Når kunsten tager fra dig og giver til sig selv

Lidt hjernegymnastik..
Det var oplagt at kunsten kunne tilbyde lidt ekstra tankegods til en stor kulturel begivenhed som Roskilde festival. Festivalen får prygl hvis de slækker på den musikalske kvalitet men hvordan stod det til med kunsten i år?

Nogle af de mest profilerede kunstprojekter står nu tilbage som vage og uforløste, fordi de ville have publikum som medskaber men aldrig efterlod dybere spor hos deltagerne.

Det er i sig selv ikke et problem at kunsten bruger sit publikum. Det har været pointen for Rosklide Festivalen. Men man bør sætte spørgsmålstegn ved den kunstneriske kvalitet, når værker primært forbruger dem, der deltager, og ikke giver rum til at man som deltager kan danne sine egne erfaringer og refleksioner. Vigtigere er, at Kristian von Hornsleth, Uwe Max Jensen og Søren Solkjær Starbird i sig selv er kraftigt selveksponerede med deres markante kunstnersignatur, og at de nærmest ikke behøver at gøre noget for at få opmærksomhed.

Små grønne fodspor
Med klimakampagnen har Roskilde festival markeret sig, som en musikalsk begivenhed, der er politisk engageret, og ønsker at gøre en forskel ved at sætte små grønne fodspor overalt. Under kampagnen ”Green footsteps” har kunstlejren Climate Community, været med til at motivere folk til handling i forhold til usunde og indgroede vaner.

Udover den bæredygtige linje som har præget festivalen, har nogle festivalgæster indgået i kunstprojekter, som måske har sat nogle tanker i gang og vil få en lille betydning for dem og klimaet på længere sigt.

Bjerget, der aldrig blev rejst
Spørgsmålet er, om de tre mest markante kunstprojekter på festivalpladsen, gav publikum et egentligt pay-off? Uwe Max’ værk Bjerget væltede allerede onsdag aften i en kæmpemæssig brydekamp, idet bjerget skulle flyttes til festivalpladsen med publikums hjælp.

Bjerget blev derfor aldrig det højdepunkt, hvor deltagerne kunne ”nyde efter at yde”. Folk har gravet og gravet, og ideen står temmelig uforløst tilbage. Men med Uwe Max’ ønske om at lade publikum overtage værket, er det vel også en form for succes for kunstneren.

I den forbindelse kan man undre sig over, at en kunstner som Uwe Max er blevet inviteret af Roskilde Festival som kunstner og ikke enhver anden som kunne have opfordret folk til at grave et simpelt hul og samtidig få presseomtale?

Giv blod og køb en skulptur
De sidste par dage stod festivalgængerne i kø foran Hornsleths Deep Storage Project, for at give et hår og en dråbe blod til projektet og dets ophavsmand. Seancen var bygget op omkring et bord med to kittelklædte blodtapere og en 1×1 udgave af den skulptur, som vil blive sænket ned i Marianergraven indeholdende bl.a. festivaldeltagernes blod.

På samme måde som Uwe Max, vil Hornsleth have noget fra festivaldeltagerne, men værket virker afstumpet som inkluderende kunstprojekt, da det forbrugeriske aspekt overtager den kritiske stillingtagen til genmanipulation og evigt liv, som projektet ellers kunne lægge op til.

De 1500 deltagendes blod tilhører nu Hornsleth, efterfølgende får man et certifikat eller kan købe en lille bronzeskulptur som souvenir. Hvad er det egentlig, der trækker, spurgte jeg en glad giver:

"Jeg synes det er meget spændende med ideen om evigt liv, at sænke mig ned og at der er en lille procentdel chance for, at man bliver fundet igen. Samtidig er der noget utraditionelt i projektet. Jeg tror ikke certifikatet ryger i glas og ramme, men bare i en kasse et eller andet sted, og så er det det."

Hvem skal profileres på Roskilde?
Roskilde festival har lagt vægt på deltagerbaserede kunstprojekter i år, som rækker udover sig selv og kræver et aktivt publikum. Cosmopol-scenen var bygget op omkring en stor kreativ legeplads, i klimalejren kunne folk bytte tøj og sende frøbomber til vejrs og indgå aktivt i klimadebatten. Men de tre kunstnere, som blev profileret mest på festivalen var Uwe Max, Hornsleth og Starbird. Igen, for hvis skyld?

Vil Roskilde oprigtigt have kunst med deltagelse fra festivalgængerne, skal de måske ikke lægge vægten på kunstnere som Hornsleth, Uwe og Solkjær, men kunstnere, der formår at inkludere de deltagende uden blot at forbruge dem. Det påståede sociale engagement virker mere som PR for festivalen og kunstnerne, end som kunst der reelt vil mere end sig selv.

Tak for i år!