Når hverken virkeligheden eller eventyret kan undviges

Kunstforeningen Gl. Strand indleder foråret med at præsentere nye værker af svenske Klara Kristalova og danske Malene Landgreen i to soloudstillinger, der begge lægger tyngden på det visuelt æstetiske uden for alvor at mane til eftertænksomhed.

Klara Kristalova (f. 1967) har svært ved at finde sig tilpas i gallerirummets tilsyneladende og dybt problematiserede neutralitet. Derfor forsøger hun gerne at tilføre sine udstillinger elementer, som kan forstyrre den hvide kube. På Gl. Strand kommer det til udtryk i en stor sortmalet træstruktur, der fungerer som platform for de fleste af de mange keramikfigurer med dyre- og menneskemotiv eller, som det flere steder er tilfældet, et sted der imellem.

Der er dog også blevet plads på væggene til værker, der hovedsageligt fungerer som en synliggørelse af den proces, der har ledt frem til flere af de centrale værker. Således danner værket Skitse til slottet (2016) forlæg til førnævnte træstruktur, der med kunstnerens egne ord forener natur (bjerget) og kultur (tårnet), men som også kan opleves som en kvindekrop i en lang sort kjole med slæb eller en vogn fra et optog, hvor skulpturerne står og vinker til publikum.

Et uundgåeligt eventyr
Fordelen ved denne opsætning er, at den samler skulpturerne i et fælles narrativ, hvor de enkelte værker går i dialog med hinanden. Men den er også med til at underbygge en eventyrfortælling, som kunstneren egentlig gerne vil undgå, for vi har altså blandt andet at gøre med motiver af kaniner, høje hatte, bestøvlede menneskedyr og i værket Skitse til monument (2016) en sovende mand/dreng på ryggen af en hund. Det fik denne besøgende til at ihukomme både H.C. Andersens Fyrtøjet og Michael Endes Den uendelige historie. Med andre ord bevæger Kristalova sig i en motivverden, som hun deler med eventyret, og koblingen kan ikke kun tørres af på beskueren.

En enarmet tyveknægt og manden med hatten i hånden
Det vil på den anden side være urimeligt at kalde Kristalovas skulpturer for entydige, og flere af værkerne åbner for yderligere fortolkning, når man læser deres titel, hvorfor det kan undre, at man skal hente et lille krøllet ark ved indgangen til udstillingsrummet for at finde disse. Det er værd at fremhæve en kvindefigur, der fremstår tilsyneladende defekt på grund af sin manglende arm, men titlen Enarmet bandit åbner for en flertydighed, da værket lige pludselig forbinder pengemaskinen fra spillehallen med historier om selvpåførte lemlæstelser hos tiggende sigøjnere.

I andre værker fornemmer man et mere personligt islæt. Den høje hat har for eksempel titlen Selvportræt og tilfører en ekstra dimension til det værk, der byder den besøgende velkommen: Herren (2016), som forestiller en mandsfigur med en høj hat i hånden. Her blandes det magtfuldkomne med det ydmyge, kunstnerens egen autoritet nedtones, og vi er endelig helt ude af eventyrverdenen.

En problematisk præmis
Artistic Reality er navnet på Malene Landgreens (f. 1962) første større soloudstilling i Danmark siden 2009, og den breder sig over to etager på Gl. Strand. Dette giver kunstneren god mulighed for at vise flere facetter af sit repertoire og arbejde både indenfor og udenfor rammen. Det er Landgreens udtalte ambition at undersøge et udefineret rum, hvor kunsten slutter og virkeligheden begynder.

Dette er dog i sig selv en problematisk præmis, der placerer kunstværket uden for virkeligheden, og man kunne få lyst til at spørge om, hvor det mon så befinder sig? Hvad, der er på færde i værkerne, er snarere en række møder; mellem materialer og farver og mellem det udstillede, omgivelserne og den besøgende.

Det udefrakommende
Det første markante træk ved værkerne i udstillingen er brugen af gaze. Mest bemærkelsesværdigt i de store værker, der hænger foran vinduerne og spiller sammen med dagslyset, der skinner igennem det spinkle materiale. Hvor vinduerne på Gl. Strand ofte er dækket for at holde lyset og udsigten ude, får det udefrakommende her lov at spille en aktiv rolle i værkerne. Er man bekendt med Jóhan Martin Christensens tekstilværker, vil det være svært at overse det formmæssige slægtskab.

I sine indrammede værker bruger Landgreen afklippede stykker af bemalet gaze til at indgå i nye relationer med med hinanden og det underliggende maleri. Grebet formår dog langt fra altid at skabe nogen særlig dybdevirkning i fladen, og gazen bliver oftere maleriets forbinding end dets forbindelse til resten af udstillingen. Heldigvis gør de fem værker med titlen Memory Card lige præcis dét – altså skaber forbindelse. For det første leger værkerne med formen i det velkendte vendespil, og som besøgende oplever man sig selv i færd med at danne par mellem de forskellige kvadrater. For det andet refererer titlen til det eksterne datalager i elektronisk udstyr og understreger på langt mere spidsfindig vis tilstedeværelsen af noget udefrakommende i værkerne.

I dybden
Arbejdet med dybdevirkning fortsætter i mange af udstillingens andre værker. Landgreen er optaget af den dybde, der opstår, når to farver placeres ved siden af hinanden, men flere værker går også videre end dette. I et enkelt rum arbejder kunstneren med et mere realistisk formsprog og fremmaner gennem synsbedrag et rum i rummet, og i andre to værker, Egocentric Figure (2015) og A Part of Everything (2016), bruger hun spejling i både konkret og overført betydning til at skabe et avanceret dybdeforhold. I disse dobbeltværker spejles en malet figur på den ene side af væggen i reflekterende akryl på den anden og fanger den besøgende i et uløseligt formpusleri herimellem.

I et fordelingsrum har kunstneren malet både gulv og vægge og opnår foruden stor visuel effekt at få nedbrudt den fysiske afstand mellem værk og beskuer. Samtidig får hun sendt en hilsen til Sophie Taeuber-Arps udsmykning af Bar Aubette, som man havde mulighed for at se en rekonstruktion af i 2012 på Louisiana. Mindre vellykket er værket Scenario (2017), der er lavet til fordelingsrummet på etagen ovenover. Det er tanken, at denne trappelignende struktur først langsomt skal afsløre sin tredimensionalitet som man nærmer sig den, men illusionen udebliver, og værket fremstår som en lidt trist tribune uden tilhørende scene.

Selfie-potentiale
Udstillingstitlen til trods, lykkes det faktisk Landgreen at opbløde værkets grænser og arbejde med udstillingsrummet og besøgssituationen. Jeg er faktisk også overbevist om at Artistic Reality er en udstilling, mange vil nyde at opholde sig i, udover at den faktisk rummer stort potentiale for selfie-motiver, hvilket ikke er uvæsentligt i en visuel delekultur. Udstillingen kunne dog med fordel have været næsten halveret, og forventer man at få mere med sig end sanselig stimulering, går man forgæves og gør muligvis også udstillingen uret.