Når kunstneren står i vejen

Det er samtidskunstens forbandelse såvel som velsignelse, at den er, ja, samtidig. Når mennesket bag værket lever og ånder, så kan vi være fristet til at spørge skaberen selv, hvad kunstværket vil. Eller vi kan komme for skade at fortabe os i detaljer ved værkets frembringelse.

Er det blevet til på Samsø eller Samoa? Drak kunstneren the eller kaffe? Hørte kunstneren taleradio eller høj musik i atelieret? Vi har adgang til information, men det kan være svært at sortere og prioritere relevans.

Støj på linjen
Vi vil så gerne se giraffen, vi vil så gerne kende alle de sjove små anekdoter, der knytter sig til værket som fænomen eller kunstneren som person. Måske er det interessant at kunstneren lige er blevet skilt og derfor har ændret farveholdning eller er mere hudløs i sit udtryk. Måske er det bare støj på linjen.

Om kunstneren står i vejen, eller viser nye veje til læsning af et kunstværk, må vi selv tumle med. Sansynligvis er det mest hensigtsmæssigt at anlægge en pendulerende bevægelse. Den gode analyse eller den gode formidling er i al fald ofte blevet til med baggrund i information, som bruges i reflektion, men som er udeladt i teksten (analysen eller formidlingen).

Det kan være en gave, når man har adgang til at samtale med den kunstner, som præsenterer et kunstværk, man gerne vil forstå og formidle eller kritisere. Når det sker, må man passe på og ikke falde i, for hvordan kan man være skarpt analyserende, når man har stærk sympati for mennesket bag?

At konversere mestrene
Alligevel indrømmer jeg, at jeg hellere ville møde Asger Jorn end rejse en tur til månen. Tænk, hvis man lige kunne komme forbi, sætte sig ned, se ham i øjnene og lade ham selv tale på en måde, så man føler sig fortrolig og oplyst, lyttende og lærende.

Jeg gad også godt spadsere en tur og konversere Albrecht Dürer, se en solopgang sammen med William Blake, eller sidde i skyggen en sommerdag med Henri Matisse eller Pablo Picasso for den sags skyld. De er allesammen døde. De taler kun til mig gennem deres værk. Dét rækker. Men alligevel frister tanken.

Bare Bacon
Når disse tanker melder sig, er det fordi jeg nyligt har genset en på alle måder anbefalelsesværdig dokumentarfilm om billedkunstneren Francis Bacon (1909-1992).

Vi besøger ham på atelieret, men trods malerklatter på væggen og autentisk kunstnerrod, så ligner det ikke en romantisk kliché.

Det virker heller ikke irrellevant, når vi følger ham på restaurant i en rødvinsrig samtale og er med på en lytter, når han hænger i baren på sit stamværtshus og taler med de andre gæster.

Produktionen emmer af overskud. Her er vitterlig et overblik og et indblik, så man bliver bekendt, ikke bare med mennesket, men med kunstneren og kunstnerens kunst. Kunstværker vises i hurtige klip, med (godt nok let rystede) filmoptagelse som stillbilleder – og hver gang er det velkomponeret og relevant.

Selvom vi i Francis Bacon møder en veltalende, smilende, flirtende, spyttende, informativ og på alle måder nærværende kunstner, så skygger han ikke for sit værk, som fortjener den museale opmærksomhed.

Lad dette være en anbefaling til at se 54 minutter i selskab med Francis Bacon og hans kyndige og nærgående men alligevel sobre interviewer Melvyn Bragg, der giver kunstneren – og kunsten – rum og ro.

Se programmet her: