Når jeg ser en rød dør smælde

Her følger kuratorens forklaring på de hændelser, der ledte op til og fulgte åbningen af udstillingen En blank og vårfrisk dag på Arbejdermuseet, som endte med fyring, mundkurv, censur og fortrængning i kølvandet på Emil Elgs politisk indignerede værk til udstillingen.

Den 3. september åbnede udstillingen En blank og vårfrisk dag på Arbejdermuseet. Udstillingen, som jeg har været kurator på, skulle behandle emnerne solidaritet og fællesskab og kigge på dem i vores tid.

Læs mere om udstillingen her.

Til ferniseringen bidrog kunstneren Emil Elg med en 20 min lang tale, der bestod i en radikal analyse af sangen Når jeg ser et rødt flag smælde. Dette førte han op til den nuværende politiske virkelighed, hvor han, efter at have citeret Mette Frederiksen, kaldte hende racist. Talen blev videofilmet og skulle have været vist som hans bidrag til udstillingen.

Emil Elg blev dog bortvist fra udstillingen, og værket blev aldrig afspillet på Arbejdermuseet. 
Videoen kan ses her.

Fyring og aflysninger
Den 12. september blev jeg endvidere fyret som kurator på udstillingen, da jeg ikke havde fortalt Søren Bak-Jensen, Arbejdermuseets direktør, at Emil Elg ville bruge R-ordet i sin tale. Yderligere havde jeg efterfølgende udtalt mig kort til pressen, selvom jeg var blevet bedt om at sige, at jeg ikke havde læst talen og ellers forholde mig til sagen med “ingen kommentar”.

Eller, det vil sige, i følge direktøren er jeg ikke fyret, men jeg kan ikke få svar på, hvad jeg så er. 
Jeg er blevet bedt om at aflevere mit kort og nøgler til museet, tre uger før min kontrakt udløber. Jeg må ikke holde de møder, fremvisninger og interviews, som ellers var planlagt, og den aftale vi havde indgået om, at jeg skulle lave en serie arrangementer, der forholdt sig til udstillingens tematikker, er aflyst.


Tavshedens magt
En af Søren Bak-Jensens begrundelser for at undlade at vise værket er, at han er bange for at få en injuriesag på halsen. Det er nok et langskud, at Mette Frederiksen har lyst til at anlægge sag og forsvare sig selv imod racismeanklager, men jeg respekterer argumentet og beslutningen om ikke at vise værket.

Dér, hvor jeg står af, og hvor jeg personligt samt fagligt ikke kan forholde mig til processen, er ved beskeden om at slette alle spor fra handlingen. 
Jeg blev bedt om ikke at udlevere filmen, og jeg fik ordre om at fjerne den skærm, som talen skulle have været vist på. Desuden skulle jeg rense udstillingsrummene for alle tegn på, at Emil Elg havde været en del af udstillingen, og så fik jeg mundkurv på. Det hører for mig en anden tid til.

En udstilling bliver til
For at komme lidt nærmere ind på omstændighederne for, at udstillingen overhovedet blev til, kan det kort opsummeres således: 
Efter en række møder med Søren Bak-Jensen i slutningen af 2015, aftalte vi, at jeg skulle kuratere en udstilling, der med udgangspunkt i den klassiske arbejderfane, forholdt sig til fællesskab og solidaritet i vore dage.

Ironisk nok var jeg begejstret for at lavet noget netop på Arbejdermuseet, fordi jeg var overbevist om, at jeg kendte det politiske ståsted – fra Socialdemokratiet og ud mod venstre. Her var der ikke usynlige agendaer som mudrede tingene, her kunne du være enig eller uenig. Her tog jeg fejl.

Et uafhængigt Arbejdermuseum?
Gentagne gange er jeg undervejs blevet fortalt, at sådan forholder det sig ikke. Museet taler ikke fra noget specielt politisk ståsted, lød det fra direktøren.

Havde jeg fået at vide, at Arbejdermuseet havde en politisk agenda, der var knyttet til Socialdemokratiet, havde den handling at sige god for, at en kunstner kan holde en tale i den socialdemokratiske festsal, hvori deres dronning bliver kaldt racist, kunnet ses som værende illoyal og usolidarisk over for museet. Men hvis man op til flere gange understreger, at museet ikke er et politisk ladet sted, og det vil opfattes og respekteres som et kultur- og kunsthistorisk museum, så vil jeg mene, at man må leve med, at der kommer kritiske og aggressive udsagn, når man inviterer kunsten indenfor.

