Når en huleboer ser lys

Med Jakobsens Billedpolitik – brudstykker af samtidshistorien betragtet som tragedie på Overgaden bliver der stillet skarpt på det tragiske faktum, at billederne har taget magten over vores forestillingsevne. Den konstante og hastigt eskalerende konfrontation med billeder har svækket vores tro på, at der findes andre sandheder end den vi passivt præsenteres for i medierne.

En vandring mod lyset
Bag det sorte tæppe ved indgangen er der bælgravende mørkt og stille. Øjnene har netop vænnet sig til mørket da der kommer et kraftigt lys fra det bagerste lokale. Nysgerrigheden overvinder den umiddelbare skepsis og sætter en famlende (og smertefuld) vandring mod lyset og en ny erkendelse i gang.

På væggen i det mørke rum kører en lydløs film. Lyden taler for sig selv. Der er ild i gaden, politi og hætteklædte aktivister. Jakobsen selv er midt i urolighederne på Nørrebro efter rydningen af Ungdomshuset. Det er svært at skelne denne ’dogmeagtige’ øjenvidnebetragtning fra de billeder, der har cirkuleret i medierne.

Iscenesat objektivitet
Den iscenesatte kontekst giver billederne en ny betydning. De er ikke længere fotografisk dokumentation af ’urolighederne på Nørrebro’, men kunstneriske illustrationer. Dette er Jakob Jakobsens subjektive og filmiske blik på en konkret hændelse han var dybt involveret i og ikke en objektiv repræsentation af hele konflikten omkring Jagtvej 69.

Fra Byen går vandringen videre over i Territoriet og lejren. I brudstykker og på enorme lærreder præsenterer Jakobsen igen den besøgende for velkendte scener fra en virkelighed skabt af et dominerende billedregime. Et regime, der ikke efterlader plads til hverken modbilleder eller en kritisk politisk offentlighed.

Argumenter for umenneskelighed
Billederne er repræsentationer af landskaber, men landskabet er en slagmark. En monoton og trist speaker-stemme forsøger at få beskueren til at forholde sig kritisk til billederne:

Vi præsenteres ikke for hele sandheden, kun den sandhed, der kan bruges til at legitimere vold og umenneskelighed.

Billederne har været brugt, som argumenter for at lade samfundet destruere sig selv.

Den sorte kube
Med det sorte rum, udstillingens titel og temaet omkring de uløselige konflikter har Billedpoltik evidente referencer til teaterets verden. Selve kunstoplevelsen er da også sammenlignelig med et besøg på et teater efter sidste forestilling. Ligeså virkelighedstro og gribende fortællingen var under selve opførelsen ligeså falsk og virkelighedsfjern tager den sig ud når alt lys er slukket og rekvisitterne er væk.

Det eneste, der er tilbage er billederne på nethinden, som bringer usammenhængende brudstykker af oplevelsen tilbage i bevidstheden. Den før så illuderende optræden virker nu let gennemskuelig og håbløs teatralsk.

Et afgørende opråb
Med den aktuelle udstilling lykkes det Jakobsen at henlede opmærksomheden på hvordan billeder og politik er to uadskillelige størrelser. Han opfordrer beskueren til at forholde sig kritisk til relationen mellem de to begreber, som han gør opmærksom på er blevet mere markant siden 9/11 og den derefter indledte ”krig mod terror”.

Jakobsens udstilling virker som et næsten desperat opråb efter modbilleder. Den måde billederne udnyttes politisk på i dag har skabt en passiv frygtkultur, en nedbrudt politisk offentlighed med blind og naiv tillid til, at de billeder, der præsenteres er i direkte overensstemmelse med virkeligheden.

Hér går det ikke så godt
Med Billedpolitik illustrerer Jakobsen, hvordan det står til med den menneskelige natur ’med henblik på uddannelse og manglende uddannelse’ på samme måde som Platon gjorde med Hulelignelsen.

Med en reference til Platons lignelse kan Jakobsen sammenlignes med den huleboer, der har løsrevet sig fra lænkerne og søgt mod lyset i sin mistillid til at de skygger, der bevæger sig på hulens væg er hele sandheden.

Jakobsen søger nu tilbage til hulen i håbet om at overbevise de andre huleboere om, at de billeder, der findes uden for hulen er meget flottere og mere virkelig end de skyggebilleder, der bevæger sig på hulens indervæg.

En lang erkendelsesrejse
Men det er ikke let at vende en huleboer til at se lyset i øjnene. Det kræver lang tids tilvænning og det er ofte en smertefuld affære.

Rejsen mod erkendelse er hverken underholdende eller magisk. Den er mørk, lang og det er ikke utænkeligt at man farer vild eller slår hovedet mod en væg undervejs. Til gengæld er man ved udgangen bedre rustet til at udstå smerten og søge mod lyset næste gang nogen, på propagandistisk vis, forsøger at tegne falske skyggebilleder på hulevæggen.