. Både fordi de er så monumentale, skulpturelle og krogede med en særegen personlighed hver og en, og fordi mange af dem er ældgamle og derfor fremstår som yderst ‘vise’ gevækster, der har ‘set’ så meget.

Gennemført bog
Det har tydeligvis været en sjov opgave – et rent overskudsprojekt – for de to herrer. Som spin off på den store udstilling, der breder sig i Fuglsangs lyse rum, har de udgivet en stor og tyk bog dels med fotos, dels med gengivelser af tegningerne, der her er sat ned i en størrelse, så der er lidt flere kontraster med. I bogen kan man foruden Blendstrups mange egetræs-tekster læse en artikel af museumsinspektør Jacob Helbo Jensen, som gennemgår egetræet i dansk kunsthistorie fra Jens Juul til Niels Strøbek.

Der er også en fremragende artikel af skov- og naturvejlederen Peter Friis Møller, som fortæller om egetræet som botanisk forekomst. Han oplyser bl.a., at selv om vi omtaler dette monumentale træ i ental bestemt – egen – så er der faktisk to egearter herhjemme: Stilkeg og Vintereg.

Disse ”veterantræer” har hver og en et meget skulpturelt ydre. Nogle af dem er høje og slanke, andre er brede og relativt lave, især de af dem, som vokser alene, og som får disse markante, brede stammer og fyldige kroner. Bogen indeholder også et kort over de gamle, ikoniske egetræers placering i Danmark. Jeg spår bogen et langt og solidt liv, fordi den er uhyre smuk og appellerer bredt. Måske knap så langt som et egetræ, men mindre kan også gøre det.

De tre museer, som viser udstillingen, ligger alle i naturskønne omgivelser og tæt på gamle egetræer, som publikum kan opleve før eller efter udstillingen. På Fuglsang Kunstmuseum anbefales det at gå en tur ad markvejen ud til Skejten, der er et stykke unik, dansk urnatur med oldgamle egetræer.