"Når man griner, mister man kontrollen"

Bedwyr Williams holder af at prikke til selvhøjtideligheden. Og af at udstille de komiske aspekter af menneskets kontrolmani.

Med afsæt i sit umiskendeligt britiske vid etablerer han et jordbundent perspektiv på både kunst- og omverden. Herfra afdækkes den menneskelige dårskab, som ellers ligger gemt under en fernis af prætentioner, manerer og make-up.

Hos Williams er komikken både et værktøj til at afsøge ellers utilgængelige sandheder og en skarptsleben syl mod den kulturelle dannelses porøse ydre.

Inde bag opstyltetheden
En af de arketyper, der driver hans kunstneriske indignation, finder Williams i kuratoren. Særligt den hypermoderne, berejste og intellektuelle variant. Typen, som insisterer på at lære dig, hvordan du belevent indtager obskure, asiatiske delikatesser. Et fysisk pragteksemplar i moderigtige, let excentriske gevandter og alternativt udformede brillestel.

”De er perfekte, men de er forfærdelige”,  lyder Williams vanligt tørre opsummering.

Indignationen over kuratorer såvel som designere, museumsteknikere, 16mm film og lysbilledapparater er en væsentlig drivkraft. Men Williams’ sardoniske behandling er også del af en personlig søgen.

”På en måde forsøger jeg også at finde ud af, hvad min rolle er i alt det her”, uddyber han, og forklarer hvordan kunstverdenens outrerede miljø og karakterer både fascinerer og frastøder ham. En stor, international gallerimesse er både et fængslende spektakel og som at løfte en sten og opdage en skjult lomme maddiker.

Kontrasternes poesi
Williams bor i den lille walisiske by Rhostryfan. Med en kedelig hverdag og omgivet af kedelige mennesker. Alligevel er det et bevidst valg, drevet af den samme tilskyndelse, som præger hans værker. En særlig sensibilitet, som tager afsæt i det hverdagslige, ubetydelige og banale, og som trives med det jævne; med jævne mennesker og jævnt tempo, hvilket avler fordybelse, skævhed og den udenforståendes sans for detaljen.  

I The Starry Messenger, som Williams præsenterede på Venedig Biennalen 2013, kombineres det nære således med det fjerne i yderst tænkelige potens. Video- og installationsværket er en meditation over det mikroskopiske og astronomiske og over terrazzogulv, overdimensioneret isenkram, gråd og hobbyastronomi. Ud af de ekstreme kontraster opstår poetiske møder mellem gulvbelægningen i den venetianske kirke og amatørastronomens udsigt gennem teleskopet. 

Det uortodokse formsprog er gennemsyret af Williams selvvalgte outsiderposition og atypiske inspirationskilder, som tæller flere komikere end konceptkunstnere. Resultatet er en uforudsigelig og til tider udsyret komposition, der bygger på en associativ ”riffing” over de løst optegnede tematikker.

Loppemarkedsdystopi i Vestjylland
Friktionen mellem uforenelige kontraster, og de absurditeter der opstår, når de alligevel forenes, er også en tematik i Echt. Udstillingsrummet mørklægges, og beskueren bliver som det første blændet af lygterne på en forladt bus. Barkstumper og efterladte kufferter ligger spredt over gulvet og fra bussens bagagerum projiceres en film om et sært, dystopisk samfund i en ikke-alt-for-fjern fremtid, hvor en ikke-nærmere-beskrevet katastrofe har ommøbleret samfundsstrukturerne radikalt.

Forbrugskulturen hersker fortsat, men de materielle goder fungerer nu også som reel møntfod. Samlere og tyveknægte regerer, og magtens højborge er nu forladte natklubber, som flyder over af stjålne clockradioer, terrassevarmere, toiletpapir og haveornamenter. Et scenarie, som trods sin komiske fremtoning aldrig slipper sit tag i virkeligheden, men kaster skygger mod de skrøbelige barrikader, der holder den virkelige katastrofe på afstand. 

 
Komik som kontroltab
På tværs af Bedwyr Williams’ oeuvre banker den samme tørt syrlige og skævt observerende komiske grundpuls. Det til tider tegneserielignende univers emmer af en regionalt præget sans for skævheder og kontraster, som hos Williams bliver en integreret del af værkernes formsprog. Humor er for Williams en formidlingsform, som er i stand til at videregive information uden om modtagerens rationelle centre.

”Når man griner til en udstilling, mister man kontrollen, og idéerne kan plante sig”, forklarer han.

  
Dertil kommer, at kunstverdenens ofte anstrengte forhold til det humoristiske kun har motiveret Williams til at afsøge sin produktions komiske potentiale yderligere. På kunstskolen i London betragtede underviserne ikke humor som en lødig kunstnerisk strategi.

“Kunst var et rum uden regler, men humor var ikke velanset inventar”, fortæller han. “Kunst, som omhandlede kunst, var i høj kurs, men kunst, som forholdt sig til kunstverdenen eller kunstnerne, havde hverken kuratorer eller underviseres interesse”.

Som den ulydige dreng i klassen har Williams trodset dette forbud lige siden. Trodset den selvforherligende højtidelighed, som gør det umuligt at vende blikket mod galleristen på kunstmessen i det røde jakkesæt og den gule brille eller blot at anvende komikken som fundamental del af en kunstnerisk praksis.

Og denne trods har ført Williams milevidt fra samtidskunstens insulære miljøer og selvrefererende diskurser; mod de vedkommende og poetiske rum der opstår i sprækkerne mellem de mange latterudbrud.