Når kameraer og pistoler er de eneste maskiner, man behøver

Julian Rosefeldts store videoværker leverer oplevelser og gennemførte genrereferencer fra væg til væg. Det er seværdigt underholdende, gennemført produceret og til tider også mindeværdigt.

Hvad er film, og hvad er kunst?
Man kan i samtidskunst (og film) komme til at tænke på, hvad der gør, at et givent værk kommer op i en kunstsammenhæng på et dertil indrettet udstillingssted eller i filmverdenens biografer og festivaller som den aktuelle CPH:DOX. Engang var der åbenlys forskel på videokunstens lo-fi og filmens store produktioner. Det har dog for længst ændret sig, og kunstnere har i takt med teknologiens tilgængelighed og accepten af filmkulturen kastet sig ud i nok så labre og fængende produktioner til det store lærred.

En af specialisterne i dette felt er tyske Julian Rosefeldt. Siden 1990’erne har han på den internationale kunstscene udstillet værker, der trækker på alle filmmediets strenge i billedæstetik såvel som i indholdsmæssige referencer. Listen over medvirkende er lang, både foran og bagved kameraet for at skabe overbevisende udførelser af de store filmgenrer, tilsat en række ekstra referencer og overraskende twists, som vel er det, der placerer dem i kunstkategorien.

Efter at en af hans nyeste produktioner, Manifesto (2016), tiltrak sig stor bevågenhed ved sidste års Berlin Biennale (og aktuelt kan ses i Aarhus), udstiller Nikolaj Kunsthal en række af Rosenfeldts værker for det danske publikum.

Læs vores anmeldelse af Julian Rosefeldts Manifesto på ‘O’ Space her

Meget på nethinden
Der er højt til loftet i Nikolajs kirkerum, og denne setting gør sig godt til Rosefeldts volumniøse værker, der ofte udspiller sig over flere videoprojektioner og store skærme. Dette er store værker af det format, som er populært ved biennaler og internationale udstillinger, hvor der skal kæmpes om opmærksomheden (og er budget til det).

Hele underetagen fyldes af værket Asylum fra 2001, der er noget af et magnum opus i kunstnerens virke med sit format og indhold. Ni store projektioner viser tableauagtige scener, hvor grupper af mennesker udfører en enkel handling. Ved nærmere eftersyn viser grupperne sig at være af bestemt etnicitet og udfører en form for trivielt arbejde – her i en helt meningsløs sammenhæng.

Ét sted stabler arabisk udseende mænd aviser i en vindtunnel, så papiret ustandseligt hvirvles rundt, et andet sted rengør en gruppe kvinder et stykke ørkenlandskab fra en zoologisk have, mens unge asiatiske kvinder polerer tranefigurers falliske halse.

I disse umiddelbart absurde tableauer gives der tilstrækkeligt mange referencer til, at man kan associere handlingerne til de typer af lavtlønsarbejde, som typisk bliver indvandrere til dels. Værkets titel kan tilsvarende aflæses som ”asyl” i den politiske forstand samt som stedet, hvor det tossede og nytteløse foregår.

Værkets storladne og originale billeder formår både at påpege den utaknemlige absurditet i meget af dette arbejde samt vi beskueres identifikation af profession og identitet. Det står ikke skrevet noget sted, at det er sådan, som vi straks tænker (at avisuddeling og prostitution tilhører ’de andre’), men tankerækken er lidt skræmmende refleksagtig. Et stærkt værk, der er vedkommende og retfærdiggør den store plads, også i dag.

Surrealistisk burlesque
En etage oppe tager værket Deep Gold (2014) beskueren ind i et univers af surreelle burlesk-løjer inspireret af Bunuels klassiker Den gyldne tidsalder fra 1930. En neurotisk, moustacheklædt mand flakker omkring i et kondensat af den dekandente mellemkrigstid med alt fra strækmarch i gaderne til cabaretbal uden trusser. Billedæstetik og detaljer er lækkert bemestret, denne gang i en sort-hvid retro-æstetik, og værket omfatter også flere overraskende turns ind og ud af den surreelle helhed. Et markant budskab er måske sværere at aflæse, men jeg følger i hvert fald gerne den overbevisende tour-de-force gennem den surrealistiske svingom.

Amerikanske billeder
Tilsvarende tages et velkendt filmiske univers op i det nyeste værk The Swap (2016). Her er det gangsterfilmen, der fremkaldes gennem amerikanske biler, gangstertøj og gestik. Der bygges op til den for genren klassiske overlevering af en lukket kuffert mellem containere i et industrikvarter: Skulle der være en sammenligning med den globale big business? Den troværdige gangsterfilmsæstetik undergår så – det var nærmest forventeligt – en overraskende drejning.

I American Night (2009) er westernfilmen genstand for den Rosefeldske bearbejdning. Fem skærme viser løst sammenhængende scener af ryttere i solnedgangen, saloon-kortspil, outlaws omkring bålet og rene landskaber, der per refleks tænkes som filmisk Americana. På typisk vis blandes den perfekte udførelse med punkterende fiktionsbrud, som når diskussionen omkring bålet leder til udsagn som, at kameraer og pistoler er de eneste maskiner, der var værd at lave. Så er den amerikanske myte klart udtrykt.

Oplevelsesrigt og næsten for meget
Det er alt sammen storladent, oplevelsesmæssigt og rigt garneret med referencer. Man bliver underholdt og der er bestemt også budskaber i værkerne, rettet mod samtidsverdenen på mange niveauer. Rosenfeldt bruger filmens suggestive myteskabelse og genkendelige billeder til at undersøge identitet og kulturelt tilhørsforhold med en referencefyldt behandling af de specifikke genrer som en ekstra kvalitet.

Mens hvert værk er en rig og omfattende oplevelse i sig selv, bliver udstillingens helhed en smule broget. Der indtræffer et element af devaluering, når man ser alle de grandiose produktioner efter hinanden og alle genrer tilsyneladende kan danne basis for en Rosefeldt-produktion i blandingen mellem omfattende udførelse og de overrumplende stilbrud.

Der er dog god grund til at se disse værker – det er sandsynligvis en af de mest underholdende kunstoplevelser, du kommer til at se længe!