Emil Elgs bidrag har fået en del opmærksomhed. I skrivende stund en håndfuld artikler i dagbladene og omkring 2800 visninger på Youtube. Desværre nok en del flere, end hvad der har været nede i udstillingsrummene. Temaet og de deltagende kunstnere havde fortjent, at Arbejdermuseets ledelse, i stedet for at bruge en masse kræfter på at censurere og fjerne en kritisk kunstner, brugte langt flere kræfter på at markedsføre og bakke op om udstillingen.

Værk og dialog
Der er en sær ironi i, at L.A. Ring i sine unge år blev kaldt det hæsliges apostel, og nogle anmeldere ikke mente, at han tog kunsten alvorligt; Hvordan kunne han ellers male sådanne venstrehåndsbilleder. I dag går debatten på, om en tale kan være kunst, og hvis man har en anden virkelighed end den etablerede, må man så sige den, råt for usødet, i en kunstnerisk sammenhæng?

Langt hen ad vejen tror jeg på, at kunstens rolle i dag er at skabe situationer og møder mellem mennesker. Samtalen omkring værket er ofte vigtigere end værket selv.

En platform for debat
Udstillingen er oprindeligt tænkt som en platform, hvorfra der skulle afholdes arrangementer, der konkret og abstrakt forholdt sig til de problemstillinger, udstillingen tager op.

Her er et udpluk af de arrangementer, som var planlagt:

• En fest for at fejre alle de tilrejsende arbejdere, der graver det største hul i danmarkshistorien til Københavns nye metro.
• Amerikansk valgaften med digter Theis Ørntoft og billedkunstner Ferdinand Ahm Kragh, hvor vi skulle zappe mellem stemninger fra den dystopiske satire, som det amerikanske valg kan virke som, og poetiske-konkrete tanker om den verden, vi lever i i dag.
• Kunstens påvirkning på den politiske virkelighed og den førte politiks påvirkning på kunsten skulle have været emnet for en aften med kunsthistoriker Michael Kjær og kunstneren Bjørn Nørgaard – det bliver nok svært nu, uden at skulle forholde sig til fraværet af politiske ytringer.

Meget andet var også planlagt, men desværre kommer udstillingen nok langt hen ad vejen til at stå for sig selv. Jeg håber dog, at museet har lyst til at tage op, hvor jeg slap.

Park vs. Elg
Her lidt over en måned efter åbningen vil jeg næsten sige, at Emils tale har fået et mildt lag af profeti over sig.

Når 
Mette Frederiksen betegner sit samarbejde med et parti, der fra deres landsmøde udtaler at udlændinge “sviner, svindler, stjæler, voldtager og dræber,” som spirende og godt.

Det er et paradoks, at Dan Parks billeder bliver forsvaret i ytringsfrihedens navn, endda til sådan en grad, at de ender med at blive udstillet på Christiansborg, og store dele af medieverdenen insisterer på at genoptrykke Muhammed-tegningerne, men på den anden side kan et museum ikke rumme, at en kunstner bruger ordet racist om en politiker.


Livet er kort og kunsten er lang
I introduktionsteksten til udstillingen står der blandt andet: “Under hvilke symboler vil mennesker forsøge at skabe et lige og retfærdigt samfund?” Jeg ved stadig ikke hvilket symbol, der vil kendetegne det retfærdige samfund, men jeg ved, at måden, hvorpå hele situationen omkring Emil Elgs værk er blevet håndteret, er alt, hvad jeg finder ubehageligt ved den politiske virkelighed i dag, hvor sandhed og retfærdighed ikke er vigtigt, men hvor en masse skjulte agendaer skal opfyldes, og så gælder det ellers bare om at få virkeligheden til at passe ind i dem. Politisk spindoktori og fri kunst passer ikke sammen.

Måske kommer denne udstilling, som så meget andet kultur i vores land, til stille og roligt at løbe ud i sandet, eller også får L.A. Ring ret, når han siger, at: “Livet er kort, og kunsten er lang,” og så må det jo være op til fremtiden at fortælle os, hvad der kan læres fra dette.