Når kunsten lyver

Lad os starte med den kunstneriske løgn på Overgadens førstesal, hvor CUDI (Lasse Lau og Lise Skou) i samarbejde med billedkunstneren Khaled Barakeh har rejst rundt til tre europæiske forstæder i sommeren 2009. Her hjalp de lokale filminstruktører med at skabe en kortfilm fra deres lokalmiljø. En drøm, som deres etniske baggrund og ghettostigmatisering ellers har bremset for.

Med egne ord…
Det er der hverken kommet gode film eller god social kunst ud af. Filmene afspejler primært stereotyper uden megen selvkritik og Lasse Lau udtaler selv (i en videodokumentation af projektet): “Intentionen var at portrættere det her flygtninge-mønster, hvilket vi har fejlet i – totalt.” Så kan man spørge sig selv, om man måske skulle have stoppet der?

CUDI (Center for Urbanitet, Dialog og Information) satte dagsordenen i starten af 00’erne med bl.a. deres sociale kunstprojekt i Vollsmose-forstaden i Odense. Her fik beboerne et tiltrængt talerør i kraft af kunstnerne og projektets initiativer (bl.a. udstillinger og koncerter med lokale kunstnere, debatter og foredrag).

Et forsøg på at gøre op med den stigmatisering, som beboerne oplevede til dagligt, og især i medierne. Projektets slagkraft og empati var stor og symbolikken til at føle på.

Fine intentioner
I dag sætter CUDI ikke længere dagsordenen og har kastet sig ud i et lignende projekt med kun få afvigelser. Samme intention – nu bare i tre forskellige forstæder i Europa, samme mål – at bidrage konstruktivt til det stigmatiserede billede vi har af indbyggerne i disse forstæder som en gruppe ukompetente og samfundsnassende analfabeter.

Intentionen er fin og fokusset stadig tiltrængt, men kunstnere burde efter næsten ti år kunne manifestere lidt mere nytænkning. Og vigtigst: Dette projekt oser af problematiske selvfølgeligheder.

Ufine resultater
Påstanden om ‘at flytte resurser’ i en campingvogn under titlen Building Democracy–Mapping the Real er en uhørt tilnærmelse. Dels fordi, kunstnerne har siddet sammen i campingvognen med deres resurser og utopier og udtænkt en model til forbedring af nogle filmskaberes forhold, som i realiteten ingen effekt har (heller ikke engang i symbolsk forstand), og dels fordi projektet i sin helhed lyver for sig selv, os og de medvirkende.

Der bliver ikke bygget noget demokrati, kortlagt noget virkeligt, eller rykket ved nogen stereotyper og selv filmproduktionerne (resultatet af kunstnernes tilførte resurser) stræber på udtalt vis efter en vestlig æstetik, hvor de stigmatiserede ender med at blive bekræftet i selv samme stigmatisering: Den hvide vesterlænding kommer med resurser (filmudstyr), indkluderer dem for en stund i en vestlig filmprouktion og forlader dem igen samme sted.

Lasse Lau slår selv hovedet på sømmet: “Det er et problem, at vi gentager den struktur, som vi forsøger at kritisere.” Det er til gengæld utrolig sandt! Og også dér kunne man have stoppet.

Prisværdigt selvbedrag
De involverede har haft sparsom medindflydelse, og projektet formår hverken at skabe gennemsigtighed, udfordre forholdene eller udtrykke egentlig empati, hvilket er nødvendigt for et sådan projekt i sin helhed.

Det er til gengæld prisværdigt, at kunstnerne dokumenterer selve processen i udstillingen, men puha hvor bliver de forkromede intentioner og de kunstneriske selvbedrag også i den grad udstillet. Derfor er opfordringen her: SE DEN!

Den forløjede virkelighed
Nedenunder er der helt andre løgne på spil. Den midtkarriere-ramte Lars Bent Petersens udstilling Drømme, løgne og andre arbejder er nærmest én stor løgn. En ‘tour de force’ i løgnens natur og tilstand i vores allesammens virkelighed: Politiske løgne, kunstneriske løgne, mediernes løgne og villa-vovse og volvo-løgne. Udstillingen illustrerer meget skarpt, at bag disse løgne gemmer sig det menneskelige begær efter magt og forfængeligheden.

Alt sammen sat i scene med kunstens flertydige (og løgnagtige) sprog og symbolik, hvor man både bliver sat af i svinget, men stadig løber spændt rundt om hjørnet for at se, hvad der nu kommer. Der er i modsætning til ovenpå ingen forkromede intentioner, men masser af vildskab, ironi, aktualitet og symbolik, der hænger ved.

Udstillingen viser værker fra 1988 til i dag, der både cementerer Lars Bent Petersens position og en ny kritisk styrke, der stadig vil sin beskuer noget: Blotte verdens (vestens) løgnagtige virkelighed.

Hvad 1. salen glemmer, husker stueetagen med andre ord lige nu på Overgaden